Predigt zu Johannes 1:1-14, | Marianne Frank Larsen |

Hillevi er til begravelse, da det går op for hende. I Kerstin Ekmans bog* sidder den unge jordemor i kirken en efterårsdag i 1916, da den gamle sognepræst bliver begravet. Provsten løfter skovlen og siger: Af jord er du kommet, og hun hører jorden rasle på kistelåget, og han fortsætter: Til jord skal det blive, og da sker det. Da går det op for hende, at nu er det faktisk virkelighed. Hun hører ikke fortsættelsen: Af jorden skal du igen opstå; hendes hoved er helt opfyldt af den indsigt, hun fik i det øjeblik, der blev sagt: Til jord skal du blive. Indsigten i, at nu er han virkelig død. Den gamle præst blev fundet død i sin seng. Men selv om ingen ved, hvornår han døde, så er han død nu. Ordene har gjort det virkeligt. Det er sagt, det er ikke længere fantasi, hemmelighed, mulighed, uvished; det er en virkelighed i verden mellem mennesker. Takket være ordene. Det står ikke til at ændre, når ordene er udtalt. I samme nu forstår Hillevi, at hun selv må fortælle nogen, at hun venter sig. Hun er nødt til at sige det. „Så bliver det“, står der, „Dødt eller levende. Men det bliver.“ Ordet skaber, hvad det nævner. Som ordene gør døden virkelig, må de også gøre det nye liv virkeligt.

Det er med Hillevis erfaring, at vi forstår, hvad Johannes mener, når han kalder Jesus for Ordet. Erfaringen af, at ny virkelighed opstår, når ord bliver udtalt. Når det bliver sagt, at han er død, at hun er gravid, at de er kærester, at de skal skilles, at han er syg, at hun rejser, så gælder det, så bliver det virkeligt, så kan det ikke længere tages tilbage. Jeg elsker dig, siger man for eksempel. Eller: undskyld, det er jeg ked af. Eller: det er i orden. Eller: Du skal ikke være bange. Eller: Jeg bliver hos dig. Det er de gode ord. Ord, der skaber en ny og forunderlig virkelighed hver gang, de bliver udtalt. Forbinder os på nye måder eller på gamle måder på ny. Onde ord ændrer også virkeligheden, men ikke ved at skabe en ny. Kun ved at ødelægge og nedbryde den, der var der i forvejen. Gøre hadet og kulden til virkelighed. I alle ord er der virkelighed. Men i gode ord er der liv.

I sit juleevangelium digter Johannes om Jesus som Guds ord så poetisk, at det næsten lyder som et digt eller en sang. Evangeliet er hans julesang om det barn, som blev født julenat. Med sin julesang siger Johannes det samme, som englene sang julenat, blot med andre ord. For sagen er jo, at det skal vi have at vide. Vi kan ikke se det. Så længe der bare ligger et nyfødt barn og sover et sted i vinternatten, aner vi ikke, hvem han er. Han kunne være hvem som helst. Det er en hemmelighed; det står hen i det uvisse, indtil englene og siden Johannes tager ordet og peger på det bestemte barn og siger, hvem han er. Først da bliver det virkeligt for os. Først da griber det barns fødsel ind i vores virkelighed og skaber en ny. Englene kalder ham Frelseren, Kristus, Herren. Johannes kalder ham Ordet. Ikke et hvilket som helst ord, men ordet med stort, Guds Ord, det som var i begyndelsen, som var hos Gud og som var Gud, og uden det blev intet til af det, som er. Hvis ikke det ord var blevet udtalt, var der ingenting. Intet lys, ingen farver, ingen vinter, intet solhverv, ingen ansigter, ingen hænder at holde i. Intet liv at leve. Kun tomhed og mørke. Men nu blev det udtalt; der skal være lys, blev der sagt, og i ordet var liv, og en ny virkelighed blev til. Eller: virkeligheden blev til. Med farver, årstider, ansigter, hænder. Der blev lys, hvor der før kun var mørke.

Det er, når Johannes ser tilbage på alt, hvad Jesus gjorde og sagde, at han får det vidunderlige indfald at kalde ham Ordet. I billedet af Guds skaberord kan alle de mange forskellige begivenheder i Jesu historie samles. Under den ene overskrift, eller gennem det ene prisme kan alle de mange ord og handlinger ses under ét, for det er præcis sådan, Johannes og alle de andre har oplevet ham. Som det guddommelige ord, der var i begyndelsen, og uden det blev intet til af det som er. For Jesus har grebet ind i vidt forskellige menneskers liv på vidt forskellige måder, skabt vin i tomme glas, brød i tomme hænder, bevægelse i lamme lemmer, syn i blinde øjne, tillid i tomme hjerter, liv i en grav, der var lukket for længst. Men fælles for alle de mange forskellige indgreb er, at han med sine ord har skabt en ny virkelighed, hvor det var umuligt for mennesker. Hans ord var gode ord, men også magtfulde ord, ord med en magt, der ikke ligger i vores. Præcis som det magtfulde ord, der gjorde årstider, farver, ansigter til virkelighed i begyndelsen og i morges. Sådan har Jesus grebet ind i menneskers liv. Derfor er det det bedste udtryk, Johannes kan bruge, når han skal fortælle os, hvem Jesus var: at det bestemte menneske ikke bare sagde Guds ord. Han var Guds ord.

Det ved Johannes, eller det tror Johannes så fuldt og fast og frimodigt på, af én god grund. At det stadig er virkelighed. Lyset skinner i mørket, siger han, og det er nutid. Til forskel fra resten af hans julesang. Det var ikke bare engang, i begyndelsen. Det er nu, mens Johannes taler, at lyset fra Jesu liv og ord og gerninger skinner i mørket. Og det gør det til trods for, at hans egne ikke tog imod ham. Til trods for at de mennesker, der var hans egne skabninger, afviste ham og forrådte ham og tog livet af ham, da han var i verden. Fordi det sande lys, som oplyser ethvert menneske, også blænder os og afslører alt det mørke, vi rummer. Og fordi Guds ord umuligt kan gå rundt på den jord, hvor vi går, som et almindeligt menneske. Det kan ikke være rigtigt. Så hellere lukke munden på manden. Gøre sig færdig med ham. Spærre lyset inde og sætte sten på graven. Men mørket greb det ikke, siger Johannes, og sådan forkynder han påskeevangeliet allerede til jul. Mørket fik ikke bugt med lyset i hans ord, for i det var liv. Selve det guddommelige liv, der kaldte årstider og ansigter frem på skabelsens morgen, gik ud af graven påskemorgen og mødte Maria og Thomas og Peter i en virkelighed, der var blevet ny. Det er derfor, Johannes er helt sikker på, at det bestemte menneske var Guds ord.

Men prøv at lægge mærke til, hvor Johannes slutter sin julesang. Ikke med afvisningen, ikke med påsken, som man skulle tro, fordi det kommer til sidst i historien. Men med fødslen. Johannes‘ julesang munder ud i den forbløffende formulering, at ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Forbløffende, fordi ord ikke plejer at blive kød og blod. Og da slet ikke guddommelige ord. Men det er det glædelige budskab, som Johannes forkynder for os juledag: At Gud ikke beholdt sit ord for sig selv et sted i sin himmel, men sendte det til jorden, ind i vores liv, i en krop lige så sårbar som vores. Hvad Lukas udtrykker med fortællingen om julenat, at Guds søn ikke bare blev udsendt, pænt og rent og uberørt, men født af en kvinde, som vi bliver født, med al den smerte og sårbarhed, som det indebærer – det udtrykker Johannes med formuleringen, at Ordet blev kød. At han blev krop, blev menneske, blev en af os med al den skrøbelighed, som det indebærer. Alt andet end uberørt. Lige præcis i berøring med alt, hvad det indebærer at være et menneske af kød og blod. Alt det lykkelige og det indviklede og det tunge. Juleevangeliet er, at nu er han helt inde på livet af os.

For pointen er jo, at han ikke bare kom på besøg som en udsending, der skulle videre. Han tog bolig iblandt os, siger Johannes, og vi tænker, at det var julenat. Da flyttede Jesus ind i Marias arme, i stalden i Betlehem, i hyrdernes virkelighed. Men det er mere end det. Fordi mørket ikke kunne få bugt med det lys, der var i ham, bor han stadig hos os. Det er ikke kun fortid, det er her og nu han tager bolig hos os. Flytter ind hos os i de ord, der gør os til børn af hans far ved døbefonten, og tager bolig hos os i de ord, Johannes og Grundtvig og Sthen og Ingemann lægger os i munden i denne jul. Dengang boede han i en stald. Nu bor han i de ord, vi hører og synger. Dengang lå han i en krybbe. Hvis der er et bare et enkelt ord, der går os til hjerte, så er det dér, han ligger i dag. Svøbt i ordene bor han i hjertekammerets krybberum.

I ordet var liv, og livet var menneskers lys, siger Johannes, og det er datid. Og lyset skinner i mørket, fortsætter han, og det er nutid. Det er et udtryk for den ny virkelighed, der bliver til, idet ordet bliver sagt. I det mørke, der omslutter os på denne årstid, i det mørke, der lægger sig over vore øjne, når vi ikke kan finde os selv eller hinanden, og i det mørke, der lukker sig om os, når det hele er forbi, er der et lys, der skinner. Det skinner, uanset om vi siger det eller ej. Det afhænger ikke af vores ord. Han er blevet menneske, han er stået op fra de døde, og han har taget bolig iblandt os. Men hvis det skal blive virkelighed for os, skal ordene siges. Eller synges. Hillevi sad i kirken og erfarede, at døden blev virkelig, da ordene blev sagt. Vi sidder i kirken for at erfare, at livet bliver virkeligt, når ordene bliver sagt. Det liv, vi sidder midt i – og det liv, der skal komme. Det, der opstår forunderligt på ny og får mørket til at vige.

Amen