„Med endnu lukkede øjne“ | 5. søndag efter påske | Johannes 15,23b-28 | Jan Sievert Asmussen |

Denne søndag to uger før pinse bærer det gamle latinske navn ”rogate”, som betyder ”I skal bede”. Navnet er et ord fra Johannesevangeliet, som I netop har hørt: ”I skal bede i mit navn”, og i middelalderen kunne denne gudstjeneste slutte med en procession omkring landsbyen, ud på marken til de afgrøder, som spirer villigt eller står i stampe, til den sprukne tørre eller vandlidende mark: bed i Jesu navn for den kommende høst! Bed ud af din usikkerhed og ud af din afhængighed af faktorer, du ikke kan styre. Derfor drejer søndagen rogate sig om det grundlæggende spørgsmål: hvad er bøn?

Psykologer siger, at alle børn uanset miljø udvikler et forhold til Gud i fem-seks års alderen. Så har de nemlig opdaget, at det glædelige i livet ikke kommer alene fra forældrene, men har en langt dybere og meget større kilde. Og at det frygtelige og angstskabende er så stort, at forældrenes arme ikke er brede nok til at holde det på afstand. Det er ikke bare mig, der har livet. Livet har mig – på godt og ondt. Og lige dér begynder bønnen, som børn spontant har meget let ved at formulere. Mange forældre overhører og overser, hvor tæt et lille barn er på bønnen. Når en solsort er fløjet mod ruden og bliver begravet i en mælkekarton i haven, med en bøn. Når barnet skaber sit eget lille private rum langs sengens tremmer, hvor tøjdyr ligger som uundværlige skytsengle i mørket. Bønnens frit tilgængelige sprog bliver glemt og svinder ind som muskler, der ikke bliver brugt, når bønnen forbliver barnets egne private og alle omkring det er så diskrete, at barnet må tro, at det er det eneste religiøse væsen i familien. Sproget dør ud, når det ikke bruges – og de fleste af os må senere, når vi har noget at bede om, gribe til traditionelle, forudgivne formler: ”fader vor, du som er i himlene”. Men selve bønnen i fadervor er ikke selve remsen, ikke den magiske formular. Det er det oprindelige og direkte forhold til bønnen, som vi håber lyser frem i den givne formel. ”Lad os alle bede”, lyder det flere gange i denne gudstjeneste. Lad os virkelig bede og ikke bare recitere. Ja, lad os gennem den knirkende, knagende 1500-tals luthersk-ortodokse sprogdragt glimtvis ane, hvad bøn i virkeligheden er.

Der findes en tegning af den tysk-schweiziske maler Paul Klee. Et ansigt med fast lukkede øjne, der ligesom kigger indad. Han er i gang med noget andet end det, vi stræber efter det meste af tiden. Vi skal gerne indse og gennemskue, holde øje og være fremadskuende, så vi får succes og fremgang. Men her er et menneske, hvis øjne er lukkede. ”Versunkenheit”, altså ”fordybelse”, kalder Paul Klee sin tegning. Vi skal gerne sige noget hele tiden, blande os og være på banen, formulere os og sætte ord på alt mellem himmel og jord. Men her er et menneske, hvis mund er lukket. Og ører? Dem har han ikke brug for – i hvert fald ikke lige nu. En international undersøgelse har vist, at en lærer selv besvarer 80% af de spørgsmål, han eller hun stiller i klasseværelset. Der er ikke tid til tavsheden. Vi er enormt optagede af at fortælle folk, hvad de skal tænke og føle – og gerne det samme som os selv. Paul Klee fortæller os i stedet, at vi skal tænke. Og den form for tanke, der ikke retter sig udad mod resultater, men indad i fordybelsen – det er, hvad man kan forstå ved bøn.

Det, der melder sig i den tanke, er først og fremmest spørgsmål. Hvordan skal det gå? Kan jeg klare det? Hvor skal jeg hen? Hvad skal jeg gøre? Spørgsmål, som tilsyneladende lyder ud i det tomme rum. Vi er som fugleunger, der sidder på redekanten med det svimlende dyb under os og kigger mistroisk på vore vinger: skulle de være til nogen gavn i denne situation? En berømt skuespiller fra første halvdel af det 20. århundrede (Fritz Kortner) fortæller i sin selvbiografi, at han har det på den måde hver eneste morgen. Ligger dér med lukkede øjne, stadig i den nærhed til døden, som søvnen er. En uklar angst, et uklar følelse af at være udfordret af uklare trusler. Først i tilbageblik kan han konkretisere, hvori de består: angsten for den strenge skolelærer, angsten for scenen, angsten for at glemme rollen, angsten for nazismens fremvækst (denne skuespiller var jøde), angsten for vilkårene i eksilet, angsten for aldrig at vende tilbage til Europa og modersmålet, angsten for at blive fed, for at blive gammel, for at miste hørelsen og tænderne, angsten for at overleve ægtefællen – og til slut angsten for døden. Alt sammen tilstede i en form hver morgen dér på grænsen mellem søvn og vågenhed. Dén tilstand har for ham to sider: den ene er flugt, og den anden er bøn. Hvad kommer der? Fordybelse dér i sengen – sådan ser det ud.

Det giver kun mening at ligge sådan, fordi der er nogen, der hører den bøn. Fugleungerne på redekanten beder til deres vingers kraft – og de vil flyve. Jesus siger til disciplene sin afskedstale: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde må være fuldkommen”.  Det er ikke fortvivlelsens mørke, Paul Klees fordybede ansigt prøver at glemme. Nej, på et tidspunkt, lige om et øjeblik vil han slå øjnene op. ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”, siger Jesus. Hvad har han øjne til andet end til at se? Hvad har fuglene vinger til andet end at flyve? Der er lovet os, at ingen af vore bønner forbliver uhørte af Gud.  Dér ligger han i sengen, klar til at slå øjnene op og se verden, som den er. Den gamle skuespiller skriver: på et tidspunkt i min opvågnen bliver jeg opmærksom på min kones eksistens, husker gårsdagens vellykkede minutter på scenen, hører lydene i huset omkring mig, tænker på mine to dejlige børn og min forbundethed med mit sprællende, kravlende, hujende, rasende barnebarn, der ligner mig så meget. Glæden ved at være her i verden og – akkurat i dét øjeblik- udsigten til morgenmad. Amen.

Prædikanten kan med fordel reproducere Paul Klees tegning „Versunkenheit“ (1919) og omdele den i menigheden.

Sognepræst Jan Sievert Asmussen

DK-3520 Farum

E-mail: jsas(at)km.dk