At være vidner | 6. søndag efter påske | 1. juni 2025 | Johannes 15,26-16,4 | Laura Lundager Jensen |

Vi nærmer os Pinsen – helligåndens tid – Tiden efter Jesus tid ¨

Ordet som blev kød ved juletid, som korsfæstedes og opstod ved påsketid skal nu blive til ord og ånd igen ved pinsebegivenheden og på den måde indtage sin plads i verden. Gå i kødet på os – så at sige, og bevæge os ud i det liv, der har et så tvingende og nødvendigt et behov for at møde Guds kærlighed.

Men det gøres ikke med Helligånden alene – For helligåndens tid er kirkens tid og dermed vores tid.

Sådan lyder det i teksterne til i dag – vi sættes til at tage ansvar –

”Gå i gang” siges der med profeten Haggaj. For vi har ”vidnepligt” siger evangelisten.

Vi har pligt til at bringe alt det, vi har taget til os, alt det vi kan bevidne om, videre – alt det vi fik overleveret – alle fortællingerne alle erfaringerne, tvivlen, troen, næstekærligheden, tilgivelsen.

Alt sammen videre til næste generation.

For sådan er det med vidnepligt – hvad vi har bevidnet som er vigtigt skal overleveres.

Og det er lovmæssigt bestemt, hvis vi bliver indkaldt, har vi pligt til at møde op. Sådan er det hvis du har overværet en forbrydelse. Sådan er det hvis du som lærer bliver bekendt med omstændigheder, der ikke er som det skal være – sådan også for os præster, vi er nu også underlagt skærpet underretningspligt.

– sådan er det hver gang vi som mennesker får en viden, andre har behov for vi deler om deres liv og sager. Vi har pligt til at videregive den viden vi har. Det er en sikkerhed i vores retssystem. På godt og ondt.

Og netop også på godt – det er en tryghed i vores liv, at der står vidner parat – ikke bare i forsvarstjeneste – men også livsvidner, der følger os. Derfor fadderne ved dåben, eller vidnerne ved brylluppet. For dåbsattesten og vielsesattesten er kun papir – vidnerne stod der og var der og kan bevidne at det skete.

Derfor også savnet når de gamle i familien dør – for med dem forsvandt livsvidnerne til netop vores liv – dem der fulgte os og var for os – de der gav vores liv en ekstra fortælledimension – løftede minder som skabte mening i det forgangne.

Men sådan er det altså også med troen siger Johannes – troen skal bevidnes – Guds liv og gøren skal bevidnes – disciplene har vidnepligt – vi har vidnepligt.

Evangeliet i dag er som flere af de sidste søndages evangelietekster fra hans sidste tale til disciplene – og til dem siger han, at alt det, der er fortalt og sket, at det Jesus delte og gjorde, har vi pligt til at vidne om.

Og også selvom det stødte på modstand

De gammeltestamentlige profeter blev forfulgte og slået ihjel for det – og ikke så underligt, når de kom med budskaber, som det vi hørte fra profeten Haggaj – ”Det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden til at skælve, havet og det tørre land. Jeg vil få alle folkene til at skælve, så de kommer med deres skatte” – det kunne godt lyde lidt som en trussel, hvis man nu var det folk, der ikke havde lyst til at afgive sine skatte til en fremmed gud der påstod at ”Mit er sølvet, og mit er guldet”

Og sådan vidste evangelisten Johannes det – han skrev i ca år 100 og stod da midt i kristenforfølgelsernes tid. Og som det skinner igennem i teksten, oplevede han da, hvordan der for troens skyld skete forfølgelse, henrettelser og udelukkelser – De kristne måtte skjule sig når de fejrede gudstjenester og lave hemmelige fisketegn for at finde ligesindede –

Og selvom samfundet har ændret sig, selvom nye generationer måske ikke synes at være så optagede af det med tro og kristendom.

Har vi stadig pligt til at give det videre.

For næstens skyld, og derfor også for vores skyld og ikke mindst for Guds skyld.

Og selv Mette Frederiksen er enig, når hun i aviserne kalder til åndelig oprustning og ber kirkerne træde til. Og når kirkeministeren taler om troens oprustning af hæren, er det samme tanke – vi nærmer os ganske vist korstogsretorik – lad os vende flaget til lodret og løfte lanserne – men jeg tror nu ikke det var det han mente –

I stedet lyder det faktisk som om, at der spørges til at kirkerne og vi der kommer i dem bærer vidnesbyrdet frem – igen.

Og for mig at se ikke som svar på landets og Europas udfordringer – men som varetagelse og fastholdelse og bidrag ind i en fornyelse af en spørgetrang

For jeg tænker ikke at Mette Frederiksen taler om en facit-kristendom som den Putin har trukket frem af den russisk ortodokse kirkes relikvieboks, der bruges som religiøs ortodoksi imod vestens forfald – jeg tænker heller ikke det er den evangelikale kristendom Trump bl.a. lader sig bære af, der er imod abort og homoseksualitet og Darwinisme.

Jeg hører opfordringen til åndelig oprustning, hvor kristendommen ikke er et fasttømret facit, men en stemme der tydelig indgår i en stadig proces af ånd og undren – en samtale båret af ydmyghed og spørgen efter at blive klogere – samtaler i fællesskaber hvor vi er trygge og tør spørge og byde ind med svar. Samtaler hvor et kristent menneskesyn og en kristen tro har fuldgyldighed som meningsgivende ståsted ind i en verden, hvor ideologier og meninger udråbes som for eller imod sandheder, samtaler som levendegørende tilbud om ståsted og tankested ind i en samtid hvor vægelsind og usikkerhed og mindreværd præger ikke bare ungdommen men alle i alle aldre.

Og de samtaler skal vi føre og kæmpe for igen får plads. Indenfor fællesskaber og på tværs af fællesskaber – samtaler der føres ude hvor vi er og lever – med lydhørhed for hvad der rører sig omkring os,

Grebet af hver og en af os til vidnesbyrd om den sandhed vi fik lagt i vores hjerter og som vi nu bør bære af mund og hånd

For den pligt fik vi svigtet – kirkerne lukkede sig om sig selv, vi glemte at tage børnene med til gudstjeneste, i det frie valgs navn, glemte at tale kristendommens værdier op ved middagsbordene – tænkte måske, at hvis vi udlevede dem for dem og for andre så ville de få syn for savn og følge trop – men det er jo ikke sket, og det kan også være svært at skelne almindelig human medmenneskelighed fra den kristen kærlighedstanke – vi fik prædiket moral og myndighed og ansvarlighed – men uden autoritet – uden remtræk til Vorherre.

Og så går det let som edderkoppen der faldt ned i en busk og byggede sig det flotteste og mest symmetriske spind – som blev større og smukkere end alle andre edderkopperspind i busken, men da den selvtilfreds vandrede rundt og glædede sig over alt det selvgjorte –  kom den til sin egen flyveline – den der havde bragt den til busken – som jo så absolut ikke passede ind i spind-symmetrien men strittede skævt opad, og kappede den  – og spindet klaskede sammen omkring den hovmodige ( jeg elsker de gamle fromme børnefortællinger) –

for symbolikken er så tydelig – uden remtræk til vorherre, kommer moralen alt for hurtigt til at kæmpe for egen lykke.

Vi skal Vidne – siges der og det selvom verden ikke altid vil tage i mod.

For sådan har det været

I dag er teksten klar – bær vidnesbyrd også selvom det kan koste og også selvom vi blotter os, eller kommer til at forstyrre det gode selskabs selvforståelse – for det er nødvendigt.

”Kom i gang” siges der ”bær vidnesbyrd” siges der ”tag ansvar siges” der i dag.

Gud hjælpe os. Amen.

---

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk