Døbt til håb | 3. søndag efter påske (Rogate) | 10. maj 2026 | Anna Jensen |

Døbt til håb

”Mon der er noget som helst håb om danernes omvendelse?” Sådan skrev Alkuin, Karl den stores hof-teolog til en abbed i Tyskland i slutningen af 700-tallet. Flere forsøg på at kristne de hedenske daner havde slået fejl. Men i år 826 skete der noget. Harald Klark havde udnævnt sig selv til danernes konge, og i juni 826 ved en pragtfuld messe i Sankt Albans kirke i Mainz lod han sig døbe. Med sig hjem fik Kong Harald munken Ansgar som skulle blive nordens apostel. Desværre gik det ikke så let, Harald tabte kongemagten og efter et kort besøg i Danmark rejste Ansgar videre til Birka i Sverige. Alligevel var der sået et frø. Kristendommen spirede. Da man i 2008 begyndte byggeriet af Kannikegården på domkirkepladsen i Ribe fandt man 83 kristne grave som dateres til 800 tallet. Først mente man af de døde måtte være handelsrejsende sydfra, men tests viste at de var såre lokale, ja en lille gruppe af dem faktisk fynboer som os. Men først 140 år senere i år 965 kunne Kong Harald Blåtand rejse den store jellingsten, og erklære at han havde kristnet både Danmark og Norge.

Ved dåbshandlingen i år 826 da Harald Klark blev døbt bekendte han sig til Gud, himlens og jordens skaber, som sendte sin søn til jorden, og han bekendte sig til Kristi forsonergerning, til treenigheden og djævlen i helvede, selvom han nok ikke forstod ret meget af det. Vi ved ikke hvor meget undervisning Kong Harald havde modtaget inden, men det hjalp nok meget på det hele, at Kejser Ludvig den fromme stod fadder til Harald og forærede ham kostbare dåbsgaver, klædninger, sværd og ædelstene.

Når vi holder barnedåb i dag, så bliver børnene også døbt uden at have kendskab til den Gud de dødes til. Deres forældre og faddere må, når børnene vokser op, fortælle dem om troens indhold. Det er på én gang en uendelig let og samtidigt en kompleks opgave. Kompleks, fordi troen spænder over nogle paradokser og let, fordi alt er båret af kærlighed.

Skærtorsdag aften havde Jesus sin sidste stund med disciplene. I ord og gerninger havde han forklaret dem om troens indhold, nu var timen kommet hvor Jesus skulle herliggøres, det vil sige, Jesu skulle vende tilbage til Gud. På denne aften henvendte Jesus sig i bøn til Gud, men vel at mærke en bøn som forfatteren til Johannesevangeliet har ønsket at læseren skulle delagtiggøres i. Bønnen skal altså tjene til vores opbyggelse. Hele seks gange indgår ordet herliggør eller herlighed. Alt hvad Jesus har gjort og sagt tjener Gud til herlighed, hans ære. Jesus er kun tjener, intet i sig selv. ”Alt mit er dit,” siger han.

Disciplene og vi må forstå, at Jesus er udgået fra Gud og at han nu vil vende tilbage til Gud. Prologen fra evangeliet klinger med: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud.” Det var Gud selv der blev menneske på jorden, men nu er missionen snart færdig. Få timer senere kan Jesus på korset udånde: ”Det er fuldbragt!” Jesus har fuldbragt Guds gerning på jorden, men på denne aften bad Jesus for disciplene, at de måtte holde fast ved hans ord og ikke miste troen. Og til sidst bad han om, at de må blive ét, -ligesom vi, altså at Gud og Jesus er ét.

Bønnen giver et sug af længsel i mig, for at blive ét med Gud, må være saligt, altså den fuldkomne følelse af fred. Kan man forestille sig noget herligere? Tænk sig om der findes et sted uden sorg og fare, et sted med glæde og lys. Et sted hvor vi bliver elsket på trods af alle vores mangler og fejl, et sted med fred. Et sted hvor vi er sammen med de mennesker vi elsker, børn, familie og venner. Et sted hvor vi hører til og har hjemme.

Det er sådan jeg forestiller mig Paradis. Et sted hvor mennesker er forbundne til Gud og Jesus og til hinanden. Engang bliver Gud alt i alle, krige og konflikter forsvinder, alle mennesker, både døde og levende, er samlet i et favntag af Gud. Endnu er vi på vej, men Paradiset findes lige her i blandt os. Vi oplever det i glimt af lykke, når alt ligesom går op i en højere enhed og vi er forbundne med hinanden, med dem vi elsker, med naturen, og måske med de mennesker vi fejrer gudstjeneste med, når vi trækker været i takt og istemmer en salme.

En sådan forbundethed har Gud og Jesus. De er samme åndedrag, de er ét, eller to sider af samme sag. Bindeleddet mellem dem er Helligånden som vi også kalder kærlighedens Ånd.

Når vi skal forklare børnene om dåben og troens indhold, om treenigheden og Jesus forsonings gerning, kan det være en kompleks opgave. Det er en stor mundfuld at skulle svare ja til hele vores trosbekendelse, men samtidigt er det også uendeligt let for: Gud er kærlighed! Han gav sin søn til os, for at vi skulle lære Gud at kender, han overskrider alle grænser, ja selv dødens grænse, han tilgiver os vores skyld. Han vil, at ikke et eneste menneske skal gå fortabt, vi er døbt til at være Guds børn. Til det håb er vi frelst!

”Mon der er noget som helst håb for vores omvendelse?” Ja, her er håb, masser af håb! Igennem 1200 år, fra Ansgar til i dag har Helligånden plantet håbet i vores hjerter. Helligånden virker i os, blidt vender den os bort fra vores selvkredsen og selvoptagethed. Helligånden peger på Jesus, som gav sit liv for os, og giver os opgaven: I skal elske hinanden. Det er en kompleks opgave for vores eget fylder meget, men håbet er lyslevende foran os: Engang skal vi være ét med ham og hinanden, ligesom faderen og sønnen er ét. Til det håb er vi døbt, til det håb er vi frelst. Og taber vi håbet af syne, så vil Ånden selv komme os til hjælp og gå i forbøn for os.

Amen.

Anna Jensen
Thomas Kingos Kirke, Odense
ansj@km.dk