4. søndag i advent | Johannes 1,19-38 | af Poul Joachim Stender |

Hvem er du?

Forleden blev jeg interviewet til TV. Da optagelsen begyndte, overrumpede journalisten mig ved uden omsvøb at spørge. ”Hvem er du”? Hvad skal man svare? Jeg vrøvlede lidt om, at jeg havde mange jeger. Og at jeg ikke var så interesseret i at lære mig selv at kende.  Jeg ville hellere lære andre at kende. Mødet med en selv er desværre, ifølge min erfaring, ikke så fantastisk som folk bilder sig ind.  Jeg har altid fundet en ret ulækker, egoistisk stodder inde i mig selv. Jeg fatter ikke at så mange gider finde sig selv.  Vi har mange gode sider os mennesker. Men når man møder sig selv, møder man også en vaskeægte synder. Nu bagefter ved jeg, hvad jeg skulle have sagt til journalisten. Jeg skulle have sagt: ”Jeg er Guds skabning. Og da jeg er skabt af Gud må jeg være et mysterium, som jeg ikke engang selv kan fatte. Derfor ved jeg ikke, hvem jeg er”. Jeg kunne også have sagt, at jeg er mine medmenneskers næste. Det er mig de, inklusiv journalisten, skal elske som sig selv.  Det er en meget god fornemmelse her i julemåneden at gå rundt og vide, at ens medmennesker skal elske en på afstand.

Når vi får spørgsmålet hvem vi er, kan vi svare med klicheer som, at vi er et søgende menneske eller et menneske der vil gøre en forskel.  Jeg ved ikke hvorfor det er så fint at være søgende. Det store ved os er, at vi fundet af Gud den første jul. Hvem er vi? Vi er et fund!   Jeg ved heller ikke, hvorfor alle vil gøre en forskel. Så slemt er det da heller ikke at være som alle andre.

Når vi bliver spurgt om, hvem vi er svarer vi ofte med en jobbeskrivelse. Her i Danmark definerer vi os selv ud fra vores arbejde.  Og hvis vi ikke gør det opremser vi alle vort livs mange funktioner. Jeg er ægtefælle. Jeg er far. Jeg er dansker osv. osv. Men ville det ikke være en ide også at definere sig selv ud fra Gud? Hvem er du? Jeg er Guds skabning, jeg er kristen, jeg er ham eller hende, der er elsket af Kristus. Hvis vi prøver at definere os selv ud fra den vinkel, og ikke bare gennem vort arbejde eller alt det andet jeg har nævnt, når vi måske frem til en dybere og smukkere forståelse af, hvem er vi.

Jeg stiller nu spørgsmålet til hver i sær af jer på kirkebænkene. Hvem er du? Jesus spurgte flere gange sine disciple, hvem han er. Og de svarede: ”Du er den levende Guds søn.”  Det samme fik han at vide, da han blev døbt i Jordanfloden. En røst fra himlen, Gud selv, proklamerede: ”Du er min elskede søn.”  Johannes Døberen blev også spurgt, hvem han var. Og han svarede.  ”Jeg er ikke Kristus. Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej.” I besvarelsen af spørgsmålet om, hvem vi er, er der meget at hente i Johannes Døberens forskellige svar.  Han sagde: ”Jeg er ikke Kristus.”  Det er vi heller ikke. Vi er ikke Gud. Vi opfører os tit, som om vi behersker livet og at det kun er gennem vores præstationer at alting lykkes. Men vi er mennesker. Vi kan og vi skal ikke beherske alt. Gud tager vare på os. Lad os blive mennesker igen, så vi, når vi får spørgsmålet, hvem er du? kan svare: ”Jeg er et menneske”.  Det er stort at være et menneske.  Blandt andet fordi Gud blev menneske i Jesus.

Men vi kan også bruge de ord, som Jesus siger om sin fætter Johannes.  Han er den ”om hvem der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej”.  Tænk hvis vi kan svare på spørgsmålet hvem er du? med ordene: ”Jeg er den engel der skal bane vejen for Kristus og mine medmennesker”.  Hvem er vi? Vi er syndere. Vi er mennesker. Og alligevel er vi engle, der kan bane vejen for Jesus ved at fortælle til alle og enhver, at Guds søn får blinde til at se, lamme til at gå, spedalske til at være rene, døve til at høre og at han tilmed kan opvække de døde.

Nu er det snart jul. Fire dage tilbage. Og mere end nogensinde er der brug for, at der bliver banet en vej af nogle engle, så danskerne lægger mærke til at julen fejres, fordi Gud blev menneske i Jesus Kristus. Vi havde ønske koncert her i kirken i torsdag. Folk kunne vælge hvilke julesalmer og julesange de ville synge. De vil have:  På loftet sidder nissen, Søren Banjomus, jeg så julemanden kysse mor. Lystige, uåndelige folkelige sange tømt for ethvert indhold om Jesus’ fødsel. Sangene blev sunget med et brøl og stor begejstring. Vi sad med to meters afstand! Men da salmerne om Jesus i krybben endelig kom på bordet på min foranledning, blev de hvisket.  Det samme ser vi med den julepynt, der dominerer vores jul. Den er tømt for kristne symboler og fortællinger om, hvordan jomfru Maria fødte Jesusbarnet i stalden i Betlehem.

Nu spørger jeg igen og for sidste gang: ”Hvem er du”?  Du er ikke en nisse på loftet. Ikke Søren Banjomus. Ikke julemanden.  Ikke et søgende menneske.  Ikke en der behøver at gøre en forskel. Du er en synder, men samtidig er du også en engel, et fund, der kan bane vejen for Kristus, så han måske i år kan få lov til at komme med til sin egen fødselsdag.

Gud i vold. Amen.

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk