Johs. 12, 23-33

Egentligt er kirkeåret mærkeligt konstrueret.
Næppe er det guddommelige barn født til verden,
tilbedt af seende mennesker, udfoldet i underfuldt liv –
før det bliver en hemmelighed.
Noget, der må falde i jorden og dø.
Som hvedekornet.
Noget truet og udsat, som bevares ved at går under.
Ligesom livet med dets inderste processer.
Og ved at gå under, beviser det sin styrke.
Den orden, der dermed sættes for de menneskers liv, der lever med disse
tekster,
er åbningen af en større virkelighed end den, vi nøjes
med, af os selv.
Disse teksters pointe er den,
vi kommer først til os selv, når vi tager hele virkeligheden
til os, uden at indskrænke den og uden at nøjes med et redigeret,
selvskabt udsnit.
Hellere klarsynethed end virkelighedsflugt.
Hellere nøgenhed end maske.
Dermed indvarsler teksten fasten , hvor kristne fra gammel
tid ser lidelsen og døden i øjnene.
Ikke for at fortrænge det, men for at kunne modstå det.
Men allerede når jeg bruger begrebet virkeligheden, får vi problemer.
Som om jeg eller nogen anden kan vide, hvori virkeligheden består.
Hvad ingen kan – uden måske netop den hemmelighed, vi kalder Gud.
For os, der lever forlæns, er virkelighed det, der virker.
Det vi kommer til at mærke.
Men hvad der virker, beror meget på hvilket fortegn vi bruger for vore
handlinger.
Jeg tror, meget få mennesker i praksis lever uden et billede af virkeligheden.
To store fælder står parat: dels at billedet af virkeligheden
bliver for småt.Dels at vi forveksler billedet med virkeligheden selv.
Den virkelighed som er ukendt, indtil vi mærker den.
Men det skæbnesvangre er, at vort billede af virkeligheden
afgør hvilken skikkelse, virkeligheden møder os med.

Forhistorien til dagens tekst er, at nogle grækere spurgte disciplen
Filip om ikke de godt måtte få lov at se Jesus.
Og Filip lader som en anden hofmarskal anmodningen gå videre til Jesus,
der så svarer med dagens tekst om hvedekornet, der må dø.
Grækerne gik udfra, at tingene er, hvad man kan se – og kun det.
Hvis de altså fik Jesus at se, ja, så havde de set ham, som han
var.
Men Jesus gør opmærksom på, at han er meget mere, end hvad
der kan ses og sanses.
Ligesom med hvedekornet. Det er jo meget mere en blot et hvedekorn. Det er
meget mere, end man kan se, for ‘dette mere‘ er skjult for øjnene.
Men i graven sker miraklet og hvedekornet spirer, vokser op og sætter
mangefold frugt. Det er ‘dette mere‘, Jesus kalder herliggørelse.
Selve ordet herliggørelse har sin rod i opfattelsen af Gud – det er
et ord, der betegner Guds pragt og ære.
Man kunne måske sige det med et moderne ord, at Guds herlighed er hans
udstråling.
Det Gamle Testamente er fuld af den slags udtryk. Fx. når det mange steder
hedder, at jorden er fuld af hans herlighed.
Dermed menes, at selvom Gud måske ikke er synlig, så virker han
dog i verden. Hans udstråling kaster glans over jorden.
Lad os forestille os, at dronningen var til gudstjeneste her i kirken. Det
kan godt være hun sad oppe hvor det gamle orgel var, skjult for os i
kirken, men alene bevidstheden om hendes tilstedeværelse ville afgjort
kaste glans over gudstjenesten. Dronningens herlighed smitter af og stråler
ud i rummet om omfatter os, der er til stede.
Nogenlunde sådan forholder det sig også med Guds herlighed. Guds
herlighed kaster glans over jorden.
I NT sker der noget mærkeligt med brugen af ordet ‘herlighed‘.
det kommer til at rumme et ganske anderledes billede.
Hvedekornets og det kongelige billede sættes sammen,
så herligheden ikke ligner en herlighed, men først af alt er
fornedrelse.
Hvedekornet herliggøres i den proces, der består i såning,
spiring og frugtsætning. Hvedekornet ses ikke længere –
det går til i processen, men lever på den måde videre i en
anden skikkelse og som altså ikke længere kendes som det oprindelige
hvedekorn.
Således herliggøres Jesus. Hans død er at ligne med en
såning og hans opstandelse med frugtsætningen. Derfor dette svar
på forespørgslen om at måtte se Jesus:
Det kunne godt lade sig gøre at se Jesus, men hvad der lå bag
spørgsmålet var at måtte se Jesus som Guds søn.
Og det kunne altså ikke lade sig gøre, fordi dette syn er en hemmelighed,
ligesom kærlighed i sig selv er usynlig.
En hemmelighed som kun du og jeg kan afkode ved at
leve den.
Og hengivelsens herlighed er mere end noget andet usynlig for det øje,
der blot ser på.

Hengivelsens herlighed er gennemgående i Ole Sarvigs vintersalme:

Han er som liv i frugt og frø,
der måtte falde dybt og dø,
og færge livets nye år
igennem vintrens larm og sår.

For Jesus elskede livet, og hadede sit liv – som sit eget,
som det han havde for sig selv.
Illustreret med hvedekornet.
Kunne et sådant hvedekorn elske sit liv, ville det betyde, at det nægtede
at lade sig så;
og hvis det alligevel lykkedes at putte det ned i jorden, ville det nægte
at spire, fordi det netop kun elskede sit liv som hvedekorn.
Et hvedekorn, der derimod elsker livet, opgiver sit liv, for at nyt og mere
mangfoldigt liv kan spire frem.
Som Jesus.
Havde Jesus elsket sit liv, havde han aldrig givet sig hen
til sine fjender, men stædigt kæmpet for at beskytte det. Det ville
sikkert have indebåret, at han nedtonede sin rolle som Guds søn,
for det var netop udtalelserne om dette, der gav næring til dødsdommen.
Han ville heller ikke have ofret så meget tid på syndere og fortabte,
for det var den forargelse, der bar ved til bålet. Mao.: havde Jesus
elsket sit liv, ville han ikke have været Kristus.
Og selvom han var blevet henrettet alligevel, havde det ikke gjort nogen forskel
for os.
For så havde såningen af hans legeme intet nyt liv ført
med sig.
Men Jesus elskede Livet som sådan og var parat til at sætte
sit eget på spil for dette langt mere overordnede princip. Ganske som
et hvedekorn elsker Livet og derfor er villig til at opgive sig selv for at
Livet kan fortsætte.
Og det var hvad han gjorde:
udtømte sin kraft i vores verden. For at vi og verden kan leve.
Det kom der nyt liv ud af, som ikke, var set før.
Fra da af er vi hans kerner.

Han gror af jegets hjerterod.
han er dit liv, Du er hans blod

Og skal livet ikke standse ved os og uddø, må også vi
gi slip på det og lade det falde –
som det hvedekorn det er.

Når verden står – som vi genkender den, er det nemmere at
give slip.

Når verden falder, og vi bliver mere end usikre på vores
forbindelse med virkeligheden og ikke kan genkende det, vi troede på som
anstændigt og rigtigt – hverken i udlændingepolitik eller
i spørgsmål om ven eller fjende eller i målet for
hvilken vej vi skal gå,
så klamrer vi os til det, vi har og har mindst af alt lyst til at give
slip.
Alligevel er det det, hvedekornets livsproces kræver.
Den kræver at vi hengiver os til det ukendte.
Ikke ufornuftigt, ikke ukritisk, men hengiver os.
Som kerner, der ved, hvor vores rod er, kan vi hengive os.
Ikke af egen magt.
men fordi Kristus er kraften i vores hengivelse.
Når vi falder, falder vi i ham.

Det gør ikke faldet mindre, men det giver mening i meningsløsheden.
Det er i faldet og tabet, livet er tydeligst.
Det er mærkeligt og virkeligt.

De, som har mistet alt, som I,
dem vil jeg tage bolig i
usynlig for alverdens sind
og bie der på sommervind. Amen.

Sognepræst Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 – 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk