Juledag | 25.12.24 | Hebr. 1,1-5 + Luk 2, 1-14 | Af Anne-Marie Nybo Mehlsen

Et nyfødt barn før evighed Gud…

Det er i dag, alting ligger badet i nyt lys, -i lyset fra Guds blik: Gud ser i dag på os med barnets blik fra sin krybbe, ser os med barnets helt åbne, modtagende blik, uden dom eller fordom, uden spørgsmål, uden krav, og med ét står vi midt i en helt ny begyndelse.

Lukas’ fortælling om barnet i høet i stalden og mørket over Betlehems marker har en særlig klang af nærhed i år. Uhyggeligt nærværende lyder de ord i en verden af krig og konflikt, hvor børn fødes på flugt og faktisk nok svøbes i klude og lægges i hø eller hvad end, der kan holde dem varme i mørket.

Mørket ruger over menneskenes marker, og selvom vi som altid gør vores bedste for at lyse juletiden op på mangfoldige måder med lys, pynt, gaver og mad, så har vi mere brug for håbet end nogensinde før.

Vi har brug for at høre om barnet i stalden og englenes sang på marken. Vi har mere end ellers gehør for sangen om fred på jorden til mennesker med Guds velbehag. Den sang kan ikke synges for tyranner og despoter, der kun vil krig og lidelse.

Derfor taler Englen Gabriel til hyrderne på marken i mørket; Englesangen lyder til alle de mennesker, der ikke har magt til det store, men hver på sit sted er i gang med at tjene freden i hverdagen. Hyrderne er de voksne, der giver sig tid til at lege med børnene, som lægger sig selv imellem den alt for grumme virkelighed og de sårbare barnesjæle, – uanset alder. Hyrderne er dem, der holder vagt i julenatten, bringer vand og saft til de tørstende, sidder hos de syge, aer den angste på kinden og holder hånd med den ensomme… Ja, du er sikkert én af hyrderne selv, eller har været det engang. Mange gange, på mangfoldige måder får vi kaldet til at tjene og hjælpe de andre. Vi bliver mødt af barneblikket i det andet menneskes øjne, – uanset alder, og imens vi hjælper og tjener hinanden, længes vi efter julefreden og forsøger at nynne med på englesangen.

Nogle ville nok forvente, at englene kom med ild, straf og en ny sending våben for at rydde op…

Andre ville måske håbe, at englen svingede regnbuens farver og tryllede os alle om til evigt kærlige og meget søde enhjørninger. Der er ikke langt fra engel til enhjørning, – og børn ser så meget mere i virkeligheden, end voksne kan se.

Men Englen Gabriel holder os fast i dét, som er. Gabriel holder hyrderne på marken fast på vilkår og menneskelighed, – de skal finde håbet i snavs, i staldlugt og utryghed. Midt i det, som er menneskenes vilkår, kom kærligheden igen til verden.

Vi ser på menneskekroppe og dyrekroppe i en stald en morgen derpå, og et nyfødt barn, der skal passes og skærmes. Maria svøbte ham og lagde ham i krybbens hø, så han kunne holde varmen. Nyfødte børn svøbes, skærmes mod kulden, beskyttes i deres nøgenhed. Gud blev menneske med krop!

Gud selv tabte sit hjerte, og svøbte det i barnekrop og lod håbet spire i den grumme virkelighed.

At Guds Søn kom til verden som alle andre menneskebørn, gør op med enhver forestilling om, at det er Guds vilje eller straf, at det onde har plads i verden. Det er ikke en pyntet udgave af os eller et særligt artigt ”julebarn”, Gud elsker. Det er os, som vi er, Gud elsker med en kærlighed, der er villig til at gå alle dagene igennem med os. Nu træder Gud selv ind i menneskers vilkår.

Og! Når det er sagt, elsker Gud os også, som han er. Der er ingen ligegyldighed i den kærlighed, ingen lunken pause, hvor opmærksomheden svækkes, og derfor forandres vi i lyset fra det blik, der møder os fra barnet i krybben.

Det onde og mørket er en livsfjende, der skal bekæmpes, men ikke med ét eller andet guddommeligt A-våben, der bare udrydder alt. Det skal ske med håbets og kærlighedens nænsomhed. Det skal ske med menneskehænder og i menneskesind. Det skal ske i alt dét forunderlige, mennesker kan udrette: Når de synger og musicerer i undergrundsstationer, der fungerer som beskyttelsesrum. Når de lægger bandager på sårene og tæpper over de frysende, og uddeler suppen, som var det et kongeligt taffel. Når de åbner hjem og favn for fremmede fordrevne, og giver dem værdighed, ved at regne med dem og gå ud fra, at de vil tage del i at genopbygge det gode.

Lev med, at Gud tager del i dit og mit liv, at hans menneskelighed betyder, at han kender os. Han kendes ved os og forkaster os ikke.

Barnet bytter plads med os undervejs, Jesus bytter alt sit med vores og forvandler det. Den renhjertede godhed endte på korset, og Jesu skrig blev ét med menneskenes – et skrig til Gud.

Først da er der trøst at byde de utrøstelige, og først da er der håb for os, her midt i vores egne og verdens konflikter.

Den nye historie begynder i en stald i mørket. Gud er med os, og intet menneskeligt er ham fremmed eller forgæves. Hvert kærtegn, vi giver fra os, hver lille stump af kærlighedens mosaik, vi formår at bidrage med, er for Gud al smerten og en del af råmaterialet for fuldendelsen i Guds hånd, – ligesom de tusind fragmenter af farvet glas i en stor mosaik danner ét nyt samlet billede – og i katedralen indenfor bades alting i nyt lys … Amen.

—

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK 4930 Maribo

Email: amnm(at)km.dk