Her juledag vågner vi en smule groggy op – naturligvis på den
fede måde, som man siger – men alligevel: groggy. Og næppe
har vi slået øjnene op før vi får dagens overskrifter
lige i hovedet: i begyndelsen var ordet. Okay, tænker vi – fair
nok. God pointe, men hvad betyder det egentlig? Vi skulle jo egentlig
sidde og vegetere og læse Set & Sket og Året i billeder.Men nu får vi i stedet denne Johannes med al hans snak om ord.
I går, derimod, fik vi julen i billeder. Vi så nogle billeder,
der viste, at Guds søn kom til verden: med krybbe og det hele.
Julefortællingen som vi kender den er som at se et lysbillede-show
og genkalde sig stemningen: duften, atmosfæren fra dengang. Ja,
hele julen, og ikke bare julefortællingen er som at bevæge
sig ind i et kendt univers, som genopstår til lejligheden, og som
måske hensætter os i nostalgi.

Anderledes med Johannes. Han kan ikke dvæle ved fortiden og det
er der flere grunde til: for det første frygter han, at det med
Jesus skal blive gamle nyheder; ja det var det måske allerede ved
at blive, da han skrev sit evangelium. Det var blevet fortid, noget,
man kan vende tilbage til. Men ikke længere en nyhed. For det andet,
så er Johannes meget optaget af, hvordan det der med Jesus mon
går i spænd med den kultur, han selv levede i og var en del
af. Hos Johannes kan vi altså ikke flygte ind i et eventyrligt
univers med engle og hyrder og det hele; nej vi skal ikke ind i universet,
vi skal ud af det der lukkede univers: krybbeuniverset, Tolkien-universet
og Harry Potter universet – ikke fordi der er noget som helst galt med
disse eventyrlige universer og myter; men hvad betyder det, når
virkeligheden og hverdagen melder sig? Var det en flugt – et øjebliks
nærvær og varme, men ellers intet? Næppe. Noget afgørende
er på spil, men hvad betyder det? Det er Johannes tvunget til at
finde ud af. Og det er måske derfor, hans evangelium bliver det
længste af alle fire evangelier: ord, ord og ord. Jeg hørte
engang en ekspert, der over-introducerede et musikstykke og derfor smadrede
det noget så eftertrykkeligt – oplevelsen stod ikke til at redde.
Ligesom når man tvinger en forfatter til at fortælle en masse
om, hvad meningen er med den bog, han har skrevet.

Man kan selvfølgelig altid spørge, om Johannes gør
det samme. Jeg tror dog ikke, man behøver at føle sig tvunget
til at vælge mellem barnet i krybben og Johannes‘ ORD. Pointen
er netop, at det er to sider af samme sag. Så ord skal der til
for Johannes – og derfor udmeldingen fra første linje: I begyndelsen
var ORDET. Hvad ellers? vil Johannes sige. Johannes vil ikke nøjes
med at vise lysbilleder – han vil forstå. Lad os prøve at
følge ham: Ordet betyder for Johannes Guds evige visdom
og kraft. Og når det lille barn, der bliver født julenat
er identisk med det ord, så betyder det, at det lille barn er gud.
Det var ikke alene en provokation at sige sådan i Johannes‘ samtid
– det var nærmest en latterlighed. Gud, forstået som den
majestætiske og altets verdenshersker kunne ikke være et
menneske, og så samtidig bevare sin troværdighed. Og sådan
vil vi vel også sige i dag: skal man partout have en gud,
så skal han altså have skæg og gammel og sidde oppe
i skyen.

Men det mærkelige er, at de billeder, vi ser juleaften – det eventyr,
som vi så gerne ser og genser, det har intet med gud som en gammel
bedstefar at gøre. Og dét er meget underligt. Men denne
underlige oplevelse – juleoplevelsen – er ikke mere end en anelse om,
at noget hér kan lade sige gøre, som kun kan lade sig gøre
på film eller i teatret – som en oplevelse, som event ligefrem.
Kun i det øjeblik, hvor barnets fødsel og englenes jublen
genkaldes, kun dér aner vi juleglæden – som en glæde,
der ikke kan fastholdes og som vi knap nok kan sætte ord på.

Men Johannes sætter ord på: Helt præcist siger han
altså, at det evige ord blev kød og tog bolig i blandt os.
Johannes vil dermed udfylde kløften mellem myte og virkelighed,
så det med Jesus ikke bliver stående som en myte, vi kan
bevæge os ind i, som i et kuriøst landskab, og dér
trøste os og lune os for en tid, inden vi igen må gå ud
i den kølige og hårde hverdag. Ja, Johannes viser lige præcis,
hvad der må være konsekvensen af julen: For det
glædelige budskab er jo, at Gud kommer til os i tiden og rummet – dér
hvor vor hytte er lav, og hvor der kun er armod, som Grundtvig digter.
Altså er det det paradoksale sammenstød mellem det evige
og det timelige, det handler om for Johannes. Han vil undgå, at
Julens budskab ender som en skueret på julefrokost-bordet, eller
som en ret, som man kun nyder den ene gang om året.

Det ville være fatalt, for der er tale om, at timeligheden, dvs.
vores liv i alle dens afskygninger erklæres for autentisk
af den store giver. Julen er derfor en fest for hverdagen – og det er
jo også netop paradoksalt at tale om hverdagens fest.

Det er derfor Johannes må opfinde et sprog – eller måske
snarere en maskine, der kan forarbejde julens budskab. Johannes-prologen
er en sådan maskine. Den spytter i ét væk paradokser
ud, og den er programmeret til at være selvkørende. Det
kan være lidt svært at forstå, hvad Johannes mere konkret
mener, men det er måske netop pointen. Vi vil nemlig gerne opløse
paradokser: vi vil gerne underlægge os verden, hinanden og vores
egen bevidsthed. Vi vil gerne kende spillereglerne og udstikke kriterier
for, hvad der kan kaldes autentisk og normalt. Men netop paradoksets
sprog vil fastholde det, der åbenbarer sig for os – som vi ikke
besidder eller kan bemægtige os.

Digteren Søren Ulrik Thomsen stiller skarpt på det sprog
i digtet ‚Lissabon‘ (Nye digte, s. 34), der lyder:

Er jeg rejst for at møde Mennesket – eller en gud?
For at møde
Gud og et menneske.
Men det kan jeg ikke diskutere med dig,
elegante gamle herre på cafeen,
hvor jeg drikker min mælkethe
hen under aften.
For jeg kommer fra et land,
hvor man lytter til vinterens stive storm
og til orkanen bag sin tinding.
Og jeg taler et sprog,
hvor gud betyder menneske og menneske gud.
Og på dette sprog er
digtet skrevet:
Med det må det stå og falde.

Det sprog, der tales, har altså sin helt egen rationalitet, sin
helt egen logik. Det er beskyttet mod vores egne forventninger og forestillinger.
Det står og falder ikke med vores tilslutning eller afvisning.
Men hvorfor er det så vigtigt med denne særlige logik? Det
er det, fordi vi dermed forhindres i at bemægtige os budskabet
og gøre det til noget andet, end det selv hævder at være.

Men begynder vi så til gengæld at fylde vores liv på den
maskine – dvs. at se vores hele liv i lyset af det paradoks, så sker
der ting og sager: for lige så lidt, evighedens komme i kød
står og falder med vores tilslutning, lige så meget har det
at gøre med det liv, der er vores: for når gud beslutter
sig for at være her, så velsignes det liv, der er vores – også dér,
hvor vi ikke synes, det lykkes – ja, det er netop det tvetydige liv,
der med sikkerhed ikke altid lykkes, der velsignes. Vores forestilling
om, hvad det vil sige at være et helstøbt menneske, at være
hel, begrænser sig til som oftest til en forestilling om et liv,
der lykkes. Men nu hævdes det, at det tvetydige hører med
til helheden; at der til det at være et helt menneske hører
en erfaring af at være aldeles u-harmonisk.

Når det giver mening at tale om Johannes-prologen som en maskine;
at benytte et koldt og ufølsomt sprog om en tekst, der også rummer
en ufatteligt poetisk kraft, så hænger det sammen med, at
evangeliet ikke kan reduceres til vores følelser og tanker om
livet – tværtimod er alle disse tanker og følelser omfattet
af budskabet om, at gud har besøgt alle, der sidder i lave hytter.

Vi synes måske, det var elskværdigt gjort af den gamle – men
så misforstår vi hele pointen: nemlig, at VI dermed er blevet
elskværdige. En højst uventet status, som vi passende kan
minde hinanden om.

Johannes er ikke i tvivl: det var ikke bare en and, det med barnet i
krybben. Og det er det, han råber ud som alle tiders kiosk-basker
her juledag.

Glædelig jul!

Amen

Sognepræst Lars Bruun
Sophus Bauditz Vej 38
DK-2920 Charlottenlund
Tlf.: ++ 45 – 39 64 43 44
E-mail: lkb@km.dk