Vi mennesker kan godt li brød.
Bagerens franskbrød, gifler og horn, spanske og overskårne
drager os til deres butikker
lokkende med duften fra bageriet.
Ligesom duften fra køkkenet som barn
når min mor drog det daglige kæmpefranskbrød ud af ovnen
til os fem forslugne unger efter skoletid
og meget ændrer sig –
men ikke dette,
for stadig er det det bedste jeg kan gøre
når pigerne kommer hjem med eller uden en håndfuld kammerater
at have hjemmebagte boller klar.
Jo, mennesket kan godt li brød,
også i år 2004 i Kongsted.
—

Det fortælles om en præst på Lolland i 1700 tallet
at han stod op kl. 4 hver morgen sommer som vinter,
bryggede sin kaffe og satte sig til at studere
og først når han havde drukket den
vækkede han folkene i præstegården.
Så studerede han igen indtil kl. 10.00
hvor han gik ud for at se til folkenes arbejde i huset eller på marken.
Kl. 11.00 sov han til middag
og kl. 12.00 stod maden på bordet.
Brødet med brødkniven lå ved siden af hans tallerken
og efter bordbønnen skulle hver enkelt sige højt
hvor meget brød han ville have til sin mad,
og havde nogen forlangt for lidt,
måtte de gerne bede om mere
men når måltidet var endt og nogen havde levnet brød
gik præsten rundt og stak
levningerne i lommerne på dem,
der havde ladet brødet ligge
og det enten det var husets egne folk eller fremmede.

Jeg forestiller mig ikke at det skete særligt ofte
at nogen forregnede sig
for det må have været ubehageligt sådan
at få stukket levningerne i lommerne
og jeg kan ikke lade være med at tænke på
om 1700 tals præsten i al sin patriarkalske præstelighed
selv havde forspist sig på fortællingen om israelitterne der i ørkenen
kun måtte samle så meget manna
at ingen havde hverken for lidt eller for meget
men alle lige præcis tilpas meget.
For det sker jo at maven får nok før øjnene
også selvom man i den lolliske præstegård
gerne måtte bede om mere.
De fleste af os er nemlig ikke så gode til
at bygge den indre katedral,
som Peter opregner byggestenene til
i sit andet brev.
Hør bare hvor faretruende det tårner sig op:
”Til troen skal der føjes dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse,
til selvbeherskelsen udholdenhed,
til udeholdenhed gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet
kærlighed.
For de fleste af os står denne indre katedral
nok ikke fast ret længe af gangen
for det kan sørme knibe med selvbeherskelsen, med udholdenheden,
med gudsfrygten og brodersindet og kærligheden.
Og det kan jo afsløre sig ved en så tilsyneladende simpel ting
som at tage mere brød end man kan spise.
Her har man allerede udvist mangel på selvbeherskelse,
og brodersind
og derfor også i en lemfældig omgang med Ham
der giver os det daglige brød.
—
Billedligt talt er det nok ikke så sjældent
at vi får stukket brødlevninger i lommen
af præsten på Lolland.
At den indre katedral vakler, skrider og synker i grus
når dens byggesten ikke længere sidder på deres plads.
Et øredøvende brag giver det
så man må holde sig for ørene og tænke åh nej
nu igen.
Og hvad med den dør,
der skulle stå på vid gab ind til vor Herre?
Er den smækket i med et brag ved det lufttryk sammenstyrtningen afstedkommer?
Ifølge Peter og hans brev, ja
ifølge Jesus nej.
For brødet fra himlen, brødet som er det liv vi ikke kan gi os
selv
holder aldrig op.
Brødet som troen og tilliden slipper ikke op
selvom den indre katedral er styrtet sammen.
For det brød kan vi ikke give os selv –
det kommer fra Vor herre,
eller som Jesus siger:
”Jeg er livets brød, den der kommer til mig
skal ikke sulte og den der tror på mig skal aldrig tørste.”
Det skal vi tro på,
selvom noget kan tyde på at det er svært,
for hver tiende unge står i fare for at udvikle spise – forstyrrelser.
Enten hvor de holder op med at spise
og udvikler anoreksi
eller overspiser og bliver til bulimikere.
Og 30 % af den resterende befolkning betegnes som overvægtige.
Og hvorfor?
Hvorfor går det lige netop galt i den mest elementære drift af
alle?
Ja, jeg kunne vende den om og spørge;
hvad er det vi fortæller os selv
når vi tager for meget mad op på tallerknen?
At sulten står for døren og vi må rage til os?
Nej, næppe
men det er som om øjnene ikke kan få nok
eller er det hjertet, vi håber kan mættes
i vores overspisning?
At når maven er mæt er hjertet det også
eller at når maven er mæt kan smerten i hjertet ikke føles?
Eet eller andet sted
er overspisningen eller underspisningen for den sags skyld
vel et udtryk for at vi ikke tror mer?
At vi føler os dømt og fordømt;
som ikke –gode- nok, ikke tilstrækkelige nok, ikke kloge nok
ikke kontrollerede nok.
At vi først er elskede når vi kan kontrollere
spisedriften eller vægten.
Hvis det er rigtigt,
så nærmer det sig det religiøse,
fordi vi på den måde viser vores længsel efter det evige
brød,
det uforgængelige brød
som Guds kærlighed er.
Vi spiser eller
sulter os hen et sted
hvor vi kan undslippe dommen.

Problemet er blot at vi enten dør af underernæring
eller af fedt uden at have fundet det vi søgte,
fordi øjnene og hjertet ledte det forkerte sted.

For den evige kærlighed findes ikke i det vi putter ind i munden
men i det vi gemmer i vores hjertekamre.
Det der er dèr er det vi lever af.
Med andre ord, hvis ikke vi lader troen fylde i hjertet
vil vi knække så let, når vi møder modgang eller fordømmelse
fra andre mennesker.
For hvis mistroen lagrer sig i os,
vil vi uundgåeligt også møde verden med mistro
hvis det er vrede så møder vi verden med vrede
hvis det er dommen hjertet er fuldt af,
så møder vi også verden med fordømmelse.
Eller som Jesus siger:
søger du en barmhjertig gud, så vær selv barmhjertig,
søger du en kærlig gud, så vær selv kærlig.
Så én af de første forudsætninger for at leve i tro
og tillid
er at møde verden og andre mennesker med netop de to ting.
Dermed ikke sagt, at vi skal til at bygge en katedral inden i os af dyd
og erkendelse, selvbeherskelse og brodersind osv,
som Peter siger,
nej, for sådanne tårne har det med at vælte
og tage mennesker med i faldet,
men vi skal tro på Jesu ord om at
vi er elskede fra begyndelsen af,
at Gud er en barmhjertig og ikke en retfærdig gud
at Gud dømmer i kærlighed og ikke ud fra det sammenstyrtede i
os,
at selvom vi kommer til ham
med livets levninger hængende ud af lommerne
så vil døren stadig være holdt på vid gab for os
til trods for at lufttrykket for vores væltede indre katedral
truer med at smække den i;
I skal tænke på at Jesus kan gøre lidt til meget
som da han ved et under bespiste 5000 med kun lidt brød
men et endnu større under er det,
at han kan gøre meget til lidt, (Søren Kierkegaard)
at han kan gøre selv de største af vores sjæls brødrester
til blot et par krummer
når han skal dømme os;
Eller som han selv siger til os;
og som skal være denne søndags ord,
som I kan gemme i hjertet til den uge der står for døren
”Alt hvad faderen giver mig, skal komme til mig
og den der kommer til mig,
vil jeg aldrig vise bort.” amen

Sognepræst Kristine Stricker Hestbech
Møllevej 1
Kongsted
DK-4683 Rønnede
Tlf.: ++ 45 – 56 71 11 56
E-mail: kshe@km.dk