„Løft Jeres hoveder, I porte, løfte Jer,
I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind“
(Sl. 24)

„Lad op din port så vid! Din Jesus kommer hid;
han agter dig at gæste, din salighed til bedste“.
Sang vi for lidt siden. (DDS 68:’Fryd dig du Kristi brud‘; ukendt forf.
16.årh.)
Og Jesus rider ind gennem porten til Jerusalem, hørte vi i evangeliet.

Vi tolker vort liv ved hjælp af billeder. Porten er billedet til
denne adventssøndag. Døren eller porten er billedet på
overgangen, på mellemtilstanden.

Vi kender portene eller dørene i vort eget liv.
Hjemstavnens dør. Døren på overgangen fra den hjemlige
til den fremmede verden.
Man står i døren og bliver fanget af erindringen om det,
der har været i hjemstavnen: tryghed, omsorg, kendthed. Dette at
der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved noget .Alt hviler
i sig selv. Væggene står hvor de står. Og menneskene
er som de plejer at være. Hvem ville ikke ved denne hjemstavnsdør
føle et stik i hjertet af smerte ved at træde over tærsklen
til det nye og ukendte.

Og så er der længslens dør. Kender I ikke billedet
af pigen ved vinduet. I ser hende bagfra. Hun står på tæer
og strækker hovedet og læner sig ud af vinduet. Og hvad ser
hun? Ja, vi som står bag ved hende, ser en blå himmel og en
del af en skibsmast. Et skib på vej forbi i kanalen nedenfor. Vi
ser ikke hele skibet, men kun en del af det. Nok til at give os selv den
fornemmelse pigen har: fornemmelse af udlængsel og udvé.

Hun har forlængst overskredet det kendte og hjemlige. Hun er derude
i den fremmede havn. I den anderledes og frie verden. Længslen er
pantet på, at løftet taler sandt: lykken er større
end du aner og drømmer om. Du skal få større ting
at se. Længslen er forlovet med løftet.
Løftet har længslen som drivkraft, og den bevarer sansen
for et andet syn på tilværelsen. Der vil altid være
en skibsmast bag vinduet og en blå himmel.

Og så var der kvinden, der satte en stenport. Skæbneporten
En stenstøtte over sig selv. Fordi hun ikke turde forlade. Forlade
sin fortid, sin historie. Sin skyld og skam. Porten over Lots hustru.
Hende der kiggede tilbage over skulderen for at se på, hun havde
forladt. Hun kunne ikke overholde budet om ikke at se sig tilbage. Hun
var ikke i stand til at give slip på fortiden. Kredsede om det,
der var, og evnede ikke at rette sit blik på noget andet nyt. Hendes
port står som porten over det forstenede menneske – det menneske
som er låst fast af skæbnens tyngde. Ude af stand til at overskride
det baghold, som livet har fanget hende i. Fængslets port.

Og så er der kærlighedens port. Det er den port, som jeg
danner sammen med det andet menneske. To mennesker over for hinanden i
undren og hengivelse, given og tagen. I porten rækkes der ud efter
hinanden og gives tilbage. I nærhed, der får livet til at
strømme.

Og endelig er der dødens port. Porten ind til det sted, hvor livsrejsen
holder op. I en sønderjysk by har de den skik, at når kisten
bæres ind på kirkegården for at komme til kirkens begravelse,
da standser man i kirkeporten og lader kisten hvile i portåbningen
på overgangen fra de levendes til de dødes sted. På
tærsklen fra menneskenes verden til gravhaven lader man evighedens
fred sænke sig over den døde. Den døde er nu kun hos
Gud.

Vi rejser porte i vort liv. Store og små porte. Smalle og brede
porte. Konge- og dronningeporte. Drømmeporte. Fængselsporte.
Kærlighedsporte. Dødsporte. Vi er i en konstant bevægelse
fra en tilstand til en anden. Fra den eksistentielle situation til den
anden. Fra liv til liv.

Ser man til religionshistorien, vil man se, at porten er et alment brugt
billede i næsten alle religioner. Symboliserende den grundlæggende
tanke om den menneskelige eksistens: mennesket er et ufærdigt og
åbent væsen. Det fødes gang på gang, nemlig åndeligt.
Mennesket er i langt de fleste religioner skildret som et væsen,
der er undervejs. Fra en ufuldkommen til en fuldkommen tilstand.

Kristendommen deler den elementære tanke i denne religiøse
livsopfattelse. Og føjer så til: Den ældgamle porte
får med Kristus en ny betydning. Den vigtigste er indeholdt i dagens
evangelium. Om Jesu indtog i Jerusalem. Om Jesus der på et æsel
rider igennem een af portene til Jerusalem.

Jesus iscenesætter et æselridt gennem en port. Porten er
det hellige sted. Og i porten mødes den hellige – Guds søn
– med menneskene. Gud på æselryg gennem porten. Til mennesker
i øjenhøjde. Hvor porten før Jesus var en port for
den ophøjede konge, der skulle tilbedes i ærefrygtens begær
og i frastandens afstand, da kan vi nu møde Gud ansigt til ansigt.
I kærligheds nærvær og nærheds tilstedeværelse:
hvor du er, der er jeg også. Og hvor du er, er jeg hos dig med mig
selv: du taler, og jeg hører og svarer. Jeg taler og du hører
og svarer. Det er forholdet mellem Gud og mig efter det optog.

Den dag, Jesus red gennem porten i Jerusalem, forvandlede arkitekturens
indhold sig ikke på grund af en ombygning, men på grund af
en person: frygtens port blev til kærlighedens port.

Mødet mellem Gud og mig i nådens eller barmhjertighedens
port er nu derefter: det handler ikke længere om, at Gud er den
ophøjede og jeg den ydmyge. Vi er kommet i øjenhøjde.
Kristushøjde Det handler ikke længere om, at den anden har
magt og jeg har ingen. Vi har begge magt – magt til at give og modtage.

Advent betyder komme. Der er bevægelse. Uafladeligt. Uafslutteligt
mellem Gud og mig, Mellem mig og min næste. Komme i kærlighed
er udleverethed til hinanden – at hengive sig i åbenhed uden forbehold.
Høre på Gud og på Næsten. Lytte intenst og svare.
Se det andet ansigt og aflæse dets sprog. Uforbeholdent. Uden at
være bange eller fejg.

Hvad så med vore egne porte, som vi sætter. Forsvinder der
hermed efter Kristi komme?
Nej. Der er stadigvæk hjemstavnens port, længslens port, skammen
og skyldens port, kærlighedens og dødens port. De står
også efter at du har forladt kirkeporten idag.

Men advent betyder altså komme – bevægelse. Han komme til
dig, Kristus. Og du kan komme til Ham. Han er der sagtmodig ved hver port,
om du vil komme og give møde.
Skriger du af længsel og udvé: han taler sagte til dig, så
du ikke bedrages. Han taler løfterige ord til dig.
Plages du af skylden og skammens tyngde, han ser dig som mere end skyldig
og skamfuld. Ser dig som var det første gang han så dig,
hvor du kiggede ligefremt, uden at slå øjnene ned.
I kærlighedens port mellem dig og din Næste mærker du
ham slet ikke, for da er det som det skal være.
Og ved dødens port kan du være sikker på hans tilstedeværelse.
Hans egen far og vor far tog selv stenen fra dødens dør.
Påskens budskab om stenen, der var væltet fra indgangen til
dødens grav, er pantet på, at vi sidder her idag og holder
adventsfest og kan synge:

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Amen

Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-2800 Lyngby
email: j.demant@wanadoo.dk