Verden har ikke kendt dig! | 6. søndag efter påske | 17. maj 2026 | Joh 17,20–26 | Rasmus Nøjgaard |

Verden har ikke kendt dig!

Det må være en skuffelse at høre Jesus sige sådan, hvis man uophørligt har søgt Gud i mange år. Mon I har en fornemmelse af, hvem Gud er? Eller hvad Han ikke er? Mon ikke det er menneskeligt at tænke Gud på vores side, og regne det for givet at det vi beslutter os for, kan ændre os selv, og den verden vi lever i? Bruger vi ikke vores tro og kristne menneskesyn til at retfærdiggøre vores handlinger? Men Jesus siger: Retfærdige fader. Verden har ikke kendt dig!

Alligevel beder og mediterer vi fordi vi mener vi kan lære Ham at kende. Måske endda for at nå genløsning, måske for at få sjælen til at vandre, for at opnå en tilstand af tomhed eller bare for at synke ind i os selv; måske for at forstå Gud, måske endda for at forenes med Gud.

Mon ikke vi alle lidt forfængeligt prøver at flytte lidt rundt på Gud? Men kan vi virkelig flytte Gud rundt på brætspillet som vores stærkeste brik? Eller mon det kan være dét, som Jesus synes er at gøre for meget ud at det vi selv kan? Retfærdige fader. Verden har ikke kendt dig!

Det er ikke første gang jeg har brudt hovedet med denne tekst hos Johannes. Det virker som om Johannes har noget alvorligt på sinde. I Johannesevangeliet sludrer Jesus ikke, men alt hvad Jesus siger, er lagt i stramme rammer med væsentlige pointer. Den der hævder at kende Gud, synes i følge Johannes at være enten en gudsbespotter eller charlatan. Det passer forbavsende godt til i dag hvor vi taler religion og politik i uskøn forening. Som om vores Gud, eller for den sags skyld Jahve eller Allah, ønskede ufred og uskyldigt blod, som om Gud står bag en politik eller en politisk ideologi. Til den der fører politik med loven i den ene hånd og Bibelen i den anden, lyder Jesus’ opråb: Retfærdige fader. Verden har ikke kendt dig.

Et andet sted skriver Johannes at mørke og ufred ikke er Guds vilje. Det er snarere udtryk for Guds fravær. Det er Jesus’ mission, han er kommet for at gøre Gud kendt. Som Jesus lidt kryptisk siger: Retfærdige fader. Verden har ikke kendt dig. Men jeg har kendt dig, og de har erkendt at du har udsendt mig. Jeg har gjort dit navn kendt for dem. Hele målet med Jesus’ liv udtrykker han selv så enkelt: Den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem. Gudserkendelsen er med andre ord ikke en verdensfjern og spekulativ vej. Vejen til Gud går altid gennem livet. Når vi erkender at Gud elsker os, og hans søn ofrede sig for os. Når vi indser at troen aldrig kan opfindes, aldrig er en ide, aldrig er snak, men ene og alene kærlighed. Den kærlighed der ligger i at være født af vores mor, brødfødt af vores familie og forsørgere, værdsat af vores venner, elsket af vores kære. Når vi forstår at Jesus er den der har genfødt os, brødføder os, forsørger os, respekterer os, at han er den der elsker os. Så vi begriber at den omsorg vi hungrer efter, allerede er der for os. Den Gudserkendelse kan vi ikke læse os til, ej heller kan vi falde ind i os selv og meditere os til den i ensomhed, men vi kan lære den ved at gøre den. Ved at vise vores verden skaberglæde, ved at invitere indenfor til bordfællesskaber, ved at vise andre vores respekt og omslutte vores medmennesker med kærlighed. Ikke gennem spidsfindige tankeeksperimenter, men gennem troens udøvelse skal vi finde troens sandhed.

Hvis det lyder bagvendt, som om vi skal bruge pengene førend vi har tjent dem, så er det netop Jesus pointe. Helt ufortjent har Gud elsket os og sendt sin søn til os, så vi kan føle os omsluttet af hans kærlighed. Det er ikke løn for forskyldt, men en gratis gave af den mest værdifulde slags. Den gave vi selv skal øve os i at række videre ud i verden. Også for verdens skyld, men ligeså meget for vores egen skyld: Så vi skal lære Kristus at kende: For at verden skal forstå at du har udsendt mig og elsket dem som du har elsket mig. Vi et ét, du er i mig, jeg i dem!

Hver eneste søndag genoplever vi påskedag. Den ondskab som slog Jesus ihjel, bliver hver Herrens Dag besejret. Hver guds-tjeneste husker vi hinanden på at vi har del i hans fællesskab og har samme styrke. Vi bliver i troen en del af historien, og får del i denne livskraft. Fordi Gud vil os det godt. Fordi det onde vi rammes af, er noget der rammer os udefra. Fordi vi her i fælleskab med Kristus og vores kristne venner, lærer at leve med livet som vores vilkår. Lærer at se det i øjnene og tage det på os – så vi i fællesskab kan dele glæderne, og bære byrderne.

Styrken til at leve ligger i at Gud elsker os, også dig der ikke føler dig særlig elskelig. Befrielsen ligger i at det ikke er min dom eller verdens dom der er målestokken, men Guds dom. Og den kærlighed udmåles som en far der elsker sin søn, som Jesus siger: Den kærlighed du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg skal være i dem. Det er budskabet der hver søndag lyder til os så vi ikke skal bøje nakken og slå blikket ned, men rejse os og hæve blikket for den verden vi sat til at få glæde af, og som kun vi kan få til at blomstre. Fordi vi skylder det for os selv, for vores søstre og brødre, fordi vi skylder Gud det.

På denne søndag mellem fejringen af Kristi himmelfart og pinsesolen der danser, udfolder Jesus det rette forhold mellem Gud og mennesket: Det går gennem Kristus, sandt menneske og sand Gud. I dette slægtskab samles vi – med hele vores person af kød og ånd. Jesus beder for os, for enhver os, hvor ubetydelige vi end synes vi er. Vi må leve ud af troen på at vores liv ikke alene bærer på et guddommeligt kim, men at dette kim også skal udfolde sig og sætte sig spor. Så vi lærer Gud at kende gennem det gode liv. For som ildtungerne glødede på apostlenes hoveder, sådan skal de også gløde i vores liv.

Amen.

Rasmus Nøjgaard
Sognepræst Skt. Jakobs Kirke, København
rn@km.dk