12.søndag efter trinitatis | 18.08.24 | Jonas 2; Matthæus 12,13-42 | Af Rasmus Nøjgaard |

Salmer:

10 Alt hvad som fuglevinger fik

974 Jeg gemte alle ordene i hjertet

967 Herre, vi tror (afløser både salme og Trosbekendelsen)

754 Se, nu stiger solen

41 Lille Guds barn, hvad skader dig

3 Lovsynger Herren, min mund og mit mæle

988 Nu løfter Gud sit ansigt over jorden

Musik

Introitus – “Op til Guds hus vi gå” – koralkantate af Axel Madsen

Svantes lykkelige dag

Motet – “Igen i lyset” – Tekst: Jørgen Michaelsen / Musik: Finn

Mathiassen

Postludium – “Wer nur den lieben Gott lässt walten”

Johan Sebastian Bach

At bespotte andre er at bespotte sig selv

Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker. Med de ord indleder vi denne søndags evangelium. Her er ingen forbehold. Her deles ikke ud med et knebent mål, her bliver der ikke sparet, men Jesus er generøs, ja ligefrem ødsel: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker. Det er ikke et lille dryp, men et brus, et brusebad. Guds kærlighed er et brusebad der svaler os og renser os. Som når himlen åbner sig og regnen siler, er der ikke forskel på rig og fattig, sort og hvid, kvinde og mand, voksen og barn. Regndråberne falder over os alle, og gennembløder både skjorte og kjole, håret, kalotten, sløret. Guds rigdomme falder på enhver.

Husker I pinseberetningen? Jesus er korsfæstet, død og opstanden og faret til himmels, men så pludselig kommer Han igen og forbinder sig med alle folk. Det beskrives med det herlige billede at Helligånden sætter sig som en ildtunge på hovederne af folk. Det er billedet på at vi alle får Guds ånd. Som dengang hvor Gud blæste ånde i Adam og Eva, og dengang Jesus i et nyt åndeligt legeme steg op af graven. Generøst forbinder Gud sig med alle mennesker og gør os levende med hver vores ånd.

Når så Jesus siger at alt kan tilgives, men ikke bespottelse af Helligånden, hvad mon så det betyder? Hvorfor lige Helligånden? Hvis ikke det netop er Helligånden der har taget bolig i mennesket. Du kan med andre spotte Vorherre og Jesus Kristus så meget du orker, men ikke mennesket, som Helligånden har taget bolig i. På forunderlig vis er dette fortællingen om at ethvert menneske er fredet. Ethvert menneske får her helle. Kristeligt vil vi med Paulus sige at ethvert menneske er helliget. Det udfordrer vores tankegang, fordi vi gerne vil have at vi selv skal gøre os fortjent til fortjenesten, men omvendt er det fine hér, at troen ikke er en medalje som du har gjort dig særligt fortjent til, men som du har fået i gave. Sådan som når vi går til nadver, så får vi alle del i velsignelsens glæde. Her i kirken er gaven ikke forbeholdt de få, men uddelt til alle. Det udtrykker vi i gudstjenesten ved, at selv om du så alligevel har misforstået det hele, og måske undlad at synge med på salmerne eller ikke gik til alters, måske fordi du er genert, eller endnu ikke rigtig har forstået at fællessangen også er en takkesang og at dette lille, men mættende måltid betyder fællesskab og ligeværd mellem os alle, så afsluttes gudstjenesten med, at Gud velsigner os alle: For vi er alle Guds børn og hans ånd brænder i os alle, om vi ved det eller ej.

På den baggrund kan vi måske forstå at Jesus’ blide og kærlige ord afløses af tilsvarende hårde ord. Bespottelse mod ånden tilgives ikke. Ånden har forbundet sig med menneskene. Gud lever åbenbart fint med at vi spotter ham som en himmelkonge og som en menneskesøn, men hvis vi spotter hans børn, så bliver spotten en dom over os selv. Det Jesus derefter siger, er overraskende: Vores ord og vores sprog afslører hvem vi er. Når vi siger noget ondt eller nedsættende om andre, afslører det os selv. Når vi taler nedværdigende om andre, så afslører det vores egen nederdrægtighed. Når vi ikke kan rumme den der er forskellig for os selv, den der har en anden seksualitet, en anden hudfarve, en anden nationalitet, en anden religion, så afslører det os selv som et lille, ynkeligt menneske, der har brug for at gøre andre små for selv at føle sig stor. Med Jesus ord bærer et godt træ gode frugter, og et skidt træ dårlige. Jesus fortsætter og siger at vi alle skal dømmes på vores ord. Fordi Jesus ved at ord skaber hvad de udsiger. Når du taler nedsættende om et andet menneske, så mister dette menneske noget. Det betyder noget hvad vi siger.

Vi lever i en tid hvor sproget er givet frit på alle medier. Jeg taler ikke om sådan noget som bandeord og kraftudtryk, de kan såmænd være på sin plads til at farve og styrke vores sag, men om de ord og formuleringer der rammer enkeltmennesker med nedværdigende kraft. De formuleringer der rammer hele grupper og nedværdiger alle i gruppen uden at tænke på at de hver især også er individer, eller som vi siger her i kirken: i dåben blev vi alle Guds barn.

Vi skal omsorgsfuldt bruge vores sprog. For sprogets kraft er enestående. Det kan løse og befri, det kan glæde og vise kærlighed, det kan skabe værdighed og lykke.

Fortællingen om Jonas i hvalens bug siger det hele. Jonas ender her i hvalens mave, fordi ham har løjet og nægtet at advare en hel by om dens undergang, selv om han kunne have frelst dem med sin advarsel. Jonas synes nemlig ikke at folket fortjener en advarsel, og han er bange for dem. Men nede i hvalens mave går han i rette med sig selv, beder Gud om forladelse og lover at tale og hjælpe folket i Nineve. Og efter tre dage spytter hvalen ham ud, og Jonas kommer Nineve til undsætning.

De kvikke har sikkert allerede fanget at historien er et billede på Jesu død og opstandelse. Også Jesus var tre dage i dødsriget, men overvandt dødens mørke, så hans glædelige budskab, evangeliet, kunne nå os i dag, ligesom Jonas’ budskab nåede Nineve. Og dermed bliver det et budskab til os om, at selv om vi ikke tidligere har tænkt over hvor nedværdigende vi rammer andre med vores ord og handlinger, så får vi i dag, ja – hver dag, chancen til at rette op, og begynde en værdig og respektfuld samtale med og om andre mennesker. Dette er hele evangeliets pointe, at det begynder med dig. Med os hver især. Det er ikke en apokalyptisk dom over menneskeheden, men en henvendelse til os hver især om at begynde på ny, en omvendelse. Fordi vi er Guds børn og har helligåndens kraft i os. Vi véd allerede hvad der er godt og sandt., den sandhed har vi del i. Men at ødelægge et andet menneske, eller os selv, det er at håne Gud selv. Lad os tænke over det: Hvor kan vi selv føre denne rummelige kærlighed ud i livet, i dag og i morgen?

Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

Østerbrogade 59

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk