3. søndag efter trinitatis – 28.6.2020 | Lukas 15,11-32 | Poul Joachim Stender |

Den fortabte søn var ikke en fortabt søn. Han var en modig søn. Desværre havde den fortabte søn ikke mulighed for, ligesom den danske ungdom, at skrabe penge sammen til nogle fjumreår ved at finde forskellige jobs. Han måtte bede sin far om et forskud på arven. Og da han havde fået det, drog han af sted.  I fortællingen om ham står der, at han drog til et land langt borte, og der ”ødslede sin formue bort i et udsvævende liv”. Det var før vi fik corona. Og straks har man tænkt på, at han brugte alle sine penge til hor, druk og overdådig mad. Forhåbentlig har han også gjort det! Det er en væsentlig del af livet ikke at sige nej tak til hverken erotik, spændende vine og øl og god mad. Men der er ingen, ud over den fortabte søns bror, der siger, at arven kun er gået til sådanne ting. Den fortabte søn kan også i det fremmede have brugt sine penge til at opleve det fremmede lands natur, kultur og seværdigheder. Han kan have brugt pengene til at lære indbyggerne at kende.  Og uden tvivl har den fortabte søn, der havde haft et slidsomt liv hjemme hos sin far, også brugt tid og penge på ingenting. Han har gloet, drømt, tænkt, bedt, filosoferet og ladet sig inspirere.  Noget vi andre også burde gøre med jævne mellemrum uden af den grund at være fortabte sønner og døtre. Når biblen taler om et udsvævende liv, tænker den måske ikke på det samme som os. Derimod tænker den på, at det var udsvævende ikke at være en flittig og arbejdsom søn, der blev hjemme og passede sine forpligtelser. I et gammelt, dansk digt af Christian Wilster bliver det afspejlet, hvordan man engang, og måske stadig, har betragtet folk, der ligesom den fortabte søn tog til udlandet. Digtet har titlen ”Bonden og hans søn”. I det første vers er det tydeligt, hvor kritisk man ser på mennesker, der har været i udlandet. De lyver groft og er blevet hovne. På et plan handler digtet om bondeknøsen. Men på et andet plan afslører det langt mere om dem, der blev hjemme: ”En Bondeknøs, som hedde Hans,/Der havde været udenlands/ Med Herremandens Søn et Aar,/Kom hjem til Faders Fæstegaard,/Og i den lille Bondebye/Fortalte han nu stolt og krye/Til Fryd for Store som for Smaae,/Om hvad i fremmed Land han saae;/Men skjøndt en Deel deraf var sandt,/Var der dog meget Løgn iblandt;/Thi to Ting læres let paa Reise,/At lyve grovt og høit at kneise;/Og Hans forstod saa stærkt at lyve,/Som Hest kan rende, Fugl kan flyve.”

Er det sådan vi også reagerer, når folk kommer til os, efter år i udlandet, og vil lave om på det liv vi lever? De lyver som hest kan rende og fugl kan flyve. Det var et sort uheld for den fortabte søn, at der kom hungersnød i det land, han opholdt sig i. Situationen blev så forfærdelig, at han måtte vende hjem, sådan som unge danskere også har måttet vende hjem tidligere end beregnet fra deres fjumreår, fordi  der kom corona eller fordi de løb tør for penge. Men han blev modtaget med overordentlig stor glæde og begejstring af sin far, der løb ham i møde. Centrum i fortællingen er ikke den fortabte søn, men den kærlige far, der er et billede på den tilgivende, elskende Jesus Kristus. Og alligevel skal man ikke undervurdere det, som man kan lære af den fortabte søn. Ligesom faren, der var en ødsel mand, som hverken var for nærig til at give sønnen hans arv eller for nærig til at tage kærligt i mod ham, da han vendte tilbage, var den fortabte søn også særdeles ødsel. Far og søn har lignet hinanden og da faren i fortællingen er Gud og sønnen mennesket, har vi også nogle ligheder med Gud. Ødsleheden er en af disse ligheder. Den fortabte søn havde modet til at bruge livet til andet end opsparinger til den fædrene gård og dagligdagens pligter. Han turde følge en drøm, en længsel, og er sikkert vendt hjem til sin familie som et andet menneske med masser af nye tanker. Tør vi gøre det samme? Vil vi mere end opsparingerne til alderdommen? Kan vi bryde op fra vore vaner, fra vore fordomme, fra vor dagligdag og bevæge os ind i ukendte områder af livet? Tør vi bede om et forskud på livet ligesom den fortabte søn bad sin far om et udskud på arven? Hvem siger, at den fortabte søn, var en ung mand? Fortællingen nævner intet om hans alder. Hans far kunne have været meget gammel. Abraham var 100 år, da han fik sønnen Isak. Måske var den fortabte søn over 50 år, hans børn var blevet voksne og han drog af sted med sin hustru og havde sammen med hende nogle fantastiske, ødsle, inspirerende år, inden hungersnøden ramte det land, de opholdt sig i.

Men der er en person i fortællingen om den fortabte søn, der er særdeles sur og forurettet. Det var den ældste bror. Tørvetrilleren. Han kendte ikke til med glæde. Det var umuligt for ham at forstå, at den bror, der havde gjort alt det, han ikke selv vovede, skulle modtages af faderen som en anden helt. Og måske lever den broder videre i os, der i dag har hørt lignelsen. Guds søn, Jesus Kristus, har været meget ødsel overfor os. Han har givet os livet. Vore kære. Han tilgiver os vores synder. Burde vi ikke også være ødsle og bruge løs af det liv vi har fået. Hellere tage et forskud på livet nu end at sætte det ind på en konto indtil vi en dag får tid til at leve det.  Måske er det os, der trænger til, ligesom den fortabte søn, at tage bort til et fremmed land, en ny tankegang, finde en anderledes vinkel på vort liv. Og burde vi ikke glæde os over hinandens medgang og successer – over dem der vover noget selv om det måske ender i en fiasko. Når Gud er ødsel og tilgivende, kan vi også være ødsle og tilgivende. Vi er er skabt i hans billede. Amen.

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk