
I den nat, da han blev forrådt
Skærtorsdag 2021 | Matthæus 26, 17-30 | af Margrethe Dahlerup Koch |
Salmer: 180-202-456-467-179. Efter altergang 476
”I den nat, da han blev forrådt”. Sådan lyder det hver søn- og helligdag i nadverritualet. Ritualets ord er taget fra Paulus´ brev til korinterne, som er den ældste kilde, der fortæller om, hvad der skete den sidste aften, før Jesus blev slået ihjel. Evangelisternes mere udførlige beretninger kommer først til en lille generation eller to efter Paulus.
De første kristne har altså måttet nøjes med Paulus´ knappe ord – knappe som den mad, der serveres ved nadveren.
”I den nat, da han blev forrådt”. Hvilken nat? Og hvem gjorde det? Det har Paulus åbenbart ikke ment, vi behøvede at få at vide. Hvorfor? Fordi alle de ret nye kristne i den græske by Korinth vidste det? Vidste, at det var Skærtorsdag nat og Judas, der forrådte? Næppe. Den kristne børnelærdom eksisterede af gode grunde ikke endnu. Nej, Paulus har snarere brugt anonymiseringen til at sige, at det her, det handler ikke om en bestemt nat og et bestemt forræderi. Det handler om enhver nat og ethvert forræderi. Om det, vi ikke kan pege ud og komme på afstand af, fordi det er noget, vi er fælles om.
Natten er enhver nat. Vi kan ikke komme på tidslig afstand af den. For hver gang mennesker i den ene eller anden forstand befinder sig i mørket, er vi også i Jesu sidste nat. Og dermed også der, hvor han er og deler sig selv med os.
Og den, der forråder, er enhver. Hvis forræderen var navngivet, kunne vi komme på menneskelig afstand af ham. Men det undlader Paulus at gøre. Og dermed blev forræderen enhver.
Forræderen er enhver. Evangelisterne ved det egentlig også. Som vi lige har hørt det i Mattæus’ version, så forudsiger Jesus Skærtorsdag aften forræderiet. ”En af jer vil forråde mig”, siger han. ”Og”, står der, ”de begyndte én for én at spørge ham: ”Det er vel ikke mig, Herre?” Alle har de med andre ord forræderen i sig. Og de ved det. Ellers ville de jo ikke have spurgt. Og da Jesus udpeger forræderen, siger han, at ”det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig”, – men det har alle jo gjort – dyppet deres usyrede påskebrød ned i pestoen af bitre urter eller i lammeskyen i det fælles fad midt på bordet.
Markus gør det endnu mere tydeligt, når han i sit evangelium omtaler Judas, som ”Judas, en af de 12”. Judas er med andre ord ikke anderledes end de andre. Han skiller sig ikke ud. Han er ikke mere ond, mere luset eller mere farlig end de andre 11. Judas er en af de 12. En af de 12 forrædere.
De senere evangelister Lukas og Johannes får så mere og mere trang til at gøre Judas til Forræderen. Der er ikke grænser for, hvor mange dårlige egenskaber de efterhånden får udstyret Judas med – Johannes sætter trumf på ved at fortælle, at Judas var en tyv, som tog af kassen, ja, han var en ren djævel.
Historien om, hvordan fortællingen om forræderiet forandrer sig fra anonymiteten hos Paulus til evangelisternes og kirkens vildere og vildere læggen Judas for had, er historien om menneskers trang til at udstøde den, der viser, hvad alle indeholder. For kan vi udstøde den, der gør, hvad alle kunne have gjort, så kan vi også lægge skylden fra os og placerer den på ham, syndebukken, der bærer alverdens og vores skyld med sig ud i mørket. Sådan er Judas blevet til forræderen, den smålige, misundelige, opportunistiske usling, som vil gøre alt for at redde sig selv – om det så er at stikke en ven og ovenikøbet tage sig betalt for det.
Den afdøde, jødiske forfatter Amos Oz skrev som en af sine sidste romaner romanen Judas. I den giver Oz en anden tolkning af Judas. Hvad nu, hvis Judas handler, som han gør, fordi han som den eneste af disciplene Skærtorsdag har bevaret troen, og altså tror, at Jesus er Guds søn? Og derfor tror Judas fuldt og fast på, at når Jesus bliver taget til fange, så vil Jesus omsider vise, hvem han er. Åbenbarer sin guddommelige styrke. Stige ned fra korset og genoprette Riget. Judaskysset – er det ment som forræderi, eller er det kroningskysset, det kys, man giver sin konge, inden det store slag skal stå? Og er Judas’ store ulykke og grusomme tragedie, at han misforstår Jesus og kommer til at forråde den, han ville bekende sin tro på?
I hvert fald – da sandheden går op for Judas, og Jesus bliver taget til fange uden at gøre modstand, er Judas den eneste, der handler. De andre stikker af, men Judas vil som den eneste af de 12 ikke leve videre uden Jesus. Han opfylder det løfte, Peter gav Jesus men ikke holdt: ”Om du så skal dø, vil jeg dø sammen med dig”. Det er Peter, som siger det, men det er Judas, som gør det. Judas dør samme dag som Jesus. Langfredag hænger de to på hvert sit træ.
Judas. Han er mennesket. Han er enhver. Og han er den, der er knyttet på en særlig måde til Jesus. Hans navn er det samme som Jakobssønnen Juda. Ham, hvis stamme Mattæus i begyndelsen af sit evangelium omhyggeligt udreder, at Jesus via Josef tilhører. Jesus var af Judas stamme. Så tæt er de to forbundne. De er begge Judasønner. Offeret og ham, der bliver bødlernes redskab, er brødre.
Er det ikke også derfor, han bliver siddende ved det bord, Judas? Selv efter han er kommet til at røbe sig selv. Judas bliver siddende. Og han får brød og vin rakt, præcis som de andre. Med nøjagtig samme ord: Det er mit legeme, det er mit blod. Drik alle. Hvad enten Judas’ forræderi skyldes bevidst ondskabsfuldhed eller er en frygtelig misforståelse: Judas bliver også bespist af Jesus den nat. Jesus deler også sig selv med ham.
Og til sidst ser Jesus rundt på de spisende og giver løftet: ”Jeg skal ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige”. Sammen med jer! Jer. Det må også indbefatte Judas.
Og gør det ikke det, så har vi andre ikke noget at gøre ved det bord, som står dækket. Er Judas udelukket, er alle udelukket.
Men nu siges det til os: Spis, det gives for jer, drik alle. Det er ikke bare en invitation til hver enkelt. Det er en påmindelse om, at det fællesskab med Vorherre, vi sættes i ved nadveren, det fællesskab indbefatter også de andre – også hende eller ham, vi ikke var til alters med.
De første kristne samlede af samme grund brød og vin fra nadverbordet sammen og bar det ud til dem, der af den ene eller anden grund ikke havde været med til gudstjeneste. Det er sådan set begyndelsen til vores indsamlinger, hvad enten vi så lægger vores bidrag i kirkebøssen, betaler på nettet, eller vi på vej hjem fra kirke lige slår et sving inden om en af dem, der ikke kan komme hjemmefra.
Når børn kommer ind i kirkerummet, bliver de tit forundret over alterskranken. Hvorfor er den der? Skal præsten hegnes inden, eller er det, fordi de andre ikke må komme ind til alteret? Er det sådan en ”adgang-forbudt-anordning”? Det ser jo desværre sådan ud. Men det er det stik modsatte. Alterskranken skal ikke lukke af, men lukke op. Den skal udtrykke, at der er mere plads omkring alterbordet, end vi kan se. Vi fylder ikke alle pladserne omkring bordet ud. For alterbordet er et bord, hvor der er plads nok.
Der er en dyb pointe i, at vi i vores kirke ikke sidder i en lukket kreds hele vejen rundt om alterbordet. For når vi er til alters, sidder vi med ved et bord, hvis anden halvdel vi ikke kan se. Den står jo i evigheden. Alle dem, der var her før os, dem, vi savner, dem, vi ikke kender, og alle dem, vi ikke vil kendes ved – de sidder alle med ved bordet, hver gang vi går til alters.
Ved nadverbordet er pladsen ubegrænset, og serveringen hurtigt overstået. Vi behøver ikke så meget for at have fået det hele. Brødet og vinen. Jesu legeme og blod. Hans liv og hans styrke. Så vi bliver næret og får del i det, som Jesus er: Trofastheden, den stædige kærlighed, som holdt til alt – forræderi, dumhed, fejhed.
Så han i morgen kan dø, som vi skal dø. Og så vi hver eneste morgen og for al tid kan leve, som han lever.
Amen.
—
Provst Margrethe Dahlerup Koch
Fjord Alle 13
DK-6950 Ringkøbing
E-mail: mdk(a)km.dk