Langfredag er der ingen grænser for lidelsen og smerten. Der er ingen grænser for gruen, for ondskaben og menneskets bestialitet og primitivitet.
Alt dette udsættes Jesus for langfredag. Guds egen søn bliver offer for den grænseløse vold.
Og det gruopvækkende er, at der findes mange langfredage.

Langfredag hører med til det menneskelige grundvilkår.
Vi véd at den grænseløse vold er en del af vores verden.
Vi véd at den lever i bedste velgående.
Det er ikke bare noget vi har hørt om eller læst om.
I den forstand er Jesu langfredag desværre ikke enestående.

Når som helst kan vi åbne for fjernsynet og se billeder fra verdens brændpunkter – hvor mennesker bekriger hinanden, hvor skuddramaer og miner og bomber hører med til dagligdagen.
Terror, tilfangetagelser, gidsler, tortur.
Vi ser civilbefolkning på flugt i kolde og øde bjergegne, ser udsultede mennesker, der får kastet en sæk korn ned på en støvet vej: kvinder, børn – unge og gamle, de lider alle en uskyldig død, fordi de bor hvor de bor.
Vi kalder det undtagelsestilstande, når volden har taget magten. Men desværre er det ikke undtagelser. Det er hverdag mange steder i verden.
Beirut var engang Libanons perle. Somalia kunne være et mekka. Betlehem en stjerne.
Vi ser og hører om verdens paradoksale lidelser og vold, ser så meget at vi til sidst bliver immune.
Der er snart ikke noget, der kan komme bag på os på den front.
Vi glemmer den virkelighed, der er bag billederne.
Vi har lært at forsvare os, så lidelsen ikke bliver for pågående.

På den måde bilder vi os ind, at det kan lade sig gøre at trække sig tilbage, at stå som tilskuere og vaske hænderne som Pilatus og ikke tro at vi har noget med noget at gøre.
Men det har vi.
Vi er allesammen både ofre og bødler i lidelsernes verden. Og det er det langfredag fortæller os.

Vi er også ofre for lidelsen og smerten og døden – vi kan også opleve langfredage, opleve at blive forladt og svigtet og forrådt af dem, vi troede elskede os.
Ligesom vi også selv kan være dem, der svigter og forråder, ligesom hans nærmeste disciple gjorde det for at redde livet selv.

I evangelierne bliver langfredags smerte og vold beskrevet så detaljeret, at vi ikke kan lade være med at blive inddraget i dramaet, på den ene eller den anden måde.
Der er plads til både medlidenhed og selvransagelse.
Og vi står derude på Golgata. Under Jesu kors. Vi er selv en del af den hujende mængde, hvis råb tænder gnisten og får bålet til at brænde.
– Tornekrone, piskeslag, blod, sved, tårer, skrig, hænder, der skal nagles i korset. Pæle, der skal bankes i jorden, dødsdømte til beskuelse.
Der er ikke sparet på effekterne i evangeliernes næsten journalistiske beretninger. Så detaljeret skal det åbenbart beskrives for at vække følelserne til live i os. For at få os med. Forstå os selv som en del af fortællingen.

Og det er stadig på den måde, når lidelseshistorierne skal fortælles. Og det accelerer. I fjernsynets spæde dage blev alle rystet over billeder af sultende fra i Biafra.
Men i dag skal der bruges skrappere midler, hvis vi skal berøres og mærke, at den grænseløse vold er virkelighed, eller kan blive virkelighed, sålænge mennesket regerer verden.

Forleden dag var jeg inde og se en langfredagsfilm, en krigsfilm med 2½ times smerte og lidelse og uskyldig død. Black Hawk Down – hedder den under henvisning til de sorte amerikanske krigshelikoptere, Black Hawk, der blev skudt ned af militsfolk i Mogadishu i Somalia ved et attentat på Adid i 1993, et attentat som endte i et veritabelt blodbad.
Knap tre timer varede filmen – fra den tredje til den sjette time – som ude ved Golgata – så lang skal en film være, så blodig skal en film i dag være for at gå i blodet på os, for at bore sig gennem nethinden ind til hjertet og få os til at stille spørgsmål og sætte livet i perspektiv.

Filmen skildrer det vi ser og hører om og læser om i aviserne. Men i biografen er vi tilstede på kamppladsen.
Vi får paradokserne skåret ud i pap: – at vi, den vestlige verden sætter kampstyrker ind og slår ihjel for fredens og for frihedens skyld.
(Aktionen, hvor Adid skulle være taget tilfange, og som filmen skildrer, bliver i filmen kaldt, Irene, som betyder fred).
Og midt i filmen skal muslimerne bede. Og vi oplever pludselig fem minutters stilhed i et ragnarok, hvor det ellers flyver rundt med granater, skyderierne ophører og der er bombestille i biografsalen.
Et kæmpe stort paradoks: menneskebørn, der tror på deres Gud, som ønsker fred, som elsker deres børn og vil beskytte dem mod fjenderne…Og så samtidigt: et stort ubarmhjertigt og nådesløst blodbad.

Det er en bibelsk film, fra begyndelsen til enden. Der er mange henvisninger til det ny testamente og til påsken.
Således lyder aktionens motto for de amerikanske soldater, da de går ind bag fjendens linjer: “Nobody left behind” – altså ingen soldater skal lades tilbage, alle skal reddes ud.
Det er ligenelsen om de hundrede får. Om så ét får ud af de hundrede bliver væk, så lader hyrden de 99 blive tilbage og går ud og leder efter dette ene får.
Det gør de amerikanske rangere også. De forbliver ikke på basen og plejer deres sår efter den første dags kamp. De melder sig igen til styrkerne og tager frivilligt ind i ragnarokket – Hvorfor? Hvad får dem til det?
Er de krigsliderlige? Spørger de sig selv. Vil de spille helte?
Nej, der er kun ét formål og det er at redde deres kammerater ud, siger en af personerne. For deres skyld, for deres venners skyld udsætter de sig selv for det her.

Men vi møder én, der er bange. Vi har ellers lært ham at kende som en idealist, som prøver at forstå de storpolitiske perspektiver, én som respekterer de somaliere, som de er kommet for at forsvare og befri. Han har meldt sig til styrkerne, som han siger, fordi han gerne vil gøre en forskel.
Men han bliver, efter de første kampe, rystet og har tvivl i sit sind og vil ikke tage med igen ind i ragnarokket. Men hans ven siger: “Thomas, skulle vi ikke gøre en forskel?”

Og Thomas er det ny testamentes tvivler, den, der ikke kan tro, uden at se. Han tror ikke længere på forskellen. Han har jo kun set den grænseløse vold. Men han ender med at tage med igen.

Det er en langfredagsfilm, uden nogen påskedag.
Den ender ude på Golgata med død og sorte kister i et B-52 på vej hjem.
Det er en film, som fremstiller alle aspekterne ved den grænseløse vold, alle paradokserne: fascinationen og væmmelsen, absurditeten og nødvendigheden, undtagelsestilstanden og hverdagen.
Og dog kunne den historie ikke fortælles, og en sådan befrielseskrig ikke udkæmpes, og lidelserne ikke holdes ud og smerterne ikke bæres, hvis ikke der var en tro på en opstandelse, hvis ikke der var et håb. En tro på at vi kan gøre en forskel. Men også en viden om at det har sin pris at værne om den forskel.
Og det er i den forstand Jesu langfredag er enestående.
Det er nemlig hans langfredag, hans lidelse og pine og død på korset på Golgata, der har gjort det muligt for os at leve med den lidelse, som er i vores verden, og som vi både er deltagere i og ofre for.
Jesu pinsler, hans lidelse og uskyldige død var en dyrt købt viden om smertens forvandling.
Han troede, midt i lidelsen, på, at Gud ville oprejse ham fra de døde.
Han holdt det hele ude, fordi han troede, at han skulle opstå fra de døde.
Det var i den ånd han levede. Og det var i den ånd, han døde.

Johannes lader Jesus sige det ligeud.
“Det er fuldbragt!” er Jesu sidste ord på korset. “Og han bøjede hovedet og opgav ånden.”

Det var fuldbragt, det han skulle. Nemlig give os viden om smertens forvandling.
Bane vejen for os ud af lidelsen.
Vise os, at der er en vej ud af døden.
Vise os, at livet ikke er absurd.
Fortælle os – paradokset – at vejen til livet går gennem døden. At vi skal miste for at vinde.
At der er noget, der skal gå til, for at noget andet kan blive til liv.

Kærligheden var fuldbragt.
Den var ført ud i livet, og det vil sige – i døden. Det er kærlighedens paradoks. Eller livets.
Og det er derfor vi ikke kan forstå den, kærligheden.
Så grænseløs er den. Så selvoverskridende. At den giver sig selv. Opgiver sig selv. For at redde dem, den elsker.

Kærligheden er grænseløs. Så grænseløs er den, at den svarer den grænseløse vold igen med kærlighed.
Den efterlader ingen alene, lader ingen tilbage, men vender om og henter os og befrier os fra død og pine.
I den ånd skal vi udholde vores langfredag.
Vi skal tro det vi ikke kan se: at der efter en langfredag venter en påskedag.
Amen.

Sognepræst Eva Tøjner Götke
Platanvej 10
DK-5230 Odense M
Tel.: ++ 45 – 66 12 56 78
email: etg@km.dk