Det store velkommen | 3. søndag efter trinitatis | 21. juni 2026 | Luk 15,11–32 | Tine Illum

Det store velkommen

Velkommen.

For en måneds tid siden havde vi konfirmationer…. Lærlingene bliver færdiguddannede……I disse dage springer studenterne ud…. Vi holder taler og ønsker de unge et godt liv.
Indtil for få år siden – og måske af og til endnu hører vi: NU er verden åben for dig…. Alle muligheder…. Du skal bare vælge din egen vej – det er vejen til lykke. Du skal være stjerne i dit eget liv. Er der noget eller nogen, der står i vejen for din ultimative selvudfoldelse, så skal du gøre dig fri af dem. Det er DIG, det drejer sig om.
Der er ikke noget originalt i at sige sådan – måske er det også blevet sagt til dig….

Og det er lige en tale til den unge mand, der drog udenlands. Bortset fra, at man dengang bare IKKE sagde sådan. Det har nok nærmere været noget med ”bliv ved din læst”… ”flyv ikke højere, end vingerne bærer – og skræv ikke længere, end bukserne kan holde”…… ”gør som din far siger – og gør som din far gør”…
– måske er det også blevet sagt til dig….
Ingen af de to taler ville vi vel holde i dag….

Hvorom alting er. Vi tænker let på den unge mand som en teenager på dannelsesrejse. Havde der været telefoner, havde han ringet hjem efter penge hver anden dag. Og havde der været internet kunne vi se ham på instagram i alle mulige situationer, så dem, der blev hjemme kunne se, at han da virkelig udnyttede hele sit potentiale …

Tilbage til den lignelse, vi lige har hørt Jesus fortælle.

Vi går glip af pointen, hvis vi tænker, at han nok bare var en charmerende lidt vild fyr. I fortællingen her er han super-egoist. Han har KUN villet sig selv – og andres liv var ligegyldigt. Han kendte jo fortællingen om Paradis og syndefald og ingen-vej-tilbage og keruber med flammesværd. Nu mærkede han flammesværdene ridse i ryggen.
Og han står der – som vi vel også har stået på den ene eller anden måde. Der ,hvor der ikke er nogen vej tilbage – og ingen vej frem. Man er virkelig … fortabt. Det er den nat eller dag, hvor det stod helt klart for dig: Det er min egen skyld! Og hvad værre var: Den beslutning, som du troede kun havde med dig at gøre – om at gå dine egne veje – og som nu viste sig at være helt forfejlet – den havde også med andre at gøre. Den havde spærret for deres vej, og tvunget dem til at stå stille eller gå af veje, de ikke kunne holde til.
Pludselig står det klart: Der er ingen vej frem, alt er gået i stå. Du er helt fortabt. Du har tabt dig selv og du har tabt de andre.

Han mærker usselheden: først da han havde brug for at redde sit liv, går det op for ham, hvor ondt han har gjort andre. Hvorfor så han det dog ikke før? Og da man aldrig har med andre at gøre, uden at have med Gud at gøre, så ved han godt, hvordan tingene er fat, og hvad han vil sige, når han kommer hjem ”Far, jeg har opført mig forkert både over for dig og over for Gud.” At gå hjem… ja, altså det er jo ikke ”hjem” mere rigtigt… heller ikke rigtigt ”far” – han har jo sagt til sin far, at han regner ham for død og derfor vil ha sin arv.

Men han har kun den ene mulighed – som måske endda kun er en svag mulighed: at rejse hjem. Til sin far. Så det gør han.

Han går og forbereder hvad han vil sige…. han kan ikke bede om heling af det brudte, at flammesværdene skal sænkes…. nej paradis er for evigt bagude….. han kan kun spørge om at få arbejde som de andre. Han kan måske huske, at inden Eva og Adam jages ud af Paradis, syr Gud skindtøj til dem, så de trods alt har en chance for at overleve i verden. Måske hans far vil gøre det samme. Måske han i hvert fald vil give ham en chance for at overleve og give ham arbejde. For det at være i familie med ham  – det har han jo selv ødelagt muligheden for. Alt det med selvværd og anerkendelse er han langt forbi… der er INTET tilbage…
Han går og forbereder, hvad han dog skal sige.

Kender du ikke det? Det gør jeg.

Det er en lang vej hjem. Til den ven, det barn, de forældre, det menneske, jeg har gjort ondt. Der er lang vej….der hvor man er så fortabt og pludselig så klarsynet… hvor man fortryder og er bange….
Måske vil jeg møde en lukket dør. Måske vil han ikke engang se på mig. Måske vil han stå med korslagte arme og lade mig gå igen. Fortabt.
I bedste fald, vil han bede en om at sørge for at jeg får arbejdstøj. …..

Vi kan næsten føle med ham og følges med ham på vejen hjem.
Og så…

Han møder ikke korslagte armen, men en åben favn.
Han får ikke arbejdstøj – han får festtøj.
Han når slet ikke at komme med den uforbeholdne undskyldning, han har forberedt. Hele faderens mund og krop og liv siger og udstråler: VELKOMMEN HJEM!

Det er betingelsesløs ensidig forsoning. Det er heling af alt det brudte. Det er nåde.
Så ufortjent og lykkeligt og livsfornyende. Den fortabte er fundet, den døde er blevet levende. Der er gået opstandelse i det hele.

Vi hører tit at anerkendelse er vigtigt. Og det er den. Men her er fortællingen om de dage, hvor jeg ved, at der ikke ER noget at anerkende. Hvor alt er tabt og fortabt og ødelagt. Der er INTET tilbage. INTET at gi. Ikke ET anerkendende ord, der ville være sandt. For jeg ved jo godt, når jeg er langt forbi grænsen til anerkendelse. Som sønnen.
Jeg har kun en eneste mulighed: at vende om…. gå tilbage… og håbe, at der står et VELKOMMEN skrevet i forsoningsfarve ud over hele verden. Det er det eneste, der er at håbe på.

Hannah Arendt, en tysk filosof, har meget klogt skrevet, at ”Hvis det er godt at blive anerkendt er det bedre at blive budt velkommen”. Vi tager den lige igen ”Hvis det er godt at blive anerkendt er det bedre at blive budt velkommen”. Og hvor for nu det? Jo, for velkomsten siger hun ” er hverken noget, vi kan spare op til eller gøre os fortjent til.”

Når vi byder hinanden velkommen træder vi ud af anerkendelsens sfære, vi tager imod den anden, vedkender os den anden som en del af et fællesskab, der ikke beror på anerkendelse men simpelthen på, at vi indgår i hinandens liv her og nu. Du er ikke død for mig. Vi er levende – sammen.

Hvad gør faderen, ja han byder velkommen. Han løber sin søn i møde. Velkommen hjem, siger han. Og går ud til den ældste bror og byder velkommen ind til festen. Han sætter sig ud over deres behov for anerkendelse og giver dem det fællesskab med sig selv de begge søger, uden at de skal gøre sig fortjent til det. At de skal være levende sammen. Det er en meget smuk gestus at byde velkommen.

Den lignelse er nok en af de mest kendte i Det nye Testamente. og alligevel kan vi hver gang, vi hører den, høre noget nyt. Måske bare i et par enkle ord:

„mens han endnu var på langt borte, så hans far ham….“. hvorfor skal vi ha‘ det at vide? Fordi det mere end så meget andet fortæller os om, hvordan den far er, som Jesus her i lignelsen fortæller os, er et billede på Gud. han er den, der aldrig gi’r op. Han har hørt naboernes skryden og set deres medlidende eller skadefro blikke. Men han gi’r aldrig op. Hver dag ser han ud mod horisonten.. om dog ikke…. og da han så – endelige, omsider – får øje på en skikkelse i det fjerne genkender han sin elskede søn, på lang afstand, selvom han kommer med slæbende skridt i stedet for den før så selvsikre gang. midt i alt skidtet og stanken – ja, så har den gamle kun én tanke: at være sammen med den søn, han troede var død. jo før jo bedre.

„Han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.“ Han er jublende glad.

„Glæd jer med mig“ siger han.

Vi kan måske slet ikke forestille os, hvor provokerende denne lignelse var, da Jesus første gang fortalte den. For at få skarpheden frem forsøger man til stadighed at oversætte den til nutidigt dansk, sådan at vi kan forstå, at det er os, det drejer sig om: „Farisæerne og teologerne gik og skumlede, da de så, hvorledes alle mulige stikkere og kompromitterende personer holdt sig nær til Jesus for at høre på ham“. og videre om Jesus: „denne person omgås nok selskabeligt og fortroligt med notoriske syndere.“

Som om vi ikke kender det i dag: alle dem, som vi synes truer vores tilsyneladende trygge tilværelse. De skal ikke have del i glæden, i samfundet, i Guds Rige. Den gamle P.G. Lindhardt, der så fejlagtigt blev taget til indtægt for, at han ikke troede på det evige liv; – om ham fortælles det, at han engang blev spurgt, om han da ikke troede, at vi en dag skulle gense vore kære i Guds Rige? Hvortil han svarede. „jo da – og også alle de andre“! Og se, det kan jo provokere os: at den, der ikke vil være sammen med alle de andre, som vil have Gud for sig selv, sådan som den ældste søn vil have faderen for sig selv, han lukker sig selv ude fra Himmeriges glæde.

Vi forarges over Guds altfavnende modtagelse – altså lige indtil den dag, hvor det går op for os, at det er den, der er vores redning: hvis han kun tog imod de syndfri og rigtige og uplettede, så ville vi aldrig blive lukket ind. At Jesus er sammen med „notoriske syndere og kompromitterende personer“, at Faderen tager imod den tilbagevendte søn – det er netop glæden; befrielsen, frelsen også for os.

Lignelsen bliver fortællingen om MIT liv den dag jeg ser, at jeg ikke har noget forlangende overfor Gud at komme med….. ikke noget krav at gøre gældende; der er ikke noget, der bare er en selvfølge – jeg kan kun håbe på, at få livet foræret – andre muligheder har vi ikke.

Og da sker det – der lyser et Guds VELKOMMEN ud over alt….. det lyder fra himlen.

Du hører det om lidt – dette brød er brudt for dig…. denne vin – den er til dig – det er liv, tilgivelse, befrielse, håb.

Amen.

Tine Illum
Sognepræst i Sdr. Bjert
ti@km.dk