Der er ikke noget værre end at møde en lukket dør,
dér hvor man gerne ville ind. Slet ikke en kirkedør.

Den åbne dør er billedet på gudsriget, dér
hvor alle er velkomne.

”Døren står altid åben”, siger man om det hjem, hvor
man altid bliver taget imod og mødt med hjertevarme nårsomhelst
og i hvilken som helst tilstand: om man er glad, ked af det eller bange.

Vores forestilling om gudsriget er den åbne dør.
Gudsriget
er vel dér, hvor man ikke kan komme for sent, den altid åbne
dør.
Og gudsriget er dér hvor man kommer i den (til)stand
man nu end er i.
Den til enhver tid åbne dør er nemlig billedet på nåde
og barmhjertighed.

En mand fra sognet gav mig forleden et billede, han havde taget på en
tur i Tyskland. Han var stødt på et skilt ved indgangen
til en tysk kirke med denne ordlyd: (”Die Tür unserer Kirche steht
für Sie offen. Sie lädt Sie ein, die Schwelle zu überschreiten
und einzutreten. Alles darf mit hinein: Ihre Fröhlichkeit und Ihre
Traurigkeit, Ihre Hoffnungen und Ihre Ängste, Ihre Erinnerungen
und Ihre Träume. Sie sind eingeladen, die Tür zu durchschreiten.”)

Der står oversat: ”Vores kirkes dør står åben
for Dem. Den indbyder Dem til at overskride tærsklen og træde
indenfor. Alt må tages med ind: Deres glæder og sorger, Deres
håb og Deres angst, Deres erindring og Deres drømme. De
er indbudt til at gå gennem døren.”

Det er en fin tekst, som beskriver den indbydelse, der ligger i at komme
i kirke og til gudstjeneste. Det er som at træde ind i gudsriget.

Derfor er lignelsen om de ti brudejomfruer, som hører til 2.
søndag i advent, desto sværere at forstå.

Ti brudejomfruer, fem tåbelige og fem kloge, går brudgommen
imøde med deres olielamper – sådan som det var skik ved
bryllup på Jesu tid.

Brudgommen lader vente på sig.
Pigerne falder i søvn.
Da de vågner er der ikke mere olie
i lamperne.

De kloge har ekstra forsyning med, men de vil ikke dele med de tåbelige,
som ikke har forudset denne situation, og de må gå til købmanden
og købe mere olie.

Da de kommer tilbage er brudgommen kommet. Døren er lukket. ”Herre,
luk os ind!” beder de. Men han svarer: ”Jeg kender jer ikke”.

Domsaspektet er en vigtig del af adventstidens prædiketemaer.
Men hvordan dommen forholder sig til Guds barmhjertighed er et stort
spørgsmål.

Hvordan den lukkede dør forholder sig til den åbne er et
spørgsmål om Kristustro.

I Betlehem mødte Herren en lukket dør, da de bankede på i
herberget, så jomfru Maria kunne komme indenfor i varmen og føde
barnet.

I Jerusalem gik den opstandne Kristus gennem lukkede dør for
at komme ind til sine disciple og lyse Guds fred over dem.

Er udgangspunktet en lukket dør, fortæller evangeliet om
Ham, der kan bryde gennem denne lukkede dør.

Evangeliet fortæller om ham, der kan trodse lukkede døre,
trodse afvisning og vantro og menneskelig lukkethed.

Og evangeliet fortæller at det kan ske, igen og igen. At Ordet
om ham har den kraft til at åbne døre og hjerter og tage
bolig i os. Og at det sker. Kan ske. Her og nu ved gudstjenesten eller
i morgen. Ingen kender dagen eller timen.

Med dette håb for øje skal vi henleve adventstiden – som
var vi brudejomfruer, der venter på brudgommen.

En lektie i at leve i tiden med evigheden for øje.
Advent betyder
at vente – eller snarere at forvente .

Hvis vores venten på gudsriget, på at den lukkede dør åbnes
for os, ikke bare er en venten, men en forventning til gudsriget,
med alt hvad det bringer med sig af glæde og fest, så må man
forvente, at vi netop glæder os til det, og derfor bereder
os på det, der skal ske, gør os klar, så vi kan slå til
og være på pletten – når det sker, at døren åbnes.

Har vi derimod ikke de store forventninger til det, der skal ske, så er
vi som de tåbelige brudejomfurer, der ikke har garderet sig og
tænkt sig om. De har ikke indset, hvilken unik lejlighed det er
for dem at komme med til fest.

Der viser sig vel en lejlighed igen. Jeg mener bryllupper holdes der
nok af, så mange at brudefolk nu om dage ofte oplever, at herberget
er fuldt af andre bryllupsgæster den dag, de lige havde udset sig
til at holde fest.

For virkelig at understrege det helt unikke ved den fest, som gudsriget
indbyder til, er det ikke nok at sige, at det er en fest som alle andre – og
at gudsriget er en åben dør, som vi kender den fra de åbne
hjem, som vi måske har været så heldige på et
eller andet tidspunkt igennem vores opvækst at have nydt godt af.

Gudsriget er ikke bare en åben dør.
Det er en dør,
der bliver åbnet for én.
Der er én, der åbner
den – for dig .
Så personligt skal vi forstå det. Både hvad angår
døråbneren og os selv.
Derfor er det et vigtigt anliggende.
Det er ikke bare en tilfældig åben dør, der er en
mulighed blandt andre åbne døre.
Det er en dør, som én åbner for dig, til dit bedste,
for din skyld. Fordi værten vil, at netop du skal med til festen.
Det
kan ske nårsomhelst, at denne dør åbnes – og
i hvilken tilstand du er i. ”Våg derfor, for I kender hverken dagen
eller timen”, som det hedder.

Det er domsaspektet her i adventstiden.
Du kan komme for sent.
Du kan sove i timen. Du kan
være så tåbelig,
at du aldrig vil kunne tilgive dig selv bagefter.
Du kan lukke dig selv ude.
Du har et ansvar, som ingen kan bære
for dig. Som du ikke kan dele med andre.
Der er nogle beslutninger i livet,
som ingen kan tage for dig.
Hvad venter du på?
Våg og bed. Stå op fra de døde – få øre
at høre med og øjne at se med.
Glæd dig over, mens du er på din vej, at der er en der kommer
dig imøde.

Glæd dig over, at der findes et menneske, som kunne dele sit liv
med os andre. Til forskel fra de såkaldt kloge brudejomfruer.

Han åbnede døren til livet for os ved at lukke døren
for døden, så det ikke er den, vi går imøde,
når vi bevæger os ud i natten, og vintermørket bliver
tættere og tættere omkring os.

Han kommer os imøde som det lys, vi ikke selv kan holde tændt,
som det lys, der lyser for os, når vores eget brænder ud.

Med det håb skal vi leve med dommen og altings definitivitet.
Vi
kan lukke os selv ude i vores tåbelighed og mangel på tro.
Vi
kan slukke lyset i andre.
Vi kan komme for sent. Og når vi står der og banker på,
fortæller lignelsen, at han siger: Jeg kender jer ikke.

Gid at den opstandne må genkende sig selv i os – her i frygten
for den dom – og trodse de lukkede døre og gå ind til os
og lyse sin fred, så vi kan få tændt det lys i os,
som vi kan bære med ud af kirkedøren og som kan lyse for
os i al den tid, vi må vente til brudgommen kommer – om det så tager
en evighed.

Amen.

Sognepræst Eva Tøjner Götke
Platanvej 10
DK-5230 Odense M
Tel.: ++ 45 – 66 12 56 78
email: etg@km.dk