8. søndag efter Trinitatis | 10. August 2003 | Matthæus 5,13–16 | Hanne Sander |

I Gedächtniskirche i Berlin – den kirke, hvor man
efter 2.verdenskrig lod en del af den sønderskudte kirke blive
stående og byggede en ny kirke ved siden af – er alterpartiet og
udsmykningen meget markant. Da vi besøgte kirken i ferien tænkte
jeg på, hvor illustrerende alterpartiet er i forhold til Matthæusteksten
og de tanker, der kan afledes af den. Det med Gedächtnis/ihukommelse
handler jo ikke alene om kirkeruinen, der er med til at holde erindringen
om krigen i live.

Over alterbordet er der en mægtig Kristusfigur, der sammenholder
billedet fra nadverritualet af den „korsfæstede og opstandne
Frelser, vor Herre, Jesus Kristus.” Der er efter min mening mere
opstandelse og himmelfart end der er korsfæstelse i fremstillingen,
så det bliver tydeligt, at ihukommelse betyder ikke alene erindring,
men også afsæt til nyt liv.

På selve alterbordet er der en række kraftige, høje
lys – og da jeg begyndte at tælle dem, gættede jeg
hurtigt, at der måtte være tolv lys. Og sådan er det.

Der er et lys for hver af de tolv apostle, og det var jo til dem, at
det første gang blev sagt: ”I er verdens lys. En by, der
ligger på et bjerg kan ikke skjules. Man tænder heller ikke
et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det
lyser for alle i huset.”

Det lyder så uendeligt selvfølgeligt – og alligevel så overraskende.
Havde Jesus bare sagt: prøv på at være verdens lys/jordens
salt eller det må I se at blive – havde det måske været
lettere at have med at gøre – for så kunne vores stræbsomhed
få en plads. Men teksten handler åbenbart ikke om stræbsomhed.
Det er tilsyneladende ikke afhængigt af, at vi tager os vældig
meget sammen, at vi er lys i verden og salt i jorden.

Det er nok nærmest omvendt, sådan som vi kan høre
det i mange af kaldelsesberetningerne i Gammel Testamente. I fortællingen
om Moses, der bliver udset til at være den, der skal føre
israelitterne ud af Ægypten – og i flere tilfælde hvor der
fortælles om kaldelse af en profet – er der en undslåen sig:
så med ungdom, så med alderdom, så med manglende lederevner
eller bare i al almindelighed: det må andre kunne gøre bedre
end mig.

Hver gang opstår der en vis utålmodighed fra Guds side,
fordi det aldrig havde været tanken, at Moses eller profeterne
skulle skulle gå alene. Gud vil gå med dem. Han er bag dem,
som den, der sender, og han er foran dem, som den, der viser vej.
På samme måde forstår jeg også teksten her. Når
det siges til de første disciple og til alle senere: I er verdens
lys/jordens salt – så er det heller ikke for at sige, at I er så og
så gode, men for at sige, at der er en bestemmelse med vores liv,
for det er der med alle skabningers.

Vi kan prøve at tænke på skabelsesberetningens billeder:
Hvælvingen skal skille vandene, vandet skal samle sig, så jorden
kan komme til syne, planter skal sætte frø, træer
skal bære frugt, sol og måne skal angive døgnets og årets
rytme, fiskene skal opfylde vandene – og fuglene skal blive talrige på jorden.
Der eren bestemmelse med alting, og menneskets bestemmelse er at tage
vare på det medskabte og at være medarbejdere på skaberværket.

Og først der, hvor mennesket er menneske efter dets bestemmelse
og væsen som træet er træ efter sit væsen, bliver
Gud tydelig i verden, som ophav og oprindelse, som den, der er altings
grund.

Det er på baggrund af sådan en forståelse, at jeg
hører Jesus sige: I er verdens lys/jordens salt. Det er vores
bestemmelse: at være lys i verden som reflekser af Guds lys.

De tolv lys på alteret minder os rigtignok først og fremmest
om de tolv første disciple, men hver for sig gætter jeg
på, at vi har mennesker,der blev salt og lys i vores liv – som
med deres liv gjorde, at tilværelsen blev rigere og dybere, og
som gjorde os taknemmelige deres liv og for vores eget liv.

Endelig så foregriber teksten også en virkelighed,der endnu
kun er levende i håb og i tro, men hvor Gud har tanker med os,
der rækker ud over vores død.

Det kan kun udfoldes i billeder og visioner, sådan som profeten
Esajas gjorde det, når han havde syner om Jerusalems kommende herlighed: ”Herrens
bjerg skal knejse over alle højene og derfra skal han vise os
sine veje og vi vil gå på hans stier….

Hans folk skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd
om til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod
folk og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs hus, kom lad
os vandre i Herrens lys.” (Jes.2,3a + 4b-5)

Gedächtniskirche står her med rette, så vi bliver holdt
fast på vores ansvar overfor ofre for alt menneskeligt mørke
i verden,men mørket og skyggerne skal modsiges og overvindes af
det liv og det lys som Gud har har vist os i Kristus og tændt i
os. Amen.

Pfarrerin Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk