Imod åndløshed | Anden Pinsedag | Johannes 3,16-21 | Leise Christensen |

For ca. et halvt års tiden var der en vældig diskussion om ældres frokosttilbud, altså dem, der får enten maden leveret eller spiser rundt omkring på landets plejehjem. Det viste sig, at den leverede mad var tilberedt ti-14 dage før, at den blev serveret for de ældre. Det blev jeg da lidt forbavset over. Jeg tænkte jo på, om maden overhovedet kunne holde sig så længe, når den var smurt. Her tænkte jeg jo på mine egne madpakker, der undertiden ikke bliver pakket op, fordi der sker et eller andet uventet i løbet af en arbejdsdag sådan, at jeg ikke når at få den spist, og jeg i hvert fald ikke har lyst til at fortære den dagen efter et døgns ophold i håndtasken, eller jeg tænker på mine børns madpakker – dengang, hvor jeg stadig have børn i madpakkealderen – hvor jeg af og til i skoletasken fandt en mandagsmadpakke uspist om fredagen, og den så mildest talt ikke særligt spændende ud. SÅ hvordan kan de ældres madpakker leveret fra kommunen holde sig i 14 dage med rødbede, agurkeskiver og leverpostej og det hele? Ja, det kan det jo ved det nyttige begreb, som hedder vacuum. Luften bliver simpelthen trukket ud af madpakken sådan, at bakterier ikke kan få maden til at gå i forrådnelse sådan lige med det samme. På engelsk hedder en støvsuger en vacuumcleaner, og det er jo, fordi en vacuumcleaner gør rent ved at suge skidtet til sig.

Jeg ser egentlig på de ældres vacuummadpakker som et billede på mange tilstande i vores samfund. Vores samfund er blevet sådan lidt vacuumpakket. Luften er suget ud, ånden er suget ud. Nu er det så, at man skal huske, at på hebraisk, som f.eks. vores skabelsesberetning, der er ordet for luft og ånd det samme. Når Gud puster liv og ånde i menneskets næsebor sådan, at han bliver til et levende væsen, ja, så kan det ord, der hedder ruah, både oversættes med livsånde og luftstrøm. Hvis vi omsætter det til vores vacuumpakkede madpakker, så er det ikke blot luften, der trækkes ud af madpakken; det er også ånden. Den ånd, som god mad ellers burde laves i. Med friskhed og kærlighed og omsorg. Det, som vi mest af alt er optaget af, er at spare penge, og det kan hurtigt blive et åndlyst foretagende, f.eks. de 14 dage gamle madpakker, hvor ånden er suget ud med en maskine. Jo, jo ernæringsværdien er vist nok den samme, men de, der har udtænkt 14-dages madpakkerne, spiser dem ikke selv. Hvorfor mon?

Nu er det ikke kun maden fra vacuumkøkkenet, der bliver åndløs. Det er den f.eks. også blevet for nyligt i Hvide Sande. I nærmest århundreder har man på klitten spist dabs, som er en lufttørret fiskespise. Ja, jeg kendte ikke til den, før jeg flyttede til Vestjylland, hvor jeg den første årrække troede, at man var meget hygiejnisk med sine grydelapper, der hele tiden, tilsyneladende, hang til tørre i vinden. Det viste sig imidlertid at være dabs, altså tørrede fisk. De er nu forbudt – i hvert fald at sælge. Det er noget med, at en måge kunne finde på at klatte på sådan en fisk, og det er usundt og uhygiejnisk at spise mågeklatter. Derfor ud med dabs. At ingen hidtil er afgået ved døden efter spisning af dabs, er så mindre væsentligt. Slut med dem. Tænk, hvis man kom til at indtage en bakterie.

Det er åndløst at tro, at livet bliver større og rigere ved at undgå – eller forsøge at undgå – det snavs, som følger med. Luther kaldte det at synde tappert. Mennesket kan ikke undgå at synde, hvor meget det end prøver. Derfor må vi synde tappert. Andet er at undgå livet, hvor det leves. Det er om noget åndløst. Og vi skal have ånden tilbage i samfundet, i vores samvær med hinanden. Det er det, som pinsen handler om. Gud gav os sin ånd, Helligånden, for, at vi ikke skal fare åndsforladte omkring i verden, men hver dag kunne slå øjnene op til endnu en åndsrig dag. Ånden giver os mod til at kaste os ud i livet og fylde det med virke, nænsomhed og mod. Ikke noget med at frygte, at en måge en gang hver 50. år måtte klatte på en tørret fisk, og at det måtte kunne medføre mavekneb i op flere timer. Nej, tilbage med ånden, lade den spille en rolle også i dit liv. Sommetider kan man jo som disciplene have lyst til at sidde bag nedrullede gardiner og helt stille af frygt for, hvad livet kan finde på at byde én. Sommetider kan man føle sig meget lidt beåndet, uinspireret, som det ville hedde på latin, og ude af stand til at tage livtag med livet. Det er for bøvlet, for farligt, for uforudsigeligt, og man kan måske dø af det.

Nej, siger ånden, Talsmanden, som Jesus giver os i dag. Kast dig ud i livet, mærk ånden, kæmp mod åndløshedens vacuumpakkede tyranni og sig; ”Nej, der er mere i livet end blot det hele tiden at skærme sig mod døden”. Den kamp er man dømt til at tabe alligevel. Dø skal vi. Men den dag, hvor vi opgiver ånden, skal der jo helst være en at opgive! Vi skal ikke dø i ånden før tid.

Da jeg gik i gymnasiet for snart umådeligt mange år siden, havde vi et begreb, som den daværende regering indførte, og som hed, at naturligvis blev man noteret, hvis man var fysisk fraværende, men også når man var åndeligt fraværende. Det var selvfølgelig sommetider lidt svært for en lærer at gennemskue, om eleven nu var nærværende i sin ånd eller fraværende, og på trods af lovforslagets åbenlyse tåbelighed, var der dog den indsigt forbundet med den, at der ER forskel på at være åndsforladt eller åndsnærværende. Talsmanden, Helligånden, sørger for, at vi rent faktisk har mulighed for at være åndnærværene i livet, at vi har mulighed for at gribe ud efter hinanden i kærlighed og tillid. Sommetider har vi en tendens til at tro, at skabelsen ophørte den dag, hvor alt var, som det er i dag på vores klode, hvad enten man ser på bibelens poetiske beskrivelse eller en mere hardcore videnskabelig version. Sådan er det ikke i kristen forstand. Da er skabelsen i dag lige så aktiv som på skabelsens morgen. Nyskabelse hedder det. Hver dag! Hver morgen, hvor vi slår øjnene op, sker der en skabelse, en nyskabelse. Ånden blæser os et ordentligt stykke, så vi får mod og glæde til at gå ud i verden som disciplene den gang i Jerusalem for at tage aktivt del i livet, især i andres liv, kan man sige. Jeg mener virkelig, at man kan bygge liv på det mod. Jeg tror virkelig, at man skal give sig ånden i vold og vove noget. Ja, det går sommetider galt, ja, det kunne sommetider gå bedre, men det er livet. Ånden giver os kraft og mod til at stå imod, tage imod og gå imod. Gå imod åndløsheden. Jesus siger: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Det er det centrale i pinsen. Det er et bad i åndens kilde, der gør livet nyt og godt at leve. Og på den yderste dag opstå – i fysikken og i ånden! Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus

Email: lec(at)km