Påskedag 2021 | Markus 16,1-8 | af Poul Joachim Stender |

Påskens kampånd

Påsken er festen for Jesus’ opstandelse fra de døde. Men hvad skal vi med det under? Vi mangler i øjeblikket et vaccineunder, så vi igen kan leve frit med hinanden, feste, rejse, gå på museum, samles i vores kirke. Tidspunktet for, hvornår alle danskere er vaccineret, er udsat til 15. august. Datoen er hos katolikkerne og de ortodokse festen for jomfru Marias opløftelse til himlen, men kan godt blive en dato for alles menneskers opløftelse til et mere himmelsk liv. Gud har givet os mennesker evnen til på nogle områder at fungere som hans forlængede arm. Vi kan, med hans hjælp, få skabt nogle miniopstandelser. Men ind imellem misbruger vi vores gudsskabte gaver, når vi konstruerer frygtelige våben, der kan udslette menneskeheden, eller når vi etisk tillader, at børn helt ned til 10 år kan få juridisk kønsskifte. Hvor er det synd for vores afkom, at vi gør dem så smækhamrende forvirrede. Lad børn være børn! Hvis de senere i livet ønsker at skifte køn, så fint.  Men giv børn mulighed for også at tro på, at noget kan være givet på forhånd. For eksempel deres køn. For eksempel den kristendom, som er en del af Danmarks sjæl og som bygger på påskens budskab om Jesus’ opstandelse fra de døde. Men ligesom vi kan misbruge vores gudsskabte evner, kan vi også bruge vores talenter på en fantastisk måde. Og det er her miniopstandelserne kommer ind. Det er et påskemirakel, at forskerne på utrolig kort tid har skabt vacciner, der kan standse coronapandemien. Vi skal ikke udskamme dem, der ikke vil lade sig vaccinere. Men vaccination handler om at beskytte sine medmennesker mod sygdom. Det er ikke et spørgsmål om man føler man har lyst til at blive vaccineret. Det er en kristen pligt, fordi det handler om næstekærlighed. Og en ting er sikkert: Vaccinen ændrer ikke vores DNA. Bill Gates har ikke puttet mikrochips i den. Vaccinen er Guds nåde. Countrysangeren Dolly Parton synger: “Vaccine, vaccine, vaccine, vaccine, I’m begging of you please don’t hesitate.” Eller sagt på godt dansk. ”Vaccine, vaccine, vaccine., vaccine. Jeg beder jer. Tøv ikke med at bruge den. Og hvor har jeg lyst til at synge videre med Dolly Parton med ordene: ”Jesus, Jesus, Jesus, Jesus. Jeg beder jer. Tøv ikke med at bruge vores opstandne Frelser”. Hvor han er finder underne sted og nu og da igennem os mennesker.

Det vrimler med vidunderlige detaljer i påskeevangeliet, som kan give os mod til at leve vores liv i en svær tid. Jeg er imponeret af kvinderne, der går ud til Jesus’ grav påskemorgen. De ved, at han ligger i en klippehule, for hvis indgang der er rullet en kæmpe sten. De vil ud for at salve hans legeme med duftende olier. De har ingen mulighed for at komme ind til Jesus. Det er fysisk umuligt. Alligevel tager de afsted overbeviste om, at det vil lykkes for dem.  Det er denne kampånd fra den allerførste påske vi må have i os denne påskemorgen og det er denne kampånd, der vil hjælpe os med at nedkæmpe den frygtelige pandemi. Giv ikke op! Vi kan føle i øjeblikket, at det er helt umuligt at slippe af med coronavirusset. Så mange døde. Så mange alvorligt syge. Men kvinderne i påskeevangeliet er fantastiske forbilleder. De foretager sig helt praktiske ting på trods af deres enorme sorg. Finder krukker frem, hælder olier op, klæder sig på til en tur uden for Jerusalems mure etcetera. Og så tager de afsted. Helt sikre på at de på en eller anden måde kan komme ind til Jesus trods den store sten, der spærrer for gravens indgang.

Sådan skal vi også betragte det forår vi går i møde. Vi skal gøre nogle helt praktiske ting selv om coronaen ligger og spærrer for os som en kæmpe gravsten. Blandt andet skal vi lade os vaccinere, teste, spritte hænderne af, holde afstand. Guds søn skal nok hjælpe os, når vi har gjort det vi kunne med vores menneskelige formåen. For hvad var det, der skete for kvinderne, da de kom til graven? Der havde været et jordskælv. Stenen var væk. Jesus var opstået. Vi må stole på, at der billedligt talt også kommer et jordskælv for os. Måske er det vaccinen? Når Jesus kunne slå hul i døden og skaffe os frelse og evigt liv, kan han også slå hul i coronaen og flytte andre tunge sten i vores liv. Der er, som nævnt, mange vidunderlige detaljer i påskeevangeliet.  Der står også, at englen havde sat sig på den sten, som var rullet væk fra indgangen til Jesus grav. Det er ikke en ubetydelig detalje. Det kunne være at Jesus opstandelse kun drejede sig om Jesus. Han opstod fra de døde. Fantastisk. Men dermed slutter fortællingen ikke. Englen sidder på stenen for at fortælle os, at der fortsat er hul i døden for den der tror på Jesus Kristus. Stenen ruller ikke foran graven igen. Men ikke bare det. Der er også hul i vores elendighed. Vi er ikke spærret inde i en pandemi, i frygt, i modløshed, i død. Den åbning som Guds mægtige kræfter skabte den første påske, er der stadig, når vi mennesker henter mod til vores liv fra påskens budskab.  Eller sagt på en anden måde. Der er efter den første påske hul igennem til bedre tider både i dette liv og efter døden. Blandt påskeevangeliets mange vidunderlige detaljer er også englens ord, om at Jesus går forud for disciplene til Galilæa. Hvad er det der skal gå forud for os, der i gang med at fejre påsken i en tid der er voldsomt præget af en pandemi? Er det mismod, er det bekymringer, er det et sort livssyn, er det frygt for dagen i morgen? Nej, i påskens vidunderlig budskab går Jesus foran os og giver os mod og kræfter til at kæmpe for et bedre liv for andre og for os selv. Glædelig påske og Gud i vold. Amen

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk