Alle helgens dag | 02.11.25 | Åbenbaring 7, 1-12; Matthæus 5, 1-12 | Af Margrethe Dahlerup Koch

Salmer:

754 – 83 – 571 – 321 – 736, 4-5// 121

Gud gør alting nyt

Der er så mange navne til Alle helgen. Ikke bare de 12 stamfædres navne, vi lige hørte remset op i læsningen fra alteret – Juda, Ruben, Gad osv. Og heller ikke kun de navne, der bliver læst op om lidt, – navnene på dem her fra sognet, som er døde siden sidste Alle helgen. Men også navnene på alle de mange andre, vi hver for sig både savner og husker og glæder os over at have haft i vores liv. Dem, der lærte os at cykle, at spise stærk ost og at regne med brøker. Dem, vi elskede og blev voksne og gamle sammen med. Dem, vi var forældre til og børn af og venner med. Og dem, der lærte os at give op og give slip. De besværlige og bøvlede, som lærte os, at der er grænser for, hvad et menneske skal kunne og skal bære. Dem, husker vi også i dag. Dem, vi kom til at skændes med, og dem vi ikke kunne hjælpe. De hører også med i vores liv, og de lærte os måske det vigtigste: At der er kræfter, kun Gud har, og som kun Gud kan give. Der er sløjfer, vi ikke kan binde pænt og smukt til sidst, og der er uløste konflikter, som vi må lægge i Guds kloge, bomstærke hænder, for vi hverken nåede eller formåede at gøre noget ved dem.

Og sådan sidder vi her med alle de forskellige navne, vi husker. Så forskellige liv, og så forskellige døde. Så forskellige erfaringer og minder. Vi sidder her med hver vores. Men vi sidder her sammen. Ikke alene. Vi sidder her sammen for at mindes og huske. Ja, men især for at høre og synge og tro, at vi huskes. Af Gud.

Alle helgens dag lyser midt i novembermørket med sin besked om, at vi aldrig er i verden uden Gud. Vi huskes. Af Gud. Også når mismodet har lagt sig som en tung, mørk hånd over alting. Også når kroppen og sindet er besat af frygten for, hvordan man skal komme igennem natten og mørket og dagen i morgen.

Det er ikke sikkert, vi selv har erfaret eller kan tro på Guds nærvær i de situationer. Så derfor bliver vi nødt til at lytte til andre, som fortæller os det.

Som f.eks. den gamle Johannes gør det. De vældige syner, som vi hørte i læsningen fra alteret, med engle og skarerne af hvidklædte – det er bare en lille del af Johannes´ store drøm og prædiken, som han holder engang mellem år 90 og 100. Traditionen fortæller, at han sidder, den ældgamle mand, på øen Patmos ud for det nuværende Tyrkiets kyst. Der er han blevet forvist til fra Efesus, sammen med alle de andre kristne fra byen. For kejseren i Rom tåler ikke de kristne mere. Han har fået storhedsvanvid. Han vil tilbedes og tiltales som Gud. Og det nægter de kristne. Derfor er de nu blevet forvist til Patmos – og dermed dødsdømt. For på Patmos er der arbejdslejre af den slags, som diktatorer også siden i verdenshistorien har brugt og stadig bruger: Arbejdslejre, hvis eneste formål er, at folk skal arbejde sig til døde.

Der sidder Johannes nu sammen med alle de andre, som kun har lidelse og død at se frem til. Og glemslen. Den glemsel, som er kejserens formål med det hele. Glemslen skal æde både fangerne og deres tro op. Og netop dér – med udsigt til udslettelsen – får Johannes en søndag noget andet at se. Johannes’  åbenbaring – hans store syner. De mærkelige og vilde syner, hvis inderste mening er: ”Gud husker”. Det er kejserens projekt, som er dødsdømt, – ikke jer – prædiker Johannes. I er ikke overladt til glemslen, men til Gud.

Den Gud, som Johannes til allersidst i sit syn hører sige: ”Se, jeg gør alting nyt”.

”Alting bliver nyt”. Det er det, der er så svært og kan være så tungt, når man har mistet. Det er jo det, sorgen er en sorg over: At intet mere er, som det var, og at det heller aldrig mere bliver det. Det hele er nyt. Og apropos navne: Selv et nyt navn har man fået. Man er blevet en enke, en enkemand eller en af de efterladte. Og det navn man havde, er der nu ingen til at kalde en. Der er ikke mere nogen, som kalder en sin ægtefælle, sit barn, sin mor, sin elskede.

Man har fået nye, vigtige dokumenter: Skifteretsattest, gravstedsbrev. Man skal vel på et eller andet tidspunkt overveje et nyt dørskilt. Eller man har oplevet at blive ”generationsskiftet”. Før var man nogens voksne barn eller søskendebarn. Nu er man blevet familiens ældste generation.

Det hele er nyt. Intet er mere ved det gamle. Det er derfor, det er noget ævl at bilde folk, der sørger, ind, at de skal komme videre. Det er jo det, man er, når man sørger: Man er kommet videre, man er kommet et helt nyt sted hen, hvor man ikke har været før. Det er alle de andre, som ikke er kommet videre, og som stadig tror, at verden er som før. Og det ville være rart, hvis de indså det, og respekterede, hvor hårdt det kan være at være i alt det nye, og måske turde gå lidt med ind i det og være sammen med den sørgende i det nye i stedet for.

Det er det, Vorherre gør. ”Se, jeg gør alting nyt”, siger han i Johannes’ store drømmesyn. Gud gør alting nyt. Det er Alle helgens dags svar til os, når vi synes, at det bedste er det, vi har mistet; at glæder er noget, vi har oplevet, og at livet er det, der ligger bag os. Nej, lover Gud os. Det bedste, den største glæde, den har I stadig til gode.

Det er Gud, der gør alting nyt. Trøsten, glæden, de nye syn og opgaver skal vi ikke selv stampe op af jorden og tvinge frem. Vi har lov til at være kede af det – også længere tid og på andre måder end andre måske synes, det er passende. Vi kan give sorgen plads i livet i forvisningen om, at Gud nok skal holde ud at høre på alt det, andre bliver trætte af eller forskrækkede over at høre på. Vi kan sørge i forvisningen om, at Gud vil tørre hver tåre, når vi har grædt den tid, der skal grædes. Og vi kan sørge i forvisningen om, at den plads, sorgen har fået, engang skal overtages af glæden.

Det var det håb, Johannes på Patmos forkyndte for de dødsdømte. Og det er det samme trodsige håb, som får os til sætter lys og blomster på grave midt i novembers mørke og kulde.

For 50 år siden fandt og udgravede man i Vedbæk nogle grave fra jægerstenalderen. I en af gravene fandt man en ung kvinde, der er blevet begravet med sit lille, for tidligt fødte barn. Barnet er blevet lagt på en svanevinge. For 7000 år siden har man udvist omsorg for et alt for lille, dødt spædbarn. Man har sørget over den spæde dreng, ser det ud til. Kan man tolke svanevingen som et vidnesbyrd om, at man også har håbet for sine døde? Håbet, at de var husket, håbet, at det var de levende, der for en tid var efterladte, mens de døde var på vej et nyt sted hen? På håbets svanevinge?

Vi ved ikke, hvad de har tænkt dengang for 7000 år siden. Men vi ved, at 5000 år efter den lille døde dreng blev lagt på svanevingen, fødtes en dreng i Betlehem, som brugte hele sit liv på at sige og vise og leve, at det håb om, at Gud husker ethvert menneske, fordi Guds kærlighed aldrig hører op, at det håb er sandt. Han, Jesus, levede hele sit liv med det håb. Og han gav det håbefulde liv videre og gav det væk, til der ikke var mere at give, og han døde. Men hans liv forsvandt ikke. Han opstod. Og nu er hans liv, det håbefulde liv, som døden ikke kunne slå ihjel, nu er det liv her hos os, som det er blevet givet til.

Derfor kan vi sidde her, med hver vores nye og gamle navne og døde; med hver vores erfaringer og tanker. Og vi sidder her sammen. Vi synger og hører og tror sammen, at vi huskes af Gud, som kommer til os og alle vores døde.

For at gøre alting nyt og fyldt af glæde. Amen.

—

Provst Margrethe Dahlerup Koch

DK 6950 Ringkøbing

Email: mdk(at)km.dk