Johannes 16,16-22

· by predigten · in 04) Johannes / John, Archiv, Beitragende, Bibel, Current (int.), Dansk, Elof Westergaard, Jubilate, Kapitel 16 / Chapter 16, Kasus, Neues Testament, Predigten / Sermons

Håb er realitetssans | 3. søndag efter påsken | 11.05.2025 | Johannes 16,16-22 | Elof Westergaard |

Jesus siger: ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.”

Uddraget i dag fra Jesu afskedstale til sine disciple, som er at finde i Johannesevangeliet, rummer disse ord om gråd, klage, sorg og glæde. Han taler om menneskers liv og om håbet.

Scenen er Jesu forestående afsked. Jesus ved, at han snart skal dø og vil forberede sine disciple på det kommende. Han taler derfor til dem, vil give dem gode ord og råd med på vejen.

Vi hører Jesu ord i dag i 2025 på bagkant af påsken og hans opstandelse, og vi hører dem dermed i lyset af det kristne håb. Og vi hører dem sagt i en urolig tid, hvor krige hærger og despoter styrkes..

Hvad siger Jesus så i det lille uddrag af sin afskedstale i dag?

På den ene side, det egentlig helt banale, at sorg, gråd og klage undgår et menneske ikke i sit liv. De hører menneskelivet til.

På den anden side understreger Jesus så samtidigt, at sorgen, gråden og klagen i vores liv ikke er det endegyldige. Gråden, klagen og sorgen skal blive afløst af glæden. Glæden er det kommende og det blivende.

Til at illustrere sit budskab bruger Jesus billedet af en fødsel, en mors erfaring af smerten under fødslen og efterfølgende glæden ved sit nyfødte barn. Når barnet er kommet til verden, overstiger glæden smerten. Jesus siger det med følgende ord: ”Når en kvinde skal føde, har hun det svært; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden”

Jesus tager menneskets smerte alvorligt, men han peger samtidigt på det glædelige i nærværet mellem mennesker, mor og barn, og på det kommende, det løfterige givet os af  Guds barmhjertighed.

I afskedstalen peger Jesu på sin egen afsked, hans kommende henrettelse, men hans ord peger samtidigt indirekte på betydningen af nærværet, fællesskabet, lige nu og her, mens han taler til disciplene, og vi hører hans ord. Det er tydeligvis ikke Jesus ligegyldigt, at der er nogen at henvende sig til, og han taler også så direkte ind i den almene menneskelige erfaring af sorgens og smertens uundgåelighed og peger med alt, hvad han siger og gør, på håbets manifestation nu og i det kommende.

Jesus bærer håbet frem, når han siger: ”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”. Det er det kristne budskabs store styrke, at den med Jesu liv og ord virkelig tager den menneskelige eksistens alvorlig.

Her er realitetssans. Her går vi ikke uden om den menneskelige lidelse og nød. Men denne realisme er samtidig altid formuleret med sans for de åbninger og sprækker, ja de veje, som Guds kærlighed og nåde åbenbarer.

I en urolig verden er det helt afgørende, at vi får det at høre søndag efter søndag.

Amen


Biskop Elof Westergaard

Korsbrødregade 7, DK-6760 Ribe

Email: eve(at)km.dk