4. søndag efter påske – 10.5.2020 | Johannes 8, 28-36 | af Margrethe Dahlerup Koch |

 

Salmer: 724-339-289-292-234. Efter altergang 246, 5-6

 

Kan man blive i et ord? Ja, det har vi jo lige hørt Jesus sige, at man kan. ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple”, sagde han.

”Hvis I bliver” – og nu skal I altså lige et kort øjeblik med ind i ordbogen, for det græske ord, der er oversat med ”blive” betyder også ”at tage ophold, bo”. Altså: ”Hvis I tager ophold i, bor i mit ord, er I sandelig mine disciple”. Sådan kunne man også have oversat det.

 

Man kan opholde sig i forskellige ord. Der er de frygtsomme, forsigtige ord – ”hvad nu hvis .., det bekymrer mig..”. Eller de skamfulde – ”bare ingen opdager…, hvordan kunne jeg..”. Når vi opholder os i de ord, indsnævres rummet omkring os. Der er lavt til loftet. Gardinerne er trukket for. Og man vover sig nødigt længere væk, end man kan være hjemme igen til malketid.

Eller man kan opholde sig i de trøstende, omsorgsfulde ord. Det er dem, der siger, ”skal jeg hjælpe ..,  vil du hellere…, du skal se, i morgen…”. Opholdet i de ord skaber lune rum med småsprossede vinduer, som deler verden uden for op i mindre, overkommelige bidder. Hyggelige og rolige boliger, som det er godt at hvile sig i og samle kræfter i.

Der er også de store ord. De ord, der dømmer og bedømmer – som staves med store bogstaver og ikke står til diskussion, men gerne står på forsider i bestemt form. ”Ældrebyrden”, ”flygtningestrømmen”, ”den perverse drabsmand”, ”12-talspigerne”. Opholder man sig i dem, er det som at være i en stor, tom sal med hårdt gulv og bare vægge. Det runger, og ens egne skridt giver genlyd. Man kan forsvinde og blive væk for sig selv i de ord.

Og så er der de forpligtende og stolte ord. Bor man i dem, bor man i fastmøblerede, stilrene rum sammen med ”altid” og ”aldrig”. Det er ord som ”os, der bor i Vestjylland, har nu alle dage ment …”, ”i vores familie bruger vi ikke det med skilsmisser”, ”man plejer at gøre gymnasiet færdigt” , eller ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen”.

Det er gode, stærke ord at opholde sig i. Er man i dem, kan man gå frit ud og ind, for man ved, at hjemme er bedst, og ude er noget andet, som sikkert kan være godt nok – for andre.

 

Men så er der altså også Jesu ord. Dem kan man også opholde sig i. Og når man gør det, så sker der noget. I samme øjeblik man tager ophold i dem, er man noget, man ikke var før. Så er det muligvis godt, men ikke nok at være ”Abrahams efterkommer” eller ”vestjyde” eller ”trofast ægtefælle” eller ”dygtig gymnasieelev”. Og så er der muligvis grund til bekymring og brug for trøst; der kan godt være noget at skamme sig over, og ting, man kan dømmes for. Men det er bare intet af det, som siger, hvem man er, og hvad man kan.

For opholder man sig i Jesu ord, så er man discipel, siger han. ”Hvis I bliver i mine ord, er I sandelig mine disciple”.

Så er det det, man er. Og så er det det, man kan. Trods frygtsomhed, skam, andres eller ens egen dom, trods solid baggrund og fornuftige sko. ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”.

Sandheden. I Johannesevangeliet er sandhed ikke ensbetydende med ”det korrekte svar på livets gåder og ubesvarede spørgsmål”.  Sandheden har hos Johannes noget at gøre med, hvordan man ser, indser. Måske kan man sige, at sandhed i Johannesevangeliet er at kunne se, som Gud ser.

Så når man opholder sig i Jesu ord, og derved lærer sandheden at kende, så betyder det altså ikke, at man får forklaringer og svar. Men man får øje for noget. Man ser, indser noget.

Man opholder sig i et ord, som får væggene til at forsvinde, taget løfter sig, man kan se frit ud i verden. Og se, at den er Guds. For man kan se, at himlen ikke ét eneste sted slipper jorden.

Som i tegneøvelsen, hvor man ikke tegner tingene, mennesket eller landskabets enkelte dele, men tegner himlen uden om, og dermed dukker det hele frem. Man får øje for, at himlen er rundt om og ind imellem det alt sammen. Det nyplantede træ her ude på hjørnet, husene, bænken nede i Enghaven, som de sidder på, dem, der ikke kan holde ud at være i andre rum. Himlen er omkring dem og deres poser og omkring barnet i barnevognen, der triller forbi. Himlen omslutter den døende oppe på sygehuset og dem, der sidder ved siden af og venter. Og himlen rører taxachaufføren med smøgen og det gebrokne dansk, og de to, der skændes for åbne vinduer.

 

Sådan ser der ud, der hvor vi opholder os i Jesu ord, og derfor er hans disciple. Det ligner fuldstændig den verden, Gud elskede således, at han gav sin Søn. Og sønnen gav sit liv, og derfor er det liv nu her i den verden, som han gav det til.

Så det nu er os, der må forlade de trygge, de små, de tomme og de ordentlige rum for at kunne gå med ud i alle de andre. Tage ophold i en uventet samtale, eller i en salmes underlige ord.

At opholde sig i Jesu ord og være discipel er at slå sig ned for en tid ved et køkkenbord eller på en kirkebænk. Dele tid, lytte, spørge, blive forstyrret, overrasket, rystet, klogere. Eller måske bare helt enkelt: blive glad.

 

”I skal være virkelig frie”. Sådan beskriver Jesus, hvad det indebærer at tage ophold i hans ord, være discipel og have øje for Guds verden. I læsningen før fra alteret beskrev Paulus den frihed med et bemærkelsesværdigt udtryk. Han kalder friheden for tvang.  ”Kristi kærlighed tvinger os”.

Kærligheden tvinger. Tvinger til ikke at være ligeglad. Det ved den, der har haft et barn, der skreg om natten, en syg kæreste, eller en ulykkelig ven. Kærligheden tvinger, så man ikke kan være ligeglad med den andens frygt, ulykke, sårbarhed eller dumhed. Man bliver nødt til at stå op, stå bi, dele tid, sige imod. Det er ikke et valg, man foretager, og derfor står den anden heller aldrig bagefter i taknemmelighedsgæld.

For det var kærligheden, der tvang, fordi kærligheden aldrig kan være ligeglad..

 

Derfor taler Jesus i bydemåde til mennesker og siger ord som: ”Gå, tro, omvend jer, luk dig op, kom herud, rejs dig, stå op”.

Men han siger aldrig ”Sæt dig, stå stille, bliv liggende”, og det er kun til dæmonerne, han siger ”hold mund”. Det er altid bevægelsen, bevægelsen ud i verden, ud til verden, han kalder mennesker op og frem til. Og han gør det i indiskutabel bydemåde.

Sådan tvinger Kristi kærlighed og gør fri i en og samme bevægelse.

 

Tvinger Kristi kærlighed, – gør Sønnen os virkelig frie, så får vi øje for, at verden og de andre og vi selv er Guds.  Så er vi fri for at hævde os selv og fri for at se de andre som vores modstandere, der vil snyde, udnytte og latterliggøre os. Vi er fri for at leve i de små, skamfulde og frygtsomme ords isolationsceller.

Så drejer det sig ikke om, om vi kan grave kærlighed, tilgivelse, tro og håb nok frem til os selv og de andre. For det er her alt sammen. Og vi lever midt i det. Vi kan sådan set slet ikke slippe uden om det. Uden om ham.

 

Prøv at høre godt efter om lidt. Det er det, bønnen før nadveren siger: ”Du, Kristus, er selv til stede i blandt os med al din kærligheds rigdom”.

Det har været påskemorgen. Kristus er opstanden fra de døde. Og nu er al hans kærligheds rigdom her. Hos os. Til fri afbenyttelse og videre befordring. Amen.

 

Pastor Margrethe Dahlerup Koch

DK-6950 Ringkøbing
Email: mdkoch(at)mail.dk