Indenfor virksomhedsledelse taler man i dag om ‘flade strukturer‘. Hermed
menes, at det gammeldags hierarki mellem leder, mellemleder, underleder
og dem på gulvet ophæves og for den sags skyld også hierarkiet
mellem de forskellige faggrupper.

For at få en god moderne virksomhedsånd må alle respektere
hinandens faglighed, lyder det, og erkende at de sammen arbejder på en
fælles sag, nemlig virksomhedens konkurrenceevne på det frie
marked.

Hvis faggruppernes eneste mål var, med fagforeningerne i front,
at kæmpe for deres egen ret, så ville det fælles projekt,
som virksomheden udgør, gå fløjten.

Når man tænker i flade strukturer, som man siger, er det
i erkendelse af, at hver især bidrager med noget vigtigt, så det
til sammen går op i en højere enhed: altså produktivitet.

Nu er vi kommet i kirke og ikke til foredrag om virksomhedskultur, –
men evangeliet i dag handler netop om at leve i de flade strukturer
– Om at give afkald på magten og rettighederne og istedet være
hinandens tjenere, kort og godt.

Derfor spørger jeg nu: tænk, hvis denne indstilling til
hinandens fagområder indenfor den moderne virksomhedskultur, kunne
overføres til den daglige værensmåde: overfor den
fremmede iblandt os, overfor vores ægtefælle, overfor vores
forældre og alle de andre.

At vi åbenbart ikke automatisk lever i sådanne flade strukturer
vidner lovens nødvendighed om. Og nu tænker jeg på loven
i Det Gamle Testamente.

Her står der igen og igen, at folket skal tage sig af den fremmede
indenfor byporten, og det følges op af påmindelsen: “husk,
at I engang selv var fremmede i Egypten”.

Og blandt de ti bud hedder det fjerde: “Du skal ære din far og
din mor”. Noget som det åbenbart er nødvendigt at sige for
at det gøres.

Og endelig husker nogle måske også, hvad de lovede ved indgåelsen
af ægteskabet: at vi skal elske og ære og leve med vores ægtefælle
– i medgang og modgang, indtil døden skiller os ad.

Også det skal åbenbart siges til os og afgives som løfte,
fordi heller ikke det kommer af sig selv.

Hvorfor giver det ikke bare sig selv? Hvorfor sker det ikke helt automatisk
at vi modtager den fremmede og respekterer vores forældre og elsker
og ærer vores ægtefælle? Hvorfor skal det siges til
os?

Hvorfor skal man på lederkursus for at lære at respektere
de andre på virksomheden, og hvorfor skal man gå i kirke
og læse i Bibelen for at lære, at vi skal vogte vores bror?

Af den simple grund, som vi også finder i Bibelen, at sandheden
om mennesket er, at der i os ligger et grundlæggende og fundamentalt
begær til at føre os selv frem og være den største,
den bedste – og gerne på andres bekostning.

Og nu er vi godt inde i dagens evangelium og i de øvrige tekster
der er læst ved denne første søndag i fasten: – Disciplene
strides om, hvem af dem, der er den største. Og Kain slår
sin bror Abel ihjel af misundelse over at Herren tog imod dennes offergave
– og endelig i Jakobsbrevet bliver det slået fast, at vi fristes
og lokkes og drages af vores eget begær. Og dét begær
sætter synd i verden, siger apostlen Jakob, og når synden
er vokset op, føder den død!

Fastetiden sætter fokus på det, der har og tager magten
over os. Og fastetidens traditionelle opfordring til mennesket var tidligere
– som en forberedelse på den forestående påske – at
give afkald på den magt og det begær, der netop er en hindring
for at vi kan være hinandens tjenere, som Kristus var det for os
– og viste os med påskebegivenheden.

Vi opfordres til – især i fastetiden – at kæmpe imod at ville magten.
Det her handler som sagt om de flade strukturer.

Og vi skal i fastetiden også bevidstgøres om ikke at lade
os undertrykke af magten.

Det at faste, helt konkret altså at give afkald på kødet,
gjorde man jo for at manifestere, at det basale begær efter mad
ikke skulle regere ens liv.

Måske skulle vi, der ikke vil faste på den gamle middelalderlige
facon, bruge anledningen til at tænke over, hvad det er der har
magten over vores liv, hvad det er der styrer vores liv og så gøre
et stille forsøg på ikke at lade sig styre og undertrykke
og friste af det.

Det behøvede jo ikke være maden eller rødvinen eller
livsnydelsen. Sandsynligheden for at det også er det er dog stor.

Men det kunne jo også i vores arbejdsliderlige kultur være
– ja, netop arbejdet, arbejdspresset, præstationsræset, stress,
begæret efter statussymboler og materialitet og alt det, der følger
med i kølvandet – måske er det det, der styrer vores liv
i dag.

Lastekataloger kan der vel altid skrives. Fristelserne er mange.

Men i dag siger Jesus direkte til os i evangeliet, at vi skal værne
os mod denne begærlige måde at ville indtage verden på.

“Sådan skal det ikke være iblandt jer”, siger han. “I skal
ikke lade jer undertrykke af noget, I har ingen grund til at lade jer
styre af jeres begær, – disciplene skal kort og godt være
hinandens tjenere.

Og vi kan tilføje: sådan skal det også være
mellem os. Vi skal opfatte os selv som hinandens tjenere. Vi skal være én,
der giver.

Og det er jo også, hvad vi i bund og grund gerne vil, give: Kain
ville give Gud en offergave. Det var derfor han blev skuffet, da Gud
ikke tog imod den af en grund vi ikke kender.

Og disciplene ville gerne give Jesus det, at de virkelig troede ham,
og derfor gerne ville være hos ham, så tæt som muligt,
helst ved hans højre og venstre side.

Kristendommen fremhæver tjenerrollen, fordi den er Guds lignelse
på kærlighed.

Tjeneren er den, der glæder den anden, som opfylder den andens
behov, som gør livet godt for den anden.

Men den der håner svagheden, vil nok spørge mistroisk til
hvorfor man på denne omvendte måde skal gøre sig stærk
– så man kan dæmpe begæret i sig – for at blive svag,
for at blive en svag tjener. Kan det virkelig være den sande måde
at være menneske på?

Ja, kristendommen siger det. Det at være hinandens tjenere er
den sande måde at være menneske på. Af den grund, at
den livsindstilling, som de flade strukturer er udtryk for, fører
liv med sig.

Den er givende, produktiv, skabende, dynamisk, forløsende, genererende.
Den giver fremtid. Åbenhed. Håb. Tjeneren vil det gode. Vil
ikke sig selv og sin egen ret, men vil det gode for den andens skyld.

Det her er ikke en utopi. Kristendommen er ikke utopi og fjern fra virkeligheden,
selvom vi måske tvivler på, om det skulle kunne praktiseres,
måske netop fordi vi kender os selv som vi er.

Kristendommen giver sit klare svar og siger, at mulighedsbetingelsen
for denne væren i verden og leven med hinanden, er kærlighed.
Og den er Gud garant for.

Det er kun med kærlighed i ryggen at vi kan give og tjene og bære
over med og ikke tænke på vores ret.

Og den kærlighed er ikke noget vi bare har. Den sætter sig
igennem, når vi tror på den. Eller når vi tror, så sætter
den sig igennem.

Den er kraften, der virker tro. Ikke som noget statisk, som vi enten
har eller ikke har. For det er jo ikke tilfældigt, at Jesus siger
til Simon Peter: “Når du engang omvender dig, så styrk dine
brødre!” Altså: når du en dag, eller den dag eller
i det øjeblik du tror på, at jeg er den kærlighed,
der har bedt for dig og banet vejen for dig, så skal du være
tjener og styrke din brødre.

Kristendommens påstand er, at den kærlighed, der er kraftfuld
i sin svaghed er Gud.

Gud er identisk med den kærlighed, der viser sin kraft i svagheden.

Og Gud havde åbenbart en svaghed for os mennesker, siden han ofrede
så meget for vores skyld.

En svaghed, som netop fik ham til at give afkald på sig selv og
blive som en tjener.

Og gennem denne omvendelse, fra at være den ophøjede Gud
til at være den ydmygede Guds søn, satte kærlighedens
kraft sig igennem og sejrede over alt det, der ender med død og
tilintetgørelse, lukning, fallit og konkurs.

Jesu historie, hans liv og hans død og opstandelse er en lignelse
om svaghedens sejr. Det endte ikke med kors og en lukket grav, men med
opstandelse og lys og liv og håb for alle.

Det får disciplene også at vide i dag. Nok skal de være
tjenere i verden, men en dag skal de sidde med til bords og være
som dem, der lader sig tjene. De skal sidde på troner og dømme
Israels tolv stammer. De skal sejre.

Det er ganske vist et mytisk billede, som ikke kan sige os så meget
i dag, – men det er selve ophøjelsen vi skal glæde os til.

Det er den “livets sejrskrans” som apostlen Jakob talte om, som vi skal
få, når vi har holdt prøvelserne ud.

Svagheden tilintetgør ikke sig selv, den bliver ikke til intet
– men den bliver til alt.

Det ender med opfyldelse og mæthed og nydelse og glæde.
Det ender med et stort festmåltid, hvor vi sidder til højbords
–

Indtil da må vi glæde os over det bord, der dækkes
til os her, og styrkes af brødet og vinen, så vi ved hans
kærligheds kraft kan tro og vende om og forsøge at leve
i flade strukturer som hinandens tjenere.

Amen.

Sognepræst Eva Tøjner Götke
Platanvej 10
DK-5230 Odense M
Tel.: ++ 45 – 66 12 56 78
email: etg@km.dk