Laetare | 30.03.2003 | Johannes 12,23-33 | Erik Høegh-Andersen |

Hvedekornet er det anskuelige billede der holdes frem
for os i evangeliet i dag. Kornet som går til grunde og dør,
hvis det lægges i jorden, og som netop derigennem opstår
som et nyt mangfoldigt liv.
Ja, hvis kornet ikke dør, opstår det slet ikke, så bærer
det ikke frugt.

Det er et billede som på een gang er naturligt og paradoksalt. Naturligt
– fordi det faktisk er sådan vækstprocesser, livsprocesser i naturen
og i vores liv går for sig. Og paradoksalt – fordi det i det billede bliver
klart at livet vinder vi først når vi tager døden på os.
Først når vi er i stand til opgive os selv og miste alt, først
da kan vi erfare og tage imod det liv som er større end os, tage imod
opstandelsens herlige liv.

Vi er her ved det som er selve kristendommens hemmelighed, ved det som Paulus
kalder et kors for tanken: At Guds magt og styrke er i fornedrelsen, i vores
skrøbelighed, at det er i Kristi korsfæstelse , vi ser hans herlighed.
Eller for nu at blive i dette billede af hvedekornet, som Paulus også tager
op og udlægger i dets paradoksalitet: ”Hvad der sås i forkrænkelighed,
opstår i uforkrænkelighed,” siger han. ”Hvad der sås
i vanære, opstår i herlighed. Hvad der sås i svaghed, opstår
i kraft.”

Paulus tænker selvfølgelig først og fremmest på Kristus,
på det at han tog det skrøbelige liv på sig, og som hvedekornet
gik til grunde for at opstå som et levende, rigt, mangfoldigt liv i os.

Men dernæst tænker han også på hvedekornet som en hemmelighed
der viser ind til kærnen i vores liv: At vi bestandig må lade noget
dø for at livet kan vinde frem. At det fra først til sidst gælder
at livet koster livet: Først når vi tør slippe os selv og
livet i den form vi kender det, først da genfinder vi det liv Gud giver
os, i en dybere form. Vi kan ikke bare holde os til det gamle, til de lysende
minder, men noget må dø for at livet kan opstå som nyt.

Det gælder i et venskab. To mennesker mødes. De er gamle venner.
Straks genopfrisker de gamle dage, de fortæller historier fra dengang,
selv humoren fra dengang indfinder sig igen. Alt sammen jo udmærket. Men
hvis de to ikke er i stand til andet end at se hinanden i fortidens billeder,
hvis de ikke også er i stand til at slippe det gamle for at se hinanden
som de mennesker de er blevet og er i færd med at blive nu, så vil
venskabet jo alligevel være af begrænset værdi. Så vil
alting blive ved med at være som det var, i en stivnet form endda. Så vil
de stå uden for den frugtbargørende proces i livet, hvor noget må dø for
at noget nyt kan blive til.

Og det gælder naturligvis også i et ægteskab. Det vil aldrig
kunne leves bare på det som var engang, men det er, som alle forhold mellem
mennesker må være det, en livslang bevægelse, hvor gamle billeder
må forlades, hvor gamle strukturer må dø, for at det kan blive
til noget mere omfattende, blive rigere end det var.

„Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, forbliver det kun
det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold“.

Det er en livslov som vi stadig kan erfare. En livslov som vi måske nok
vægrer os ved at følge. Fordi det som regel er nemmere bare at blive
stående hvor man er. At holde sig til det gamle, det trygge, det sikre.
Men at leve er at være i bevægelse, at give sig selv til det der
kræver os.
Derfor er der stadige opbrud som må gøres, hvor noget må dø for
at noget nyt og rigere kan blive til.

Sådan er det når man forlader et hjems tryghed og flytter hjemmefra.
Sådan er det når man i kærlighed binder sig til et andet menneske,
så er der på een gang herligt afkald og nyt liv i det.
Sådan er det når man som det naturligste til fulde giver sig selv
i forhold til sine børn, i omsorg og nærhed.
Men ligeså naturligt og ligeså svært er det så en dag
at slippe dem og vide at nu må den beskyttende omsorg dø for at
noget nyt i dem kan blive til. Kærlighed der vil holde fast og ikke give
slip, men være een vedvarende omfavnelse, bliver til omklamrende og kvælende
liv. Men kærligheden der ikke søger sit eget, ved at det vi giver,
vores børn eller andre, det kommer ikke i den forstand tilbage til os,
men det opstår som nyt mangfoldigt liv i dem, i børnene som vokser,
i en sammenhæng større end os.

Og det er netop meningen. Det er hvedekornets visdom. Vi har fået vores
liv for at give os selv til fulde, ja for at gå til grunde med det vi giver,
og se, hvor vi var, hvor kornet blev lagt, er der – måske? – noget af en
mark som spirer frem. Vi er altså Guds hvedekorn, og som sådan skal
vi så eller lade os så, uden at vi ved hvilket liv der kommer ud
af det. Høsten må vi med andre ord lade Vor Herre om. Meningen er
netop at vi skal give os selv for det liv som er mere omfattende end os.

Men tør vi det? Og kan vi holde det ud at vi ikke ser hvad det fører
til? Vi vil jo så gerne se at vort liv lykkes. Vi vil gerne se frugterne,
høsten, nyde anstrengelserne, se hvad der kommer ud af det. Nytter det
altsammen noget? spørger vi så. Måske synes vi det er forgæves,
når døden alligevel venter os engang. Ja, måske står
døden da som sådan en trussel imod os at vi frygtsomt klamrer os
til det vi har. Ikke et sekund vil vi give fra os. Vi klamrer til det ene liv
der forbliver goldt som kornet der ikke lægges i jorden.

Det er en frygt vi nok ikke helt kan komme uden om. Frygten for at miste, for
at give os hen til uafvendelige, til døden som venter os engang. Også Jesus
havde den frygt i sig. Sådan som vi hører om det i Johannesevangeliet
i dag, i nogle ord som lyder umiddelbart efter indtoget i Jerusalem, og hvor
Jesus derfor ved at han foran sig har den visse undergang og død.
Da lyder det: “Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige?
Fader, frels mig fra denne time?” Men han svarer selv på sin spørgen,
sin fortvivlelse: “Nej, det er derfor jeg er nået til denne time.
Fader, herliggør dit navn!”
Han ved at der kun er een vej han kan gå. Alligevel mærker han frygten,
oprøret i sin sjæl.

Sådan vil vi alle i visse situationer af vores liv mærke frygt eller
fortvivlelse, samtidig med at vi i hjertet ved at her må slippe os selv
og give os hen. Det er ikke helt til at sige hvordan og hvornår. Men der
er altid processer i livet hvor vi må lade noget dø og give os hen
til det som rækker ud over det forhåndenværende, ud over det
liv vi står med lige nu.
Og den som i livets små daglige akter har lært at slippe sig selv
og lade det dø som skal dø, han kan måske også give
slip når det endelig gælder, og møde døden med et hvedekorns
hengivenhed og kraft. Måske?
En vis sammenhæng er der imellem liv og død. Den der ikke undervejs
gennemlever de små stykker død, bliver meget nemt panikslagen ved
den mindste skramme eller rift. Det man ikke tør se i øjnene, får
man i stedet i hælene. Mens den der ved om døden i livet, nemmere
finder livet i døden til sidst.

Grethe Risbjerg Thomsen har skrevet et fint lille digt som nogen måske
kender:
“Jeg dør en lille smule
for hvert sekund der går,
jeg bærer døden med mig
igennem livets år.

En nat, måske en martsnat
så mild af regn og tø,
skal jeg gå bort i mørket
og holde op at dø”.

Det er virkelig et evangelisk perspektiv: I selve døden, når denne
verden forgår, da har vi med livet at gøre, og da skal intet mere
segne og forgå.
Indtil da møder vi døden dag for dag, vi bærer den med os,
men den dag holder vi op at dø.

Hvor ved vi det fra? Fra hvedekornet ja, men samtidig er det en påstand
som paradoksalt og ubegribeligt rækker ud over al natur. Vi ved det i sidste
ende kun fra Jesus, fra hans liv og død og opstandelse. Jesus – som med
al Guds kærlighed i sig gik ind i døden for at være dér
som liv for os. Fordi han gav sig selv som hvedekornet, kan vi regne med at møde
livet i den mark som er hans. Sådan at det som sås i forkrænkelighed,
opstår i uforkrænkelighed. Sådan at hvad der sås i svaghed,
det opstår i herlighed og kraft. Og sådan at det ene korn, som går
til grunde, bærer mange fold.

Men høsten er og bliver Guds, og vi skal blot det enkle og svære
at leve hvedekornets liv. Kærligt, hengivent, sårbart. Vi skal til
fulde give os hen og gå til grunde her hvor vi er. Og ikke bekymre os,
men vide at det i sidste ende er i Guds rige vi slår rod.

Hvor sorrig skal dø,
men saligheds frø
blomstrer på Himmerigs dejlige ø.
Amen.

Pfarrer Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 – 39 65 43 87
e.mail: erha@km.dk