14.søndag efter trinitatis | 01.09.24 | Johannes 5,1-15 | Af Rasmus H.C. Dreyer |

At Gud er, at der er mulighed

Hver især gør vi os forestillinger om fremtiden. Hver dag. Vi håber. Ja, når vi håber, så trækker vi på indbildningskraften. Eller sagt med andre ord: vi drømmer.

I kender nok alle sammen Walt Disney. Tegnefilmenes fader. Forestil jer tiden inden tegnefilm, filmtricks og animationer. Dengang foregik drømme inde i hovedet på os og allerhøjest i bøgernes verden. I den forstand var Disney en af de første, der omsatte drømme til virkelighed på det hvide lærred. ”If you can dream it, you can do it”, sagde han. Eller på dansk: Hvis du kan drømme det, kan du gøre det.

Men er det virkelig så nemt? Nej. Livet lærer os en anden lektie. Det er ikke altid, at vores drømme går i opfyldelse. Vi kan ikke alt, hvad vi vil. Vi opnår ikke alt, hvad vi vil. Vi kan ikke blive alt, hvad vi vil eller drømmer om.

De gamle grækere sagde: Kend dig selv. Og mente dermed: kend dine begrænsninger. For der er lagt nogle naturlige og måske guddommelige grænser for vores tilværelse. Vi kan blive syge, vi dør, vi tørster og sulter, hvis vi ikke får livets fornødenheder. I dag er det som bekendt også høstgudstjeneste. Det er nemt at tage jordens og havets frugter for givet. Vi kan købe det hos købmanden, vi kan tage i et supermarked hvor som helst i Danmark og hive hvad som helst ned af hylderne når som helst på året.

Okay, nu har jeg jo været præst på to meget små øer engang. Dér kan man bedre opleve ydmygheden over for, at mad og fornødenheder ikke altid er til rådighed. Når købmanden er lukket og den sidste færge sejlet, ja, så er der bare, hvad der er i fryseren eller køleskabet. Havet og sundet mellem øerne og fastlandet markerer også en tilværelsens grænse: Naturen, måske Gud selv, har sat nogle grænser for os. Vi kan drømme os over på den anden side af et hav, men det kræver som bekendt skib eller bro at komme tørskoet over.

Kigger vi på dagens evangelielæsning handler den også om livets begrænsninger og muligheder. Vi er begrænset af tid og sted. Men i drømmene kan jeg huske tilbage på dengang, jeg selv stod på grænsen mellem tempelområdet og Jerusalems muslimske kvarter. For netop det sted ligger ruinerne af Betesda Dam. Det er ikke en drøm eller en rent opdigtet historie. Betesda Dam findes endnu, om end tømt for vand i dag. Men Betesda var i århundrederne omkring Kristi fødsel et sted syge, blinde og lamme opsøgte for at finde lindring og helbredelse. Og just her holdt Jesus en af sine stærkeste prædikener med de fire små ord: ”Vil du være rask?”
Umiddelbart er det et besynderligt, ligefrem provokerende, spørgsmål. For kender vi nogle syge mennesker, som ikke vil være raske?
Prøv og gå ind på et sygehus, og spørg patienten, om han eller hun vil være rask. Det stensikkert, at de vil svare ja med det samme. Ja, jeg vil være rask!

Og selvom Jesus selvfølgelig kunne gøre manden rask, vil Johannesevangeliet hellere fortælle os noget om, hvem Jesus er. Nu vil nogen så sige: aha! det er måske bare en røverhistorie, at denne mand blev rask og helbredt af Jesus. Det tror jeg ikke, men skulle det forholde sig sådan, skal vi huske Pippi Langstrømpes ord, første gang hun mødte sine nye naboer, Tommy og Annika.

Tommy og Annika tror ikke en døjt på, at Pippis mor er en engel og hendes far høvding i Sydhavet. ”Du lyver”, siger Tommy. ”Måske, men vi kan vel godt være venner alligevel, ikke”, spørger Pippi – og det kan de som bekendt. Og så er det jo ganske vidst, at Pippis far faktisk viser sig at være høvding og Pippi prinsesse af Kurrekutdutøen i Sydhavet.

Sådan er det med enhver fortælling: Den kan være faktuel, men har også et dybere plan, der skal sige noget til os og om os. Dette dybere plan kan være lige så virkeligt som det faktuelle. Lad os se, hvordan det gør sig gældende til i dag:

Jesus beder den syge mand rejse sig. Det er et mirakel. Men det er også mere. Det er en opstandelseshistorie i sig selv. For det græske ord ”at rejse sig” er det samme, som englen bruger om Jesu opstandelse påskemorgen. Så den magt, som rejser den lamme mand op, er den samme magt, som Gud oprejser Jesus med påskemorgen.

Og for Johannesevangeliet er døden ikke bare den fysiske død, når livet slutter. Vores liv kan også møde dødens grænse, mens vi lever. Vi skal stå op også i dette liv. Opstandelsen gælder således på to plan: det faktuelle, og det dybere, så at sige eksistentielle plan. Jesus stod op af de døde og blev levende igen. Og i den overført betydning: at når noget gammelt dør, opstår der noget nyt. Når man forsoner sig med det liv, man har eller får, så opstår der et nyt liv.

Den syge mand har ligget hen i 38 år ved Betesda Dam. De 38 år er faktisk også et symbolsk tal, ifølge jødernes tidsregning er 38 antallet af århundreder, der skal gå, inden Messias kommer. Så allerede her har datidens læser forstået pointen: Den syge mand møder frelseren selv; møder Gud selv, for kun Gud kan give liv. Og derfor er det slut med sabbatten og de mange regler; selvfornedrelsen og den levende død er overstået. Den syge mand ved dammen tager sit liv på sig igen, han forsoner sig med sit liv og får dermed mod til at overvinde sin egen begrænsning – med Bibelens ord: at rejse sig op og gå ud i livet på nyt.

Søren Kirkegaard skrev engang, at Gud er, at der er mulighed. Det er ikke det samme som Walt Disneys tro på, at vi kan vække alle vores drømme til live. Vi vælger ikke nødvendigvis selv, hvad vi kaldes ud til i livet. At Gud er mulighed, betyder, at vores selvoptagethed – i den syges tilfælde hans optagethed af egen utilstrækkelighed – tages bort.

Et andet sted i Johannesevangeliet siger Jesus om sig selv: Jeg er livets brød. Måske skal vi gentage disse ord på en høstgudstjeneste som i dag: For vi siger i dag tak for det korn, den grøde og vækst, der mætter os dag efter dag. Men mennesket lever som bekendt ikke af brød alene. Det er med andre ord forskel på at eje alt i livet, have det fysisk godt og være herre over alt i livet, og så at modtage livet. Den syge mand ved Betesda Dam skal lære os at modtage alt i livet; selv efter 38 års kedelig ventetid. Pludselig møder manden livet igen, og tror Jesus på hans ord.

Jaja, det er nemt at sige, at man bare skal tro. Også her kender Jesus råd: Se til børnene. Astrid Lindgren skrev Brødrene Løvehjerte om den døende Tvebak og storebroderen Jonatan, der ender med at komme i Himlen – Nangijala på Lindgrens sprog – før sin syge bror, da han omkommer i en brand i forsøget på at redde ham.

Det var alt for galt, mente en børnepsykolog. Han klagede til Lindgren: ingen børn ville kunne klare at høre en så barsk fortælling. Kort efter ringede et barn til Lindgren og takkede hende for, at hun havde givet Brødrene Løvehjerte sådan en lykkelig slutning. ”Sådan kan børn opleve det”, forklarede Lindgren og fortsatte: ”For kun børn kan skabe mirakler, når de læser”.

Måske skulle vi læse Bibelen og livet på samme vis. Med troens øjne og tage den derfra. Vi kunne begynde med at høre og genkende de mirakler, som vi hører og læser om i Bibelen. Amen.

—

Rasmus H.C. Dreyer, PhD,

Lektor ved Pastoralseminariet i Aarhus

Hatting/Horsens, Dänemark

Email: rahd (at) km.dk