Ansigtet | 2. søndag efter helligtrekonger | Anden Mosebog 33,18-23 og Johannesevangeliet 2,1-11 | Christiane Gammeltoft-Hansen |

Salmer: 872 Dit ansigt, Herre, søgte jeg (Kirkesangbogen), 164 Øjne, I var lykkelige

”Jeg dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi”, siger Gud til Moses. ”Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se”. Der er intet som et forbud, der kan aktivere forestillingsevnen. Et ansigt, man ikke må se, dukker af en eller anden grund straks op for det indre blik.

En fotograf udtalte engang, at fotografiet havde noget melankolsk over sig. Det var fortidigt. Det viste, hvad der havde været, men som nu var slut. Måske er det derfor Gud ikke vil have, at Moses skal se hans ansigt. Han vil ikke fanges ind i et fortidigt billede. Han vil forhindre os i at lave færdige billeder af den Ånd, der blæser hvorhen den vil. Det færdige billede kan blive til et postulat eller en lov. Det kan blive endimensionelt, uden fornemmelse for at inden for troens sfære er det mere omfattende, end hvad vores billeder rækker til. Engang skal vi se ansigt til ansigt siger apostlen Paulus, men det er netop engang. Ikke nu.

Alligevel er der disse billeddannelser. De melder sig af sig selv. Kunsten kan heller ikke lade være. Den skaber værker af det guddommelige. Lader det guddommelige få krop og ansigt og tilfører det farver: Gul, orange, blå, rød. Vi har brug for billedets sanselige tilskud. Troen må have noget øjnene kan hvile på, noget der kan oplade sindet og sende os på rekognoscering ind i Åndens rige.

Et ansigt i sig selv, er der da heller intet fortidigt eller fastlåst ved. Et fotografi viser måske, hvad der har været og som nu er slut. Men ansigtet er foranderligt, bevægeligt. Hvad vi føler og oplever, sætter sig spor i det. Det aftegner sig som folder og linjer om øjnene og munden. Et ansigt kan ikke skjule, at det er levende. Vel har det sine hemmeligheder, men det afslører sig også. Det er på mange måder som med evangeliet selv – den andens ansigt har vi også på fortolkningens vilkår. Vi tolker hinandens ansigter. Hvilken sindsstemning er den anden i? Hvad er det den anden udtrykker med sin mimik? Hvad gemmer sig i disse furer, der er kommet til over tid? Ansigt til ansigt – som en fuldendelse, en endelig forklarelse, hører det fremtiden til? Dog samtidig er dette jo ikke en ansigtsløs verden. Skal vi sige noget vigtigt til hinanden, gør vi det ansigt til ansigt. Og når det bliver til fælles liv mellem to, er det fordi de hos hinandens finder et åbent ansigt og øjne at fortabe sig i. Var vi henvist til at tale til hinandens rygge og slå blikket ned, når nogen går forbi, ville det aldrig blive til et møde mellem to. Aldrig blive til kærlighed og et fælles liv. Aldrig blive til bryllupper.

Men der er bryllup i Kanaan. To har fundet hinanden og sikkert fundet noget både gådefuldt og hjemligt i den andens blik. I forhold til den gammeltestamentlige Gud, som ingen må se, tegner dette bryllup os et andet gudsbillede. Det er første gang Jesus træder offentligt frem i Johannesevangeliet. Og bevægelsen er modsat den, der beskrives i fortællingen om Moses. Her er der ingen der må trække sig tilbage til dunkle kroge eller stille sig på afstand. Der er ingen hånd, der holder os for øjnene, mens Gud går forbi. Der er fest og Gud er med.

Håbet er for to, der er blevet gift, at de må blive forædlede i hinandens blik. Måske er det derfor, at Gud til brylluppet føjer ædel vin til. Vi er i den protestantiske kirke ikke kendt for det ødsle og løsslupne. Vi er de alvorlige, der lader ordet stå uden at føje alt for meget udenoms skønhed til. Men denne søndag har vi ikke evangeliet med os, hvis vi vil fastholde det strenge. Det flyder med vin og det er villet af Gud. Det er ubegrænset generøst. Og bagom det hele tegnes der et Gudsbillede, hvor det ikke kun er en ryg, vi har at forholde os til. Gud går direkte ind i det levede. Kommer mennesker i møde, er opsøgende, stiller sig ansigt til ansigt, vender sig mod den anden og siger at det netop er i medmenneskets blik, at vi kan finde ham.

Det er stadig gådefuldt. Det overskrider hvad vi forstår, og hvad tanken kan følge med til. Men det er også tydeligt. Det kan ikke blive til hvad som helst. ”Intet menneske kan se mig og beholde livet”, siger den gammeltestamentlige Gud. Vi har ærefrygt overfor det, der er større end os selv. Som modtagere har vi ærefrygt overfor giveren. Og vel er ”tro fast tillid til det der håbes på overbevisning om det der ikke ses” (Hebr.11,1). Men en Gud uden ansigt, er en Gud som forestillingsevnen kan løbe løbsk i forhold til.

Ved et bryllup deltager Gud, og derfra bevæger han sig videre ind i menneskelivet. Han besøger de huse, han kommer forbi, deler et måltid, hjælper en syg. Han glæder sig med de glade, græder med de grædende, peger på livets mulighed og iboende godhed. Vi lever i det uafsluttede. Her er de færdige billeder ikke en mulighed. Og dog er vi dem, der lever for Guds ansigt. Uanset hvor ufuldendt det er, beskriver vi dette ansigt, så godt vi kan. Evangeliet hjælper os på vej ved at sætte som fortegn, at det er barmhjertighedens og kærlighedens ansigt.

Og så en tilføjelse. Det var på den tredje dag, at der var bryllup, skriver Johannes. Det var også på den tredje dag, at Jesus stod op fra de døde. Der er et eller andet ved det bryllup, der ikke kun handler om nu, men også om det der skal komme. At vi har noget glædeligt at se frem til, derude, hvor evigheden har taget over. Ansigt til ansigt – det er livet her og det er livet der venter forude. Amen.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk