Anden pinsedag | 20.05.2024 | Johannes 6,44-51 | Af Marianne frank Larsen |

Det levende brød

Jeg springer! siger manden desperat. Han står på afsatsen uden for vinduet i en lejlighed på 11. etage, og Jonas står indenfor. Det er en lejlighed, han har lånt på Manhattan, og sidst i Jan Kjærstads roman Forføreren[1] gør han, hvad han kan, for at tale den desperate fremmede fra hans forehavende. Lad nu være med at springe, siger Jonas. Giv mig én grund, bare én god grund til ikke at springe, siger manden. Hvad svarer man så? Når man ved, at det i det øjeblik er op til én selv og ingen andre, om et andet menneske tager springet ud i afgrunden eller vender tilbage til livet? Hvordan overhovedet finde de rigtige ord? Jonas kravler ud på afsatsen, og da han ligger på knæ et sted mellem himmel og jord med koldsved på panden og 10 etagers frit fald under sig, får han en lykkelig indskydelse. Du skal få et nybagt brød, siger han. Plus en god historie. Det er hele to gode grunde. Og minsandten om det ikke virker. Manden får et overrasket, næsten forventningsfuldt udtryk i ansigtet, og lidt efter kravler han langsomt tilbage langs afsatsen og ind ad vinduet for at få, hvad Jonas har lovet ham. Det er åbenbart, hvad et nybagt brød og en god historie kan gøre: hele forskellen mellem liv og død.

Og det er jo også gudstjenesten sat på den kortest mulige formel: et brød og en god historie. 2. pinsedags evangelium kredser om, hvad der sker, når vi går i kirke. Det handler om at høre og lære og drages mod ham, vi hører om – og om at spise ham. Spise det brød, der kommer ned fra himlen. Historien og brødet som mødested mellem os og Vorherre. Sådan lægger evangeliet sig fint i forlængelse af fortællingen fra Apostlenes gerninger, hvor vi hører, at den første menighed holder fast ved læren og brødets brydelse. Man kan undre sig over, at vi ikke hører et ord om Helligånden. Måske er det, fordi det er blevet pinse. Helligånden er kommet; vi skal ikke betragte den eller analysere den, for den virker allerede. Den vækker, skaber, ånder liv i ordene og i os. Fra nu af virker den i gudstjenesten, gennem brødet og den gode historie.

Som manden på afsatsen mellem himmel og jord får vi begge dele. Sammen med brødet får vi historien om ham, der fandt sig i, at hans kød blev slået og sømmet fast til et kors og begravet i mørkningen langfredag om aftenen. Så langt er det bare én blandt alle de mange historier om skrøbelige mennesker, der bliver pint til døde af tilværelsen eller af hinanden. Det er der ikke noget nyt i. En god historie bliver det først påskemorgen, da den døde går lyslevende ud i morgensolen til dem, der ikke kan leve uden ham. Først da kan de og vi se, at han ikke tilfældigvis blev slået ihjel, men at han gav sit kød til liv for verden. Pinsedag gør Helligånden det klart for de modløse disciple og os andre, at den historie også handler om os. I modsætning til, hvad erfaringen fortæller os, er vi med i en historie, der ender godt, for den ender ikke med forfald og undergang. Den ender med en sommer, der begynder.

Kan vi se, at der ligger evigt liv gemt i det brød, Vorherre rækker os ved nadverbordet? Ja, det er måske netop det fine ved vores almindelige oblater, at de er så små og tynde, at det aldrig kunne falde nogen ind, at vi spiser dem for at blive mætte. Alterbrødet giver absolut ikke næring til dagligt liv. Vi spiser det åbenbart, fordi det giver næring til et andet liv. Som vel at mærke ikke bare er en anden gang, et andet sted, men som findes lige her og begynder lige nu i det øjeblik, vi tager imod det brød, Vorherre rækker os. For det er jo hele pointen: at han har båret det evige liv ind i vores virkelighed og sat livet til for at forbinde det med det almindelige liv, vi lever. Det er, hvad hans ånd giver os blik for, mens vi lytter og spiser: At evigheden også er gemt i denne forårsdag.

Et nybagt brød og en god historie. Det var, hvad der skilte den desperate mand fra døden. Det er også, hvad der skiller os fra døden. Både når den rammer os, mens vi er i levende live, når vi mister fodfæste, mister hinanden, mister mod og kræfter – og når den rammer os til slut. Kan nogen da give os én god grund til, at vi ikke skal give op og springe ud? Ja, Vorherre giver os hele to grunde: Et brød og en god historie. Brødet: det er ham selv. Den gode historie fortæller, at han er død for at give os sit eget liv. Uanset hvor vi kommer hen, står han på afsatsen lige ved siden af os og hvisker os i øret, for at vi ikke skal give op og springe ud i dødens dyb, hverken nu eller nogensinde. Men komme med ham ind og leve.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk

—

[1] Jan Kjærstad: Forføreren, Samlerens Bogklub 1994, s. 449-455.