Kristus har lært os at se ethvert menneske som dyrebart i Guds øjne | Prædiken til Tredje søndag i fasten (deutsch Okuli) | 8. marts 2026 | Joh 8,42-51 | Tine Illum |

”Kristus har lært os at se ethvert menneske som dyrebart i Guds øjne”

Præsten havde besøg af minikonfirmanderne. Vi talte om at bede. En lille pige mente, at det vidste hun godt: „Det er når man lægger en dyne på en radiator, og når den så er varm, bliver man puttet ind i den, og så beder man Fadervor“. Vi kan næsten se det for os. Og vi kan også næsten mærke, hvor godt og varmt og trygt det er for pigen at bede Fadervor. Som et værn mod alt ondt. Vi sang om det for lidt siden, da Anna blev døbt: ”thi skal ingen djævel dig skade”.

For os voksne er det værd at tænke på, at da Grundtvig skrev den her salme, så tænkte han ikke først og fremmest på de helt små børn; det var egentlig ikke dem, han skrev den til – faktisk er det en salme han som 60-årig, hvor han er nede i sit livs måske dybeste depression, skriver til sig selv. Det var så nærliggende for ham at tænke, at alt ondt og den onde selv havde magten – og netop der skriver han om, at den der er døbt har fået det at vide, at djævelen ikke skal skade hende – ikke nogensinde – og at lys og liv også er for hende – eller ham. Den grundlæggende sandhed om vores liv er, at vi er pakket ind i en varm dyne, og hører til hos Gud. Det skal vi huske om os selv – og det skal vi huske om andre.

Samtidig tror jeg, det gælder os alle sammen, at vi synes vi ser alle tegn på, at verden bogstavelig talt går ad helvede til, med despotiske tyranner, rødglødende løgne og et djævelsk magtmisbrug….. og i mit eget liv ved jeg jo godt, hvordan det kan bliver forvrænget og forløjet – og jeg er ikke udenfor forvrængningerne og løgnene – det gælder ikke bare, når jeg gør noget ondt, men også når jeg passivt ikke gør det, der er godt.

Vi kan spekulere og sætte spørgsmålstegn og vende og dreje hvad som helst – og verden bliver så netop fordrejet  og vendt op og ned.  – ”Når jeg siger sandheden – hvorfor tror  mig da ikke”, siger Jesus i dag. ”Sandheden er ilde hørt”….. så hellere en forklædt løgn! ….. som vi så efterhånden får overbevist os selv om er sandheden, for det er nu det mest bekvemme i situationen. for min er kontrollen og magten, og min vilje skal ske…

Og med til det fordrejede hører desværre også, at bibeltekster, der er løsrevet fra deres sammenhæng har været brugt til magtmisbrug – det gælder også det, vi har hørt i dag. Den samtale mellem Jesus og jødernes skriftkloge – har været misbrugt som begrundelse for uhyggelig antisemitisme – og modsat bliver tekster fra Det gamle Testamente misbrugt som begrundelse for ulovlige bosættelser og fordrivelse af palæstinensere. ……Og igennem historien til at man dræbte homoseksuelle, udstødte ugifte mødre og deres børn, begrundede folkemord og vi kunne blive ved….

Midt i en af de umenneskelige krige, var der en mand, der sagde: ”Kristus har lært os at se ethvert menneske som dyrebart i Guds øjne”. Og andet er der ikke at sige – ingen anden sandhed gælder om den så nok så meget fordrejes og skinner så kønt – heller ikke i dag – ”Kristus har lært os at se ethvert menneske som dyrebart i Guds øjne”.

Det betyder ikke, at der ikke i vores eget liv og i verdens liv findes dilemma’er – men det betyder, at Bibelen aldrig nogensinde kan tages til indtægt for at behandle et andet menneske som andet end dyrebart i Guds øjne. Eller som en gammel kone ganske enkelt sagde: når man ikke rigtig ved, hvad man skal vælge, skal man altid vælge det kærligste.

Hvordan kan så den diskussion, vi hører om i dag, give mening for os. Her hvor Jesus taler om, at det at have Gud til far ikke handler om privilegier, gamle traditioner, eller at tilhøre et særligt folk eller familie – det handler om at høre sammen med ham, med Jesus, og derigennem med Gud. Det som vi hørte, da Anna blev døbt… modtag korsets tegn – synligt – som tegn på, at ingen dæmoni eller ondskab skal være sandheden om dit liv – du er dyrebar i Guds øjne. Ingen skal se eller behandle dig som andet. Og sådan skal du også leve dit liv.

„Gud er min far,“ sagde Jesus. Jesus er helt, hvad han har hørt og set hos Gud. Og det vil han ikke beholde for sig selv. Det skal blive alle mennesker til del. „Min far i himlen“, siger han – når I beder til ham, så skal I sige „Vores far i himlene…“ Det er den kærlige varme, der svøbes om os, når vi beder Fadervor – her i kirken ved barnedåben, derhjemme sammen, eller alene.

”Jeg ER vejen og sandheden og livet”, sådan siger Jesus. Ikke et koldt dogme, som vi kan holde ud i strakt arm og måle og veje og slå andre i hovedet med – men en himmelsk varm fortælling, der lægges om hver af os som en dyne, en fortælling som fortæller sig ind i os og lader os være en del af Guds store fortælling. En sandhed, der fælder dom over vores løgne og hjerteløshed.

”Kristus har lært os at se ethvert menneske som dyrebart i Guds øjne”.

Det dæmoniske er, at løgnen gør sig bred og pynter sig…. Vi ser det så tydeligt lige nu i de superriges magtbegærlige løgne og følgagtighed. Vi ser hvor farligt det er – løgnen i sig selv, men måske først og fremmest, at den klæder sig ud som godhed, som sandhed.

Af og til skal sandheden fortælles skævt – i fortællingens form. Og fra H.C. Andersens eventyr om ”Kejserens nye klæder” har vi en af de historier, der tydeligst viser os, hvordan løgnen dækker over magtens falskhed. Kejseren kendte selv den bogstavelig talt nøgne sandhed – enhver, der så på ham, kendte den, og dog var alle enige om, at den nøgne kejser var alt andet end sandheden – for hans nøgenhed måtte ikke under nogen omstændigheder være sandheden.

Men sandheden er sandheden, uanset, om vi bryder os om det. Kejseren var splitternøgen, lige meget hvor meget fint tøj man kunne lyve ham på. Løgnen vil altid skjule sig og forklæde sig – som guldkalv, hospitalsskib, hensyn eller noget andet – og give sig ud for sin modsætning – give sig ud for at være det sande, det smukke, det gode – ja for at være Gud – akkurat som Jesus fortæller det i dag… og i den forstand kan man jo godt sige, at det kan være sådan fat med os, at vi vælger at høre til et andet sted, end hos Gud. Vælger ubarmhjertigheden, det selvretfærdige og det djævelske.

Det helt uforståelige – og helt vidunderlige er – at vi, når vi bliver døbt, hører: du hører altså til hos mig – nu skal ingen djævel dig skade i den dybeste grund. Jeg holder fast i dig, også på din mørkeste selvindsigts dag. Du er dyrebar i mine øjne. Du lever i min tilgivelse og i mit liv.

Vi kunne kalde det en dåbsgave – til Anna og til enhver. Og det er en dåbsopgave til os: som forældre, faddere og bedsteforældre – som menighed – varmende at pakke børn ind i Fadervor: en dyne af menneskelig kærlighed og varme, som barnet kender den; og vi må fortælle om og vise hen til Ham der selv er kærligheden, Kristus. Først og fremmest og altid og evigt er vi Guds børn. Det er den dybeste levende sandhed. I vores eget liv – og den måde vi lever det på: ”Kristus har lært os at se ethvert menneske som dyrebart i Guds øjne”.

Amen.

Tine Illum, Nørre Bjert
ti(a)km.dk