Prædiken til 4. søndag i advent | 21. december 2025 | Joh 3,25-36 | Af Jan Sievert Asmussen |

Ubegrænset retfærdighed

Matematik og retfærdighed har ikke meget at gøre med hinanden. I amerikanske fængslers dødsgange bliver ugerningsmænd ’bragt til retfærdighed’, som de siter i USA. På spørgsmålet, hvordan retfærdigheden kan ske fyldest, må svaret være: det vil den aldrig kunne. Retfærdigheden kan ikke fuldbyrdes ved at betale ofrenes liv ved at tage gerningsmandens liv.

Kærlighed og retfærdighed har heller ikke meget med hinanden at gøre. Om få dage giver vi gaver til dem, der er os nærmest og vil os det godt. Uanset gavens størrelse vil den være alt for lille til det, vi skylder vore forældre, ægtefæller og børn. Kærligheden kan der ikke kvitteres for under juletræet.

Man kunne tilføje et mylder af tilsvarende eksempler. Hvilket skyldigt menneske har nogensinde følt, at tilgivelsen var velfortjent? Hvem vil for alvor gøre tilværelsens varighed målt i år og årtier til eneste kriterium for livskvalitet og lykke? I vores verden, der regner med ’noget for noget’, og hvor vi prøver at måle andre på, hvad de gør for os, passer målestokken ikke. Masser af ting, nemlig de afgørende, gives ikke efter mål.

Hver gang, målet strækkes, så det passer, hvor det ikke burde, er der noget ganske bestemt på færde. Forbryderen mærker det i sin celle, når dommen mildnes. Julegæsten mærker, at det slet ikke er nødvendigt at købe sig til endnu et års kærlighed. Det er en sandhed, som er lagt ned i vores liv, og som dukker op, hver gang vi oplever at modtage meget mere, end vi yder og fortjener, møder vi det.

Om denne oplevelse, at målet strækkes, så det passer også på det krogede og irregulære, bruger kristendommen et ganske bestemt og præcist ord, som betegner alt det, der sker ufortjent i vores liv. Dette ord er ’ånd’.

Ånden gives ikke efter mål. Om nogle dage synger vi om barnet, der er født i Betlehem. En blandt talløse, i fjerne tider og fjernt fra os: en fødsel på nøjagtig samme måde som den, vi selv skylder vores eksistens. Denne ganske beskedne begivenhed er julens centrum: ’og tiden kom, da hun skulle føde, og hun fødte ham og svøbte ham.’ Sådan, som det sker ved hver eneste fødsel.

Men Gud giver ikke ånden efter mål. Det, som kaldes ’solopgangen fra det høje’: at Gud kommer til menneskene, er ingen storladen begivenhed. Der var for et køligt blik intet imponerende ved det menneske, der lå i krybben, og som sidenhen skreg på korset: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’ Men ånden gives ikke efter mål: målet strækkes, så Herrens vældige gerninger, Israels Helliges ankomst, Solopgangen fra det høje, alle disse store ting, de har deres opfyldelse i det ganske lille, i barnet fra Betlehem.

Her er kristendommens kerne: Gud strækker målet, så alle forventninger om frelse, al længsel efter den Ene og den Udvalgte, får sin opfyldelse i den mindste. Himmeriget, frelsen, Messias: alle disse ord lyder så store som bjerge. Men Gud bryder bjerget fra hinanden og kaster alle klippeblokke til side for at finde én enkelt sten, der ligner resten – men om den siger Gud: dette er min udvalgte, den elskede, hovedhjørnestenen. Gud giver ikke ånden efter mål. I det ganske uskinbarlige og lille tager fylden bolig.

Det har verden med al sin magt altid haft svært ved at godtage. Hvis målet strækkes, så Jesus bliver frelser, svinder Herodes og kejseren ind og må forsvare sig og den gamle orden, hvor stort er stort og lille er lille. Hvis stenene vrages, må de rejse sig og knuse hovedhjørnestenen. Derfor blev han korsfæstet: som demonstration af, at magt er ret, og at en nagle gennem håndfladen er en sikker måde at holde den treenige Gud fast. Men Gud giver ikke ånden efter mål.

Vi holder jul på den sandhed, at Gud måler os med det elastiske mål, der kaldes ’ånd’, og som al kærlighed og tilgivelse og livsfylde i vores eget liv stammer fra. Og åndens og nådens centrale handling er dette: at Gud har udvalgt den, som intet er, til at være alt. At alle Guds løfter har fået deres ja i ham.

Jesus talte som voksen ofte om dette med det lille, som får afgørende betydning. Det mest anskuelige billede er surdejen, som får et vældigt brød til at hæve, selv om den er en minimal mængde. Sådan, siger Jesus, virker nåden her i verden. Ved at det, som næsten intet er, bliver alt.

Og der kommer han så til at ligge om få dage: barnet i krybben. Uden pragt og smykke, ganske lille. Med den eneste guddommelige bestemmelse at ’blive større’, som Johannes Døber siger: ”Jeg skal blive mindre, men han blive større. Fra stor til lille: det er dødens og forgængelighedens vej. Fra lille til stor: det er åndens vej. Det er dette, vi fejrer i julen mere end noget andet: han som intet er, har Gud gjort til sin ånds tegn i verden. Alle Guds løfter har fået deres ja i ham, som ikke kan blive mindre, men kun større hos os og i os, indtil Guds fylde nås.  For Gud giver ikke ånden efter mål.

Amen.

—

Jan Sievert Asmussen

Sognepræst i Farum

jsas(a) km.dk