Lukas 2, 1-20, Af Asta Gyldenkærne

Da Guds Søn kom til verden anførte evangelisten Lukas omhyggeligt,
hvornår det skete. „Og det skete i de dage, at der udgik en
befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden“,
skrev han. Dermed fortalte Lukas, at Guds historie er nært forbundet
med menneskers historie, ja, at de to historier smelter sammen. Men Lukas
fortalte også noget mere, for han fik med sit evangelium vist, at
den magtfulde kejser i Rom ikke længere skulle være omdrejningspunkt
for historiens gang i det romerske rige. Omdrejningspunktet var nu et
andet. Der var kommet noget nyt til, sagde Lukas, og derfor fortalte han,
hvordan verdensmagtens historie blev trængt i baggrunden af kærlighedens
historie. Og Lukas tillod sig endda at indbygge den ironi i sin fortælling,
at den mægtige kejser Augustus, verdensherskeren, der af sine undersåtter
blev tilbedt som en gud, og som havde indlemmet store landområder
og folkeslag i sit rige, ja, han var kun en tidsangivelse i den egentlige
historie. Den som Lukas ville fortælle.

Lukas stillede således magtens historie over for kærlighedens
historie. Det var kejser Augustus med den velorganiserede hær over
for et nyfødt, afmægtigt barn i den fjerne provins Judæa.
Men Lukas fik på sin vis ret, Augustus´ historie forsvandt
ud i glemslen, ganske vist står der stadig søjler og triumfbuer
efter ham og de sejre, hans hære bragte ham. Men for eftertiden
svandt han ind til noget, der kun står omtalt i historiebøgerne.

Men kærlighedens historie varede ved, den viste sig at være
mere sejlivet end som så, og den satte sit præg på eftertiden,
den blev en del af vor tankegang.

December måned er en travl tid, der er meget, der skal nås.
Det kræver store dele af et barns vågne tid og opmærksomhed
alene at følge med i alt det, der bliver vist i fjernsynet af julekalendere
og julefilm, og imens kaster de voksne sig ud i julehandlen, julefrokosterne
og i alle juleforberedelserne og alt det andet, der fylder kalenderen
her op til jul. Hvert år river de fleste af os således det
meste af en måned ud af kalenderen alene for at forberede og fejre
julen. Det burde være tankevækkende i sig selv, at julen fylder
så meget i vores bevidsthed. For hvad skal det dog til for ? Det
betyder da også, at der hvert eneste år er bekymrede røster
fremme med udtalelser om, at nu er alt det med julen endegyldigt druknet
i gaveræs, forloren hygge og stress. For hvor meget betyder julen
dybest set for os, hvilken værdi tillægger vi den ? Ud over
de nærved 10 mia. kr. som danskerne efter sigende vil bruge på
den i år ? For nogle år siden blandede Nikolaj Cederholm,
der var tilknyttet teatret Dr. Dante og som har stået for den væsentligste
fornyelse indenfor dansk teater i de seneste år, sig i denne diskussion
ved at hævde, at julen for de fleste danskere er en langt større
fest, end de fleste af os vil være ved. Det kan meget vel være,
at danskerne ikke har noget omfattende kendskab eller noget særligt
intenst forhold til kristendommen, men julen er suverænt danskernes
største fest, hvor vi foretager os underlige traditionelle ting
med storslået symbolværdi : „Vi fletter hjerter ind i
hinanden og hænger dem op. Vi sætter en stjerne i toppen af
et træ. Vi tager vores familie i hænderne og går rundt
og synger om frelse, tilgivelse og glæde over livet og det, der
er værre“. Så vidt Nikolaj Cederholm. Og så kunne
man jo give sig til at undre sig over, hvorfor det nu er sådan.

Den forklaring, Nikolaj Cederholm giver, og deri mener jeg, at han har
ret, det er, at vi i en sådan grad er blevet grebet af julens fortælling,
af kærlighedens historie, at vi har vanskeligt ved at forstå
os selv uden den. Den er så grundlæggende for os, hævder
han, at vi ikke ville forstå noget så simpelt som en almindelig,
amerikansk film, hvis ikke det var, fordi vi kender og har levet os ind
i den kristne historie. For i sådanne film bliver der netop gjort
brug af historien om kærlighedens og det godes sejr over de onde
og livsødelæggende magter.

„Julen er „, slutter Nikolaj Cederholm med at sige, „frem
for alt den højtid, hvor vi fejrer, at kærligheden er til
i verden. Den fødes som et barn, og kærligheden tager mod
alle odds kampen op mod de kræfter, der truer med at lægge
livet øde. Derfor er der ikke kun hyggelige og sentimentale grunde
til, at vi fejrer jul. Vi fejrer den også, fordi kærlighedens
historie har fået sin egen magt over os. Den har sat sit præg
på os, på vor selvopfatttelse og på vort forhold til
medmennesket“.

Det er sikkert sandt, men man kunne også indvende, at ét
er historien, noget andet er, at kærligheden selv, at den har alt
for trange kår i en verden, hvor magten altid vil gøre sig
truende og bred, og hvor menneskelig håbløshed ofte synes
at vokse indtil selvopgivelse. Modsætningen mellem verdensmagten
og barnet i krybben er da menneskeligt set ligeså håbløs,
som den tager sig ud. Det ender da også i evangelierne med et forræderi,
et knusende nederlag og i bitter fortvivlelse langfredag. Men juleevangeliet
fortæller jo med beretningen om Maria, Josef og barnet i stalden
i Betlehem, og med hele opbuddet af engle og fattige hyrder på marken
sin del af kærlighedens historie om, at netop dér, hvor håbløsheden
er størst; dér hvor der menneskeligt set intet er at vente
på, andet end magten, der lægger livet øde, netop dér
er det, at Gud taler ind i vore hjerter om sin kærlighed, som ingen
umenneskelig verdensmagt kan gøre det af med, fordi den er Guds,
ja, den er Gud selv.

Derfor var det, at Lukas kunne skrive en ny historie, og at vi kan gøre
denne historie til vores. For med det, der skete julenat i en ellers af
magten og æren overset hverdagsbegivenhed, da begynder den nye historie,
den egentlige historie ifølge Lukas, og det er ikke magtens historie,
det er kærlighedens. Det er den guddommelige historie om et lys,
der bliver tændt. Et lys hvormed, der bliver sat et håb og
født en glæde ind i ethvert – menneskeligt set – håbløst
liv, ind i en til magten fortabt verden. Det er vor glæde, det er
julens glæde. Det er den glædelige historie, vi alle har del
i – og det er vel nok værd at fejre.

Glædelig jul

—

Asta Gyldenkærne
Skoven
DK-Jærgerspris
Tel: ++ 45 – 47 53 00 33
E-mail: agy@km.dk