Lad ham ikke drukne | 9. søndag efter Trinitatis | 02.08.2026 | Luk 18,1–8 | Marianne Frank Larsen |

Lad ham ikke drukne

Et sted på Island for mere end hundrede år siden kysser Arni sin kone og sine børn farvel, og det er tusind gange bedre at kysse end at fange fisk fra en robåd på havet, men det er ikke desto mindre det, Arni skal, i Jón Kalman Stefánssons bog ”Himmerige og helvede”. Afsted for at fange fisk igen. Lad ikke havet sluge dig, beder hans kone, men Arni ler og slår på sine støvler og siger: Er du tosset, menneske, jeg drukner ikke, så længe jeg har de amerikanske støvler på!Sagen er den, at Arni har sparet sammen til et par amerikanske gummistøvler, så han nu kan gå gennem søle og sne og moser og bække med tørre fødder. De er simpelthen det bedste, der er kommet fra den amerikanske stormagt, mener Arni, og derfor ville det også være en utilgivelig skødesløshed at drukne i dem. Og så traver han ellers afsted i sine gummistøvler, og Sesselja ser efter ham og hvisker: Lad ham ikke drukne. Hun hvisker, fordi børnene ikke skal høre hende; men, som der står, vi behøver heller ikke hæve stemmen, når vi beder om det største.

Alle, der har nogen, de elsker, har bedt som Sesselja, lad ham ikke drukne, måske med andre ord, for der er så meget andet end det åbne hav, der kan true os, men meningen er den samme: lad ikke den, jeg elsker, gå til grunde. Bønnen er udtryk for kærlighed. Men også for, at der er noget, vi ikke selv er herrer over. Det, vi selv kan styre, behøver vi ikke at bede om. Men Sesselja kan ikke selv styre stormen og bølgerne, lige så lidt som vi kan styre den sygdom eller fortræd, der kan true dem, vi elsker. Bønnen udtrykker, at her er jeg ved grænsen for min formåen; nu må en anden tage over, en større magt end min. Når jeg beder, overlader jeg den, jeg elsker, til en anden; hans skæbne og min glæde lægger jeg i en andens hænder, når jeg beder om det største. Derfor er det så vigtigt, hvem det er, der hører min bøn, og hvordan den bliver modtaget.

Det er det, Jesus fortæller os i dagens evangelium, og jeg tænker, at han fortæller med glimt i øjet, for lignelsen om enken og dommeren er unægtelig ikke bare smuk! Den er stærkt provokerende. På den ene side har vi en dommer, der både er gudløs og hensynsløs; på den anden side har vi en enke, der ikke tager et nej for et nej, men bider sig fast for at få det, hun mener, hun har ret til, med aggressionen lurende lige under overfladen. De er et kønt par! En mand, der har alt, uddannelse, stilling, løn, indsigt, magt og status – og en kvinde, der absolut ingenting har, ingen mand, ingen familie, ingen vidner, ikke noget at betale med, men for den sags skyld heller ingen god stil. Det forbløffende er, at det er hende og ikke manden, der får sin vilje. At hun får sin vilje med ham. Dommeren har selverkendelse nok til at vide, at han ikke hjælper enken hverken af respekt for Gud eller af omsorg for mennesker, for han ejer ingen af delene. Han hjælper hende simpelthen, fordi hun er så usandsynligt påtrængende, at det er ved at drive ham til vanvid. Så hellere lade hende få sin vilje. Måske han så omsider kan få fred!

Nu er pointen jo ikke, at Gud ligner en kynisk dommer. Pointen er, at der er så mange forhindringer for, at enken kan få det, hun har ret til, både i hendes egen situation og i dommerens væsen, og alligevel ender det med, at hun får, hvad hun beder om! Det nytter altså at blive ved med at bede! Når det kan gå sådan for en desperat enke, der er oppe imod en dommer, der både er gudløs og hensynsløs, så er det jo soleklart, hvordan det må gå for os, der er oppe imod en Gud, der er lige det modsatte. Når enken ender med at få, hvad hun beder om, i en situation, der er så håbløs, hvor meget snarere vil vi så ikke få, hvad vi beder om, i den håbefulde situation, der er vores? Dét er pointen: at vi aldrig skal resignere eller give op, men blive ved med at løbe Gud på dørene og bede om det, vi længes efter og håber på, trods alle forhindringer. Når det nytter for enken at bede den kyniske dommer, nytter det også for os at bede den gode Gud. Det er det, Jesus lover os på 9. søndag efter trinitatis.

Problemet er selvfølgelig, at vi ikke altid kan se, at det nytter, tværtimod. Lad ham ikke drukne, beder Sesselja, og Arni drukner heller ikke i bogen, men det er der andre, der gør, trods alle de bønner, deres koner og kærester og venner beder for dem. Det, vi beder om, går slet ikke altid i opfyldelse, selv ikke når vi beder om det største. Mennesker, vi ikke kan undvære, går til grunde for os. Hvordan kan Jesus forlange, at vi altid skal blive ved med at bede, og hvordan kan han sige, at det nytter?

Ja det kan han jo, fordi han er den, der kender Gud allerbedst. Han ved, at Gud ikke ligner den hensynsløse dommer; at Guds inderste væsen ikke er kulde og ligegyldighed. Hvad Guds inderste væsen er, folder Jesus selv ud i sit liv og i sin død. Med sin historie, med sine ord og med alt, hvad han gør mod mennesker, der er lige så lidt herrer over tilværelsen som Sesselja og os andre, viser han os, at Guds inderste væsen er kærlighed. Som der i Sesseljas og vores kærlighed ligger et brændende håb om, at de mennesker, vi elsker, må få lov til at leve og være glade, sådan ligger der også i Guds kærlighed til os et brændende håb om, at vi skal leve og være glade. Men til forskel fra os har Gud magt til at give os det, han håber for os. Han er stærkere end de magter, der truer os og dem, vi elsker, og selv når vi går under, har han magt til at skabe nyt liv og kalde glæden frem. Historien om Jesus er historien om, at det også er dét, han vil, og dét, vi kan stole på, at han gør. Sagt med de smukke ord fra epistlen: som han tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset påskemorgen – sådan kan vi stole på, at han vil tilintetgøre døden og bringe liv og uforgængelighed for lyset for os og dem, vi beder for. Måske ikke i dette liv, det er den tunge indrømmelse, vi må gøre, men at det er dét, det ender med – det er grunden til, at vi roligt kan blive ved med at bede. Fra påskemorgen ved vi, at det nytter. Det ender med, at vores bøn går i opfyldelse.

Og jeg tænker, at når Sesselja beder som hun gør, så gør hun det, selvfølgelig, fordi Arni er uerstattelig og livet umuligt uden ham. Men hun gør det også, fordi hun stoler på en magt, der er større end hendes egen. Lad ham ikke drukne. Det er en bøn til en magt, der har vist sit sande ansigt i et menneske her på jorden. Fra ham ved vi, at dét, Gud vil, ikke er død og undergang. Når vi beder som den insisterende enke i evangeliet, lader vi ham komme til med sin vilje og sin handlekraft. Ham, der har bragt liv og uforgængelighed for lyset i sin søn. Han ved, hvad vi længes efter og håber på. Vi behøver slet ikke at hæve stemmen.

Amen

Marianne Frank Larsen
Vor Frue Kirke, Aarhus
mfl@km.dk