Det hellige, almindelige vand | 2. søndag efter helligtrekonger | 18. januar 2026 | Joh 4,5–26 | Christiane Gammeltoft-Hansen |

Det hellige, almindelige vand

Han var et elendigt menneske. Det mente han selv. Han var et elendigt menneske til trods for, at det ikke havde været uden kærlighed. Men netop kærligheden havde gjort, at det lykkelige og det ulykkelige ikke var til at redde ud fra hinanden. Han havde en kone, som han elskede, og med hende en datter, som han elskede. Så fandt han en anden kvinde, som han elskede, og med hende fik han en søn, som han elskede. Så elskede han den første kvinde igen, mens den anden blev afvist, da hun år senere opsøgte ham. Han skrev også om kærligheden, for det var det han gjorde i sit liv. Han var skrivende til. Han skrev om det at være elsket – elsket, ikke fordi man er den, man er, men på trods af at man er den, man er, eller at være elsket uden nogen begrundelse – hverken negativ eller positiv. Han skrev om glæde, smerte og sorg og selvom han betvivlede, at man kunne skrive sit eget livs historie, så klingede det med, at kærligheden havde bragt det hele i hans liv, både lykke og ulykke, og hvad det sidste angik, havde han selv været handlende i det. Et elendigt menneske. Det gav Gud ham også ret i – mente han. Og måske fordi han var en af sin tids store teologer med navnet Johannes Sløk, syntes vennerne, det var svært at modsige ham, når han påberåbte sig at vide, hvad Gud mente om ham.

Men trods elendigheden, trods det ulykkelige og sorgen, der også blev en del af hans liv, så var han samtidig ubekymret, ja ligefrem tryg. Han skrev: ”Jeg er øm over den (mit eget livs historie); den tilhører mig; den har kostet så frygteligt dyrt, den har bogstaveligt kostet livet, så den vil jeg ikke give fra mig; den vil jeg tage med mig – for det er, hvad man kan tage med sig, sit livs historie – jeg vil tage den med over i evigheden, lægge den på uendelighedens bord og vedstå, at dette her, det er altså mig. Ikke fordi jeg er stolt af den historie. Ha! Men fordi jeg er tryg ved den, thi jeg er jo kristen” (gengivet efter Det nye menneske, Niels Grønkjær side 28-29).

I en anden tid og på et andet sted ville en kvinde måske også have sagt om sig selv, at hun var elendig. Hun havde elsket en mand, så en til, så en til og endnu en og en endnu en, og nu elskede hun en, der ikke var hendes mand på papiret. Havde moralen fået lov at få ordet, ville den helt sikkert have haft meget at sige til det. Tiden var selvfølgelig en anden, men moralen har det nu med at overvintre i sine egne stivnede former, så selv når vi tror, at vi er gået ind i nye tider, har den som regel fulgt med, genkendelig som sig selv med spidse ord og syrlig stemme. Kan man elske så meget og så mange, uden at der går noget af gudbilledligheden? – ville moralen således sikkert have spurgt sig selv og andre. Kan kærligheden ikke blive så uordentlig, at det trækker et menneske ned, så det bliver mindre, end det var til at begynde med? – ville den formentlig videre have overvejet.

Kvinden, elendig eller ej, træder frem i Johannes’ evangelium. Selv om der har været mange i hendes liv, kommer hun gående alene. Hun er på vej efter vand. En tørstig kvinde i middagsheden. Ved brønden møder hun Jesus og det besynderlige er, at selv om hun ikke ved, hvem han er, så kender Jesus allerede hendes livshistorie. Og han siger det højt, så det ikke er en tavs viden imellem dem: Der var fem mænd og nu en sjette. Igen havde moralen nok håbet at få lov at komme til, men den afvises. Det er sagt som en konstatering. Der er ingen dømmende eftersætning.

Siger man om sig selv, at man er elendig, så er det fordi man ved, at man har bidraget til det smertefulde. Man kunne have holdt fast, hvor man gav slip, eller man kunne have givet slip, hvor man holdt fast. Der er ingen, der vokser harmonisk ind i livet. Og kærligheden bevæger sig ikke ad velordnede baner, som et regnskab der skal balancere. Det er glæde og smerte flettet ind i hinanden, og uanset om moralen bliver holdt stangen, så kan det sætte sig på selvforståelsen, for hvem er man, når der i ens kølvand også er forlis og tab?

Dér hvor Jesus og kvinden mødes, er et sted for hverdagsbegivenheder. Her kommer alle for at slukke tørsten. Der er intet usædvanligt ved det, som dette da også bare er vand i al almindelighed. Vand som det strømmer i en dyb brønd, og vand som det strømmer gennem svælget. Men ved dette særlige møde, viser det sig, at vand også kan være mere og andet. Dette mere åbenbarer Jesus for kvinden.

Set isoleret tager vores livshistorie sig ofte fragmentarisk og usammenhængende ud. Alle os elendige, vi har sjældent lineære livsforløb. Det tegner sig mere som et lidt rodet system af afveje, vildveje og afbrydelser. Men nu står kvinde og Jesus dér, og Jesus peger på, at der findes en konstans selv i et uordentligt livsforløb. Konstansen er vandet, det levende vand, der strømmer med en egen livgivende kraft og som er mere end det vand, der strømmer i vandhaner. Der er en kilde i hvilken alt liv løber sammen. Denne kilde har sit udspring i skabelsens dage og bevæger sig frem mod den yderste tid. Det er en kilde, der var, der er og som kommer og som sådan flyder gennem hvert menneskes liv – flyder hen over forlis og smerte, flyder ind i glæde og lykkestunder, flyder ned i døbefonte. Det er en kilde, som vælder med vand til evigt liv.

”Alle mine kilder skal være hos dig”, digter Grundtvig om denne kilde, som et omkvæd der løber op igennem verdens og vores historie. ”Alle mine kilder skal være hos dig”, ordene er lagt i Guds egen mund. Det er Gud i flydende form, der med levende vand genføder os ind i nye sammenhænge. Vi er ikke alene med vores egen historie. Kilden strømmer under det hele, strømmer også videre og tager os med, når vi har pakket vores livshistorie ned.

”Jeg er tryg” sagde den gamle teolog, der ikke var stolt af sin egen livshistorie. Det var ikke en fralæggelse af ansvaret, han pakkede jo det hele ned, alt hvad det var blevet til, for at stå ved det. Men han var tryg, for han levede på det løfte, der lyder dér, hvor kilden strømmer. Løftet om at Gud er med os alle dage ind til verdens ende. ”Jeg er jo kristen” sagde teologen, som et svar på, hvorfor han ikke var bekymret. Var Gud ukendt, uden navn og ansigt, ville frygten sikkert have været en del af det. En ukendt Gud kan blive til så meget i et menneskes bevidsthed. Men kilden strømmer ned i døbefonte over hvilke Guds navn siges højt og den strømmer ind i bønner, hvor vi kalder Gud for far.

Da kvinden og Jesus bryder op igen efter mødet ved kilden, er Gud ikke længere ukendt heller for kvinden. Jesus har givet sig til kende. Det er som et nyt udsigtspunkt. Herfra er det for lidt at gengive en livshistorie med opsummeringer og opremsninger af fakta og forhold. Kilden strømmer og Gud fortæller med. Det er ikke moralens, men barmhjertighedens stemme han taler med. Elsk, hvisker kilden dybt nede – elsk som jeg har elsket dig. Elsk også efter forliset, rejs dig ved kilden, lad dig næres ved den. Og når det er slut, så vær tryg. Kilden strømmer gennem døden ind i evigheden. Det er muligt at være elendig og velsignet på samme tid, at være både skyldig og fri. Alt samles i kilden med levende vand. Det løber sammen i Guds barmhjertighed.

Amen.

Christiane Gammeltoft-Hansen
Lindevang Kirke
cgh(a)km.dk