Et vindue til fredsriget | Prædiken til Sidste søndag efter Helligtrekonger ( deutsch: 3. Sonntag nach Epiphanias) | 25. januar 2026 | Joh 12,23-33 | Elof Westergaard |

Lyt til ordene fra profeten Esajas i den første af dagens bibelske læsninger, på denne sidste søndag i Helligtrekonger tiden (Es 2,2-5).

Profeten Esajas giver os her et løfte om det, der skal komme. Han åbner et vindue ind til endetidens fredsrige og lader os ane et rige båret af Guds fred og retfærdighed. Et rige, hvor det, trods alt, ender godt.

Esajas tegner billedet af en verden, hvor sværd smedes om til plovjern, og hvor oplæring i krig bliver overflødig. Han siger: ”De skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.”
(Es 2,4)

Og profeten føjer en opfordring til om, at vi netop skal gå denne vej, virke for freden; og som han siger vandre i Herrens lys. Esajas’ opfordring er ikke blevet mindre vigtig med tiden. Tværtimod klinger hans ord med særlig styrke i en tid som vores, præget af hård polarisering, krav om oprustning og forventningen om, at flere skal stå klar til at beskytte vores land og rigsfællesskab. Uanset hvor konfrontatoriske stemmerne bliver, og hvor lidt gehør der tilsyneladende er for andet end den stærkestes ret, må vi holde fast i forventningen om fred og også selv virke for den.

Hvorfor? Fordi mennesket ikke er skabt til krig. Vel kan vi let lade os rive med af krigens logikker og følelsernes strømme, ja lade os forblænde af magtens løfter og den stærkes ret til at sætte sin vilje igennem. Men vores opgave, vores ansvar og vores bestemmelse er en anden – givet os af den gode Gud: kærlighedens, barmhjertighedens og nådens Gud.

De gammeltestamentlige læsninger, som denne fra profeten Esajas, blev først en del af Den danske Alterbogs læserække for omkring 35 år siden. Nogle af disse læsninger ligger tæt op ad dagens evangelium, andre mere løst. Umiddelbart kan det synes, som om forbindelsen i teksten i dag er svag. Og så alligevel ikke.

Evangelielæsningen fra Johannesevangeliet afrunder Helligtrekonger tiden. Den passer netop til det punkt i kirkeåret, hvor blikket begynder at vende sig fra jul mod påske.

Med Johannes’ ord for Jesu død og opstandelse står det klart, at Jesus nu skal herliggøres. Men herliggørelsen sker på en måde, der vender al menneskelig forventning på hovedet: Jesus skal herliggøres gennem sin død. Jesus siger det selv, og Gud Faderen bekræfter det med sin røst fra himlen: ”Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” (Joh 12,28) Jesus skal dø, lægges i jorden som et hvedekorn, for siden at stå op og skabe håb for alle levende. Det er denne herliggørelse, der skal finde sted.

Og netop her begynder Esajas’ profeti igen at klinge med. For som Jesus siger om sin forestående død: ”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” (Joh 12,31-32)

Jesus vil drage alle til sig – med sit ord og med sin ånd. I en tid, hvor det, der samler os, ofte synes at være nødvendighedens lov: øget mobilisering, større værn mod den ufordragelighed, der fejer hen over verden, er det afgørende at blive mindet om, at der findes andre kræfter, som vil drage os til sig: Guds egen søn. Kærlighedens og fredens Gud.

Vi er ikke overladt til os selv og vores egen ufordragelighed. Gud ske tak og lov.

Elof Westergaard, Bischof in Ribe
eve(a)km.dk