Gud er der, hvor mennesker grunder, undres og bliver klogere af det | 1.søndag efter Helligtrekonger | Luk 2, 41-52 | af Margrethe Dahlerup Koch |

Salmer: 411-101-139-140-749

Gud er der, hvor mennesker grunder, undres og bliver klogere af det

Maria, Josef og barnet i krybben. Der findes utallige fremstillinger af den scene. Men i denne jul så jeg en variation af barselsscenen, jeg aldrig før har set. Det er et billede, der stammer fra en fransk bønnebog fra 1400-tallet. I forgrunden ser man gamle far Josef sidde med svøbelsesbarnet i armene. Han ser koncentreret på den lille. I sengen sidder Maria med en bog, som hun er mindst lige så koncentreret om og fordybet i. I en indhegning bag dem står et æsel, som bøjer sig over Josef og Jesus, og en ko, som ser på den læsende Maria.

Hvad forestiller det billede? En distræt mor, der hellere vil læse end passe børn? En omsorgsparat far, som kan skifte ble og svøb? Ja, det vil nogen måske gerne se i det billede, men tiden, 1400-tallet, taget i betragtning tror jeg nu, at det er et billede af noget andet. Det forestiller en helt bestemt sætning i juleevangeliet. Hyrderne går til Betlehem, finder barnet, Josef og Maria og fortæller dem, hvad englen har fortalt om den nyfødte, nemlig at han er Kristus. Og så kommer sætningen, som 1400-talsmaleren har malet: ”Maria gemte alle ordene i sit hjerte og grundede over dem”.

Og maleren har altså vist det ved at lade hende sidde og læse. Hjerte og hjerne som hinandens modsætninger, tro og viden som to uforenelige størrelser og udtrykket om, at der er noget, som regel det vigtigste, som man ikke kan læse sig til – alt det kender denne maler ikke til. Tværtimod. At grunde over ordene, at undre sig over og forsøge at finde ud af, hvad det betyder, at den nyfødte er en stor glæde for hele folket og en frelser – det kan man tilsyneladende læse sig til.

Og derfor skal vi nu denne første søndag efter julens afslutning med op i templet. Op til de lærde. Derop, hvor de gamle skrifter huskes og studeres og granskes. Derop, hvor den lille, der er kravlet ud af svøbet, nu folder sig ud som en ivrig, nysgerrig og rapkæftet 12årig. Klog er han. Så klog, at han lytter til lærerne og stiller dem spørgsmål. Vel for selv at blive klogere. Vel fordi han, som sin tænksomme mor, ved, at man kan få forstand af andres ord og viden. Det gamle er ikke sludder og vrøvl og noget, tiden er løbet fra. De gamle er ikke håbløse fortidslevn. Kingos lidet flatterende beskrivelse af dem i salmen, vi sang før, må så afgjort stå for Kingos egen regning. Evangelisten Lukas skildrer templets lærere med anderledes respekt. For de lytter på deres side også til den 12årige. ”Alle undrede sig over hans indsigt og de svar, han gav”, stod der. Det er beskrevet, som om de sådan set hygger sig meget godt samme og finder berigelse i hinandens selskab, den unge og de vise, gamle mænd. Et fællesskab på tværs af alder.

Og det i sig selv er der vel en opbyggelig pointe i. Den hovne overtro på at vi bliver klogere og klogere fra generation til generation, skal man være meget dum og historieløs for at fastholde. De gamle vidste noget, vi har glemt. Det skal man såmænd bare have forsøgt sig med klejnekogning i sidste måned for at have erfaret. Og omvendt ved vi noget, de gamle ikke anede. Men summen af viden og begavelse har formodentlig været nogenlunde konstant igennem menneskehedens generationer.

Men der er mere i Lukas’ fortælling om den 12årige i templet end det. For det er jo ikke kun lærerne, de kloge, gamle jøder, Jesus er blevet tilbage for at møde og tale med. Han er i templet, fordi ”jeg bør være hos min far”, siger han til Maria, da hun på tredjedagen finder han igen. Og de ord gemmer hun nu i sit hjerte, dér, hvor julenats engleord allerede ligger.

Lærdommens sted som faderhuset. Gud som den, der er dér, hvor mennesker grunder, undres, taler sammen og bliver klogere af det. Det er sådan set et lille billede af en menighed og en gudstjeneste. Et billede til os af, hvad en god gudstjeneste er: Guds møde med os. Eftertanke, undren, samtale, oplysning.

Sådan er den gode søndagsgudstjeneste. Eftertænksomt, undrende, samtalende og oplysende møde.

Og derfor holder vi gudstjeneste. For at mødes sådan med Gud og mødes sådan med hinanden. De to ting kan ikke adskilles. Og har man engang imellem svært ved at finde lysten til at komme af sted i kirke søndag morgen, så kan det være begrundelsen: Man skal ikke gå i kirke for sin egen skyld, men for de andres. Dem, der ellers ikke ville have noget at holde gudstjeneste med.

For den 12åriges ord om, at han burde være hos sin far, gjaldt ikke kun ham selv. De gælder også alle hans søskende. Også for os gælder det: Vi bør være hos vores far. Og det har lige siden den julenat, hvor den far besluttede at blive menneske, betydet, at vores plads er her i den verden, hvor han selv har sat os stævne. På kirkebænken og på bænken nede ved Aldi, ved alterbordet og ved sofabordet i lejligheden på plejehjemmet, ved døbefonten og der, hvor den irriterede kollega og udygtige leder alligevel viste sig at være de klogeste.

For det har været jul. Gud blev menneske. Og derfor er Gud nu at finde i det menneskelige.

Derfor ligger kirken her midt i byen. I al sin særlighed midt i alt det almindelige. Og her mindes vil hele tiden om det: At det guddommelige er at finde i det menneskelige.

Når vores lidt ældre end 12årige ved konfirmationen forlader stolen, som står ud for bænken med forældre, bedsteforældre og søskende, alt det hjemlige og kendte. Og så går den unge op til alteret, knæler ned og bliver endnu engang kaldt for Guds søn eller datter. Hvorpå de, der lige er blevet kaldt guddommelige, går tilbage til deres plads – pladsen i verden, i familien, i samfundet.

Eller når vi står her ude på Kirkepladsen, og kisten er sat ind i rustvognen. Ordene har lige lydt, at vi og den døde komme af og bliver til jord, fordi det er jorden, vi skal opstå af. Vi er alle sammen lige blevet dømt til at være indbyggere i Himmeriget. Og så lyder der en ferieglad barnestemme henne fra Torvet: ”Mama, guck mal”, og en cyklist svinger om hjørnet på vej i banken. Vi opdager pludselig, hvor vi er, og det er helt almindelig hverdag.

Eller vi kører hjem fra kirken om søndagen. VI tjekker benzinprisen som sædvanligt, eller vi smutter omkring bageren efter det daglige rugbrød. Vi gør det helt almindelige, selv om vi lige har hørt og set og smagt, at vi er Guds børn og Kristi medarvinger. Vi tager hjem til Beddingen og Damtoften, Ringkøbing og Nazaret og ved samtidig, at det også er Vorherres sted.

Vi har fået ord at gemme og grunde over. Ord at tage frem og undres over, blive klogere af og tale sammen om, indtil vi bliver væk, og de andres verden ikke mere er vores, og tiden går videre uden os. Og Vorherre selv må tage ordet i munden og sige det til os igen på tredjedagen: Du er stadig, hvor du bør være, her hos mig, din far og din Gud. Amen.

Provst Margrethe Dahlerup Koch

Fjord Alle 13

DK-6950 Ringkøbing

E-mail: mdk(a)km.dk

The picture is from the public domain.