Det ufuldendte kors | langfredag | 03.04.2026 | Joh 19,17–37 | Jan Asmussen |

Det ufuldendte kors

Kan et kors være ufuldendt? Sådan har kunstneren Joseph Beuys i hvert fald tænkt sig det, da han klippede det af filt og satte det ind i en collage[1]. Et kors kan være ufuldendt – ja det kan ikke være andet: langfredag er intet uden påskemorgen. Eller rettere: så ville denne historie om Jesus på korset være meningsløs ligesom menneskers liv, der bliver gennemboret af projektiler i et terrorangreb eller sprænges i stykker af bomber. Hvis alting fuldendes i døden, er både livet og døden uden mening.

Det er sikkert derfor, Joseph Beuys‘ kors er ufuldendt: det peger fremad mod noget andet. Hvad det er, kan man se på den lille stump papir, der er anbragt et sted i collagen: det røde kors, hjælpens og helingens og frelsens symbol. Det er nemlig først i opstandelsen, at korset fuldendes.

I Johannesevangeliet, som I netop hørte et stykke af, findes i modsætning til de øvrige evangelier ikke noget angstens nødskrig, intet ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Nej, hele evangeliet igennem har Jesus givet af sig selv til disciplene, så de fra at være hans elever blev hans tjenere og til slut hans venner.

Der mangler kun ét skridt, og det er at de fra at være hans venner bliver til ham selv, så Jesus eksisterer videre i sin menighed. Under korset står Maria og den discipel, om hvem der står, at ham elskede Jesus. ”Her er din søn”, siger Jesus fra korset til sin mor. ”Og her er din mor”, siger han til ham om sin mor. Sådan bytter Jesus plads med denne discipel, der repræsenterer den menighed, som vil opstå efter påske. Det er sådan, korset fuldendes.

Korset har siden den første tid været tegnet på det, som man har kaldt det ”forunderlige bytte”: at Kristus bærer vores synd, men at vi får alt det, som han er. I er mit legeme. I er mit blod. I middelalderen var der navnlig ét billede, som stod svævende foran Middelalderens mennesker. Det var billedet af Den Hellige Gral, som Vorherre Jesus Kristus tog, den dag han blev forrådt, gav sine disciple den og sagde: ”Dette er mit blod.” Og som Jomfru Maria havde med næste dag på Golgata. Og da soldaten Longinus stak sin lanse i Jesu side, så livet helt flød ud af den korsfæstede, opsamlede Maria blodet i gralen, hvorfra det den dag i dag flyder gennem alterkalkene i kristne menigheder.

Gralen blev det koncentrerede mystiske billede på, vi får lægedom gennem hans sår, at vores frelse er i Jesu død, at vi – med endnu et billede – er købt af syndens og dødens magt gennem det, der sker på Golgata.

Den hellige gral blev del af riddernes ideologi, og gralen blev central del af den vesterlandske kulturmyte. I en verden med død og forfald findes der én kilde til liv og salighed, nemlig den korsfæstedes død for os. I en verden, hvor synd og Djævel kæmper med Gud om menneskers sjæle er der ét sted, hvor Gud tilbyder ubrydeligt fællesskab med sig. Det er Kristus, som giver sig helt hen til menneskers ondskab og lader sig knuse, for at vi kan få lægedom af hans sår. Og det er tilgængeligt for os alle, hver gang vi ved alteret får del i hans døds kraft ved at modtage vinen: ”Dette er mit blod, som udgydes for jer.”

Alt det samles i gralen, der altså rummer ikke bare blodet som tegn på Jesu død, men også al Guds kraft til at gøre det fortabte og dødsmærkede menneske levende. Longinus stikker med sin lanse, og Maria holder gralen under, opfanger hver eneste dråbe og formidler den til alle dem, der går til alters for at få lægedom for deres synd og død.

Én må dø, for at alle kan frelses. Så kort er måske langfredags budskab. Der er mange spekulationer om, hvorfor Kristus skulle lide. Nogle har søgt at trænge ind i forholdet mellem Faderen og Sønnen: hvordan havde Gud det med sin Søns lidelse? Om det siger evangelierne, at hele langfredag var forudbestemt og del af en plan: det skulle ske, hver en detalje. Det næste spørgsmål lyder så: hvorfor denne plan, hvorfor dette blodsorgie som afslutning på Jesu jordeliv?

Der findes en hel strøm i kristendommen, som besvarer spørgsmålet ”hvorfor?” ved at tale om Guds vrede. I grunden var det ikke Kristus, som havde fortjent kors, lidelse og død. Nej, hver af os kunne fortjene den skæbne, ulydige, uværdige, mislykkede eksemplarer i Guds skaberværk.

Var der ikke engang, hvor Gud så hvor dårligt mennesket var og sendte en syndflod over jorden for at kunne begynde forfra? Er det måske blevet bedre? Gud har grund til at være ikke blot vred, men også skuffet. Alt det burde vi gå til af. Men Gud skåner os og lader i stedet vreden ramme Sønnen Kristus som del af sig selv. Og ud af dette interne guddommelige opgør flyder det fra den korsfæstedes side ned i gralen med frelse og syndsforladelse, den gral som Maria bærer.

Det er problematisk således at blande sig i den treenige Guds interne opgør: at Gud straffer sin søn for det, andre har gjort. Hvad vi ser, giver os ikke svar på, hvorfor han skulle korsfæstes. Det uigennemtrængelige ved kristendommens centrale symbol – korset – er, at det det ikke giver andre svar end det, der ligger i at det står dér på Golgata på den dag, hvor Jesus sige ”det er fuldbragt” – og det fuldbragte er netop kun hans død som et skridt mod hans opstandelse. Det er fuldbragt. Det betyder, at uden hans død er hans opstandelse ikke mulig. ”Jesus Kristus, Guds enbårne Søn”, kaldes han i trosbekendelsen – og så kommer det lidt senere: ”korsfæstet, død og begravet”. Konstaterende og nøgent: det er fuldbragt.

Og dog er det dette faktum, der får den romerske officer under korset til at udbryde: ”sandelig, han var Guds Søn!” Der var jo ingen del af menneskers liv, som denne Jesus ikke tog del i. Født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus: mere ét med et menneskeliv kunne han ikke blive, mere ind under huden på stakkels fortabte mennesker kunne han ikke komme.

Og i alt det, siger vi, viser Gud sin kærlighed. Hvor Gud selv korsfæstes, giver det med ét ikke mening længere at tale om afstand mellem Gud og mennesker. Det smelter sammen i Kristus, hvis menneskelige og guddommelige naturer på korset viser sig uadskilleligt forbundne.

Længere ind i den uigennemtrængelige hemmelighed kommer vi aldrig, for her stopper al vores visdom og erkendelse. Men Longinus stikker sin lanse i Jesu side, så livet flyder helt ud af ham. Og Maria står der med sin gral og opsamler hver en dråbe, så er der er nok til alle kristne – så alle hver søndag i kirkeåret kan gå til alters og smage, hvor god han er.

Det er slet ikke fuldbragt. Korset er ufuldendt. Korset er kun begyndelsen.

Amen.

Jan Sievert Asmussen
Sognepræst i Farum
jsas@km.dk

[1] Af retslige grunde her blot et link til billedet: https://josephbeuysfanclub.wordpress.com/wp-content/uploads/2013/12/beuys-halbiertes-filzkreuz-mit-staubbild-martha-1960.jpg