Trinitatis | 15.06.2025 | Johannes 3,1-15  | Af Anna Jensen |

Genfødsel i mørket, det levende håb

På hoveddøren til præsteboligen er Asklepios stav udskåret i egetræet. Den ligner til forveksling kobberslangen der omtales i evangeliet i dag. I 4. Mosebog findes fortællingen om hvordan israelitterne mistede tålmodigheden med Gud, da de gik deres ørkenvandring. De skældte ud på Gud, til gengæld sendte Gud slanger som bed dem og mange døde. Da israelitterne indså deres fejl, gik Moses i forbøn for dem. Gud befalede så, at Moses skulle fremstille en slange og sætte den på en høj stang, enhver der blev bidt, men så op på slangen, beholdt livet.

Moses kobberslange er ikke på præstens hoveddør, men derimod Asklepios stav, symbolet for lægevidenskab og medicin. Huset blev bygget i 1928 som bolig og praksis for en embedslæge. I den græske mytologi var Asklepios lægeguden, ved hans templer holdt med æskulapsnoge som man brugte medicinsk, desuden kan snogen skifte hamp og derved symboliserer den livsfornyende kraft. De to symboler Moses kobberslange og Asklepios stav ligner hinanden, og måske er de engang i historiens tusmørke blevet inspireret af hinanden.

En slange kan skifte ham, den kan få en ny begyndelse. Trinitatis evangelium handler også om nye begyndelser, om genfødsel.

Nikodemus var en fin mand, han var farisæer, medlem af jødernes råd og beundrede Jesus. En mand i hans position kunne ikke åbenlyst opsøge den selvudnævnte profet Jesus, derfor kom Nikodemus til Jesus om natten. En sælsom samtale udspillede sig mellem dem. Det er som om de ikke talte samme sprog. Jesus talte om Ånd og om det himmelske, Nikodemus talte om det jordiske. Jesus ville gerne vise Gudsriget for Nikodemus, men det krævede at Nikodemus var villig til at give afkald på noget. Han måtte ændre sit verdenssyn for at forstå Jesus åndelige rige. Nikodemus var en traditionel jøde, hvis en jøde ville møde Gud, måtte han ofre noget i templet, det kunne være én due eller et kid.

Det, som Jesus viste Nikodemus er, at Gud er Ånd, han er ikke kun i templet. Hvis du vil møde Gud, skal du søge i troen i dit hjerte. I Johannesevangeliet finder situationen med tempelrensningen sted lige inden mødet med Nikodemus. Det var påske og Jesus var draget til Jerusalem. Da han så templet og den handel der fandt sted med offerdyr, lavede han en pisk af reb og jog alle de handlende ud. ”Riv templet ned,” sagde han, ”og jeg vil rejse det igen på tre dage.” Den gamle jødiske tro skulle renses ud for at en tro på Guds åndelige rige kunne vokse frem.

I alle gode fortællinger skal helten undergå en forvandling, for at træde i karakter. Som en slange der skifter hamp, skal helten afklædes det gamle for at træde frem i sin nye skikkelse. Afklædningen sker gennem prøvelser og lidelser i mørket. I Harry Potter skal Harry, helt ind i den mørke skov. Han tror ikke han kan klare det, han overgiver sig uden kamp og lader Voldemort dræbe sig, men det viser sig at kun en del af Harry er gået til. Afklaret kommer han ud af skoven, nu med fuld styrke til at kæmpe og vinde. I Ringenes Herre skal den lille godtroende Hobbit gå gennem de grufulde lande og modstå fristelsen af den tunge ring. Undervejs hærdes han, så han bliver det væsen der redder verden fra mørkets fyrste. Fortællingerne vækker genkendelse i os, for sådan er vores liv også. Hvis du ønsker en forandring, må du ofre noget, kaste noget bort af dit eget. Noget går tabt i mørket, men du kommer forvandlet og forhåbentligt stærkere igennem det. Historierne indgyder os mod, når de fortæller os, at lidelserne ikke er forgæves, at der venter noget godt også på den anden side af døden, og at én person kan ændre alt. Om det er Harry Potter, løven i Narnia, eller Neo i filmen Matrix. Også evangelierne er bygget over den arketypiske fortælling. Jesus modstår fristelsen til at give op, han dør for sin sag, men opstår og træder nu frem i en ny skikkelse.

Så langt ligner kristendommen andre fortællinger, men kristendommen er afgørende ny på to måder, for noget er anderledes. For det første er Jesu død er ikke et nederlag. I Johannesevangeliet er dødsordene på korset: ”Det er fuldbragt!”. Det er Gud selv der dør på korset. Der er ikke noget der går tabt i mørket, ikke noget der kastes bort. Lidelse og død bliver omkalfatret fra svaghed til styrke. De gamle værdier om at blive til noget, at vinde guld og berømmelse, bliver forandret. Den der er stor blandt jer, skal være jeres tjener. Det gælder ikke om at skrabe skatte til sig, for den der er rig i Gudsriget er rig på kærlighed. Kærlighed kan aldrig kræves, kun modtages og gives.

Også Nikodemus måtte undergå en forandring hvis han ville se Guds rige. Her på Trinitatis søndag møder vi Nikodemus som en søgende og usikker mand, der kom til Jesus i ly af mørket. Senere i evangeliet, da det jødiske råd diskuterede hvordan de skulle stoppe Jesus, forsvarede Nikodemus indirekte Jesus. Og endelig efter Jesus død trådte Nikodemus fuld i karakter og stod ved sin tro. Sammen med Josef fra Arimatæa begravede han Jesus krop. Nikodemus vokser i troen igennem Johannesevangeliet. Men i dagens tekst forstod han ikke Jesu ord om genfødsel da Jesu sagde:  ”Sandelig siger jeg jer, den der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus havde sine øjne fæstet på jorden, han så ikke Guds riget og han forstod det ikke, man kan jo ikke blive født på ny. Jo, siger Jesus, en genfødsel må der til, en fødsel af vand og ånd.

Ånden er netop det andet som er anderledes ved kristendommen. Da Jesus trådte frem efter sin opstandelse, var noget forandret. Jesus for til himmels, men sendte i stedet Helligånden. Nikodemus og de andre jøder kunne ikke længere traske hen til templet i forfædrenes fodspor, når de skulle møde Gud. Nej, Gud er Ånd og Ånden bor i vores hjerter. Ethvert menneske må derfor løfte blikket fra det jordiske, hvis det vil vende sig mod det himmelske. Det er ikke let, for af jord er vi kommet, og ofte har vi blikket fæstet mod jorden. Derfor er dåben vigtig. Dåben er vores renselse, vores genfødsel af vand og Ånd. Både ved dåben og når vi står ved en kiste, lyder lovprisningen:

Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi far,

som i sin store barmhjertighed

har genfødt os til et levende håb,

ved Jesu Kristi opstandelse.

(1. Petrus 1,3)

Vi er i dåben genfødt af vand og Ånd til det levende håb. Alligevel hænder det at vi har blikket fæstet mod jorden og vi rager rundt i mørket som en anden Nikodemus. Måske er der noget vi må give slip på, noget vi må lægge fra os for at vi kan vende os mod Gudsriget? Men midt i mørket kommer Jesus os i møde. Han er vores levende håb. Han ånd lever i os, arbejder i os og hjælper os med at løfte blikket, så vi kan se, at Gudsriget kommet os nær. Amen.

—

Sognepræst Anna Jensen

DK-5230 Odense M

E-mail: ansj(at)km.dk