En bøn af Søren Kierkegaard
Langfredag | En bøn af Søren Kierkegaard[1] |
Mind, o Jesu, tit mit hjerte
Om din trængsel, kval og nød,
Mind mig om din sjælesmerte,
ja, du vor herre og frelser,
end ikke i denne henseende
turde vi fortrøste os til egen kraft,
som formåede vi ved os selv
dybt nok at fremkalde
eller stadigt at fastholde dette dit minde,
vi, der så langt hellere dvæler ved det glædelige
end ved det sørgelige,
vi, der alle begærer gode dage,
lykkelige tiders fred og tryghed,
vi, der så gerne ønsker at blive
i dybere forstand
uvidende om rædslerne,
at de ikke, som vi tåbeligt mener,
skulle gøre vort lykkelige liv
mørkt og alvorligt,
o, eller vort, som det synes os, ulykkelige liv,
dog alligevel for mørkt og alvorligt.
Derfor beder vi dig,
du, som dog er den
vi ville ihukomme,
vi beder dig,
at du selv vil minde os derom.
O, forunderlige sprog et menneske taler,
når han skal tale med dig;
det er jo som gjort ubrugeligt,
når det skal betegne
vort forhold til dig,
eller dit til os.
Er dette også en ihukommelse,
når den, der skal erindres,
selv må minde den erindrende!
Således taler, menneskeligt,
kun den ophøjede mægtige,
der har så meget og så vigtigt at tænke på,
han siger til den ringe:
Du må selv huske mig på,
at jeg erindrer dig.
Ak, og dette samme siger vi til dig,
du verdens frelser og forløser;
ak, og dette samme er,
når vi siger det til dig,
netop udtrykket for vor ringhed,
vor intethed i sammenligning med dig,
du, der hos Gud er ophøjet over alle himle:
Vi beder dig, at du selv vil minde os
om din lidelse og død,
minde os tit,
under vort arbejde,
i vor glæde og i vor sorg,
om den nat, du blev forrådt. da
Vi beder dig derom og vi takker dig,
når du minder os,
vi takker dig også således,
som nu de, der her er forsamlede i dag,
ved at gå op til dit alter,
for at forny samfundet med dig.
Christelige Taler, 1848, SKS 10,295.
[1] Fra Længslen er din gave. Søren Kierkegaards bønner, udg. af Joakim Garff, Povl Götke og Eberhard Harbsmeier, Kristeligt Dagblads Forlag 2018.