Høre stemmen | 2.søndag efter påske | 29. april 2026 | Joh 10,22-30 | Thomas Reinholdt Rasmussen |

Den danske kunsthistoriker Hans Edvard Nørregaard-Nielsen beskriver et sted en samtale fra sin barndom. Det handler om hans selvbevidste morfar, der var bonde og landmand, og som godt vidste hvad hans værd var.

Han fortæller at det glædede hans morfar, at mange af de billeder, som blev brugt i bibelen og særligt i Det nye testamente, var hente fra hans eget erhverv: landbruget. Det var billede om at så jorden til, og at høste, og om at vogte hjorden.

Elementære billeder på livet og på livets vækst. Elementære billeder på livets vilkår og betingelser. Det er gennem disse almindelige gerninger og opgaver, at evangeliet udlægges. Gennem almindelige dagligdagsforhold, at Gud finder plads i sin fortælling.

Nu er Hans Edvard Nørregaard-Nielsen død, og det samme er hans morfar. Tiderne har ændret sig, og som Nørregaard-Nielsen også skriver, så har forholdene ændret sig så meget, at hvis en bonde fra 1600-tallet kom ind i morfarens stald, så kunne de godt få sig en god snak om arbejdet og om bedriften, men hvis den samme 1600-tals bonde så dukkede op i en stald i 2026, så ville han ikke ane, hvad det var han så og hvad der foregik. Så meget kan der ske på omkring 50 år, og så meget kan tiden næsten rykke sig i stykke på så godt en generation eller to.

Men stadig finder vi de landbrugsmæssige billeder i Det nye testamente. Og selvom vi ganske givet er kommet på afstand af dem, og ikke længere vil kunne føre en meningsfuld samtale med en bonde fra 1600-tallet, så ved vi godt hvad de handler om. De handler om det elementære i livet. Det handler om de ting, vi kender til selvom vores liv på mange måder er så helt anderledes end det var for blot for en generation eller to siden.

Og i dagens evangelium møder vi hyrdebilledet.

Hyrdebilledet er fortællingen om at vi bliver passet på. Så indgroet er billedet i os, at vi ingen problemer har med at forstå det, selvom de færrest af os vel har mødt en egentlig hyrde. Hyrden ved vi alligevel hvad er. Vi kender til hyrden. Vi ved at hyrdens opgave er at tage vare på den, der hører til ham.

Men dagens evangelium er i en underlig bevægelse, for modstanderne, eller tør vi bruge ordet angriberne, slår ring omkring Jesus, som der står. De slår ring om hyrden. I alle andre henseender ville man angribe hjorden, men her er det hyrden, der angribes og omringes. Det er hyrden, der tager angrebet og ikke den svagere hjord. De slår ring om hyrden.

Det er tankevækkende og måske ikke alene det. Det siger måske noget meget afgørende om evangeliet. At det hyrden, der ofres.

For det er jo også hyrden, der i påsken tager angrebet. Det er hyrden, der forhøres. Det er hyrden, der piskes. Det er hyrden, der hænges op på et kors. På korset slås der for alvor ring om hyrden.

Det er hyrden, der omringes og ikke hjorden.

Og midt i at der bliver slået ring om ham, svarer hyrden -Jesus – at ingen kan rive hjorden ud af hans hånd. Det er ordene fra korset, der lyder. Hjorden er hans. Ordet lyder ud af den lukkede og sluttede kreds, og ud til verden.

Og fårene hører hans røst og hører til ham. Det ord, man hører, betyder at man hører til, og i ordet man hører sammen, hører man sammen. Hjorden og hyrden hører sammen i hyrdens røst.

For mange år siden var vi med børnene i forlystelsespark. Den mellemst af børnene på fire år var en eventyrer uden lige og gik ofte sine egne veje.  Og midt i parken fik hun så den ide at gå rundt på egen hånd. Jeg fulgte efter hende så hun ikke var ude af syne, mens hun gik og løb muntert rundt i parken uden nogle bekymrede tanker på, at hun faktisk var alene. Men det skete pludselig for hende. Pludselig kunne jeg se på hende, at tanken slog ned i hende: ”jeg er alene – hvor er de andre?”. Jeg skyndte mig op hen til hende, og sagde hendes navn. Og jeg kunne se hende skuldre sænke sig og hun igen var tryg. Alene ved at sige hende navn.

Den hændelse er jeg altid kommet til at tænke på, når jeg hører ordene om, at de hører min røst og intet skal rive os ud af Guds hånd. Sådan må det være, når Gud kalder os ved navn midt i vores forvildelse. At vi hører hans røst tale vores navn, at han kalder os ved navn og kender os. Når vi tror os på egen hånd og pludseligt opdager det, så er vi alligevel i Faderens hånd.

Sådan hører vi sammen. I Guds røst. I Guds ord.

Og det store i evangeliet til i dag er, at alt dette ske og siges, mens de slår ring om ham.  Og det er helt parallelt til korset. Her er der sandelig også slået ring om ham. Og både her og på korset taler Gud sit ord. I dagens evangelium i en trøstende udlægning. På korset i en trøstende, forsonende og frelsende handling.

Helt konkret så bliver dagens fortælling til en udlægning af korsets begivenhed og ord. Og de store ord lyder ud fra den omringede: Ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er et.

Amen.

Thomas Reinholdt Rasmussen
Biskop i Aalborg
trr@km.dk