Der er et spring fra da vi sidst hørte om Zakarias, Johannes
Døbers præstefar. Da vi forlod ham for ni måneder
siden var han blevet stum. Nu strømmer ordene til gengæld
fra ham.

Dengang i marts – da Zakarias fik at vide, at hans og konens Elisabeths
højeste ønske om at få et barn var gået i opfyldelse,
turde han ikke tro på det. Så længe havde de drømt
og så mange gange havde de håbet, at nu var Elisabeth gravid,
og de var blevet skuffede lige så mange gange. Det har gjort Zakarias
skeptisk og han er holdt op med at håbe – og derfor altså,
da det så endelig bliver alvor blokerer Zakarias i sin mistro.

Så man kan godt sige, at han også har ruget i ni måneder – og
nu ved drengens fødsel går der hul på hans hinde af
tavshed.

Selv bliver han befriet og kommer ud af den indelukkethed, som hans
mistro og manglende glæde havde bragt ham i. Han føler virkelig,
at hans manglende tro er blevet tilgivet og han har selv forsonet sig
med sin tilværelse.

Og på profetisk vis overfører Zakarias sin personlige erfaring
til hele folket. Den befrielse han selv har oplevet skal jordens folk
opleve. Den glæde, der nu fylder ham, skal alle mennesker have
del i.

Der findes tilgivelse i verden, så et menneske ikke skal blive
hængende i gammel mistro og lukkethed, og det skal alverden vide.

Som han har mærket noget nyt være på vej i sig selv,
er der noget nyt på vej i verden:

”solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for
dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore
fødder ind på fredens vej.”

Og Zakarias ser hvordan hans dreng skal få del i den nye bevægelse;
han skal bidrage og være med til at Gud og Guds rige bliver mere
virkeligt i verden: lyset, skal brede sig, der er flere, der skal gå på fredens
vej.

” Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen
til den dag, da han skulle træde frem for Israel”, men vi hører
ikke mere til Zakarias. Man kan næsten håbe, at han ikke
kom til at opleve sønnens udvikling og skæbne.

For Johannes endte på en ekstrem fløj, hvor han kun havde
fordømmelse tilovers for verden. For mig har det altid set ud
som om Johannes sind har taget præg og farve af ørkenen.
Det er blevet hårdt og goldt. Som om han kun kan se mørket
og døden og skyggerne i verden. Verden er rådden i Johannes øjne
og derfor har den kun godt af at blive ødelagt, sådan at
en ny og bedre verden kan komme frem.

Zakarias, der på sin egen krop både havde oplevet, hvordan
det er ikke at have nogle forventninger til tilværelsen og hvilken
befrielse det er igen at kunne håbe og tro. Derfor kan Zakarias åbne
sig for tilværelsen. Han er blevet forsonet med sin egen ufuldkommenhed
og kan derfor også leve med andres – men hans søn blev fanatiker.

På et islamkursus så jeg for et par år siden en engelsk
film, der på sin måde gendigter historien om Zakarias og
Johannes. Filmen hedder ”My son, the fanatic”, Min søn, fanatikeren.
I filmen møder vi en godhjertet muslim, der prøver at gøre
tilværelsen så god som mulig for kone og barn, og også for
de mennesker, han kommer i kontakt med. Han er taxachauffør og
lærer det engelske samfund at kende både på forsiden
og på bagsiden, så at sige, men han er god til at se det
enkelte menneske bag ved både religiøse og sociale facader.
Han er ikke blind for sine egne fejl og har derfor forståelse overfor
andre.

På sønnens vegne arbejder han for, at drengen både
skal have en god uddannelse og helst også en engelsk pige. Selv
passer faderen fredagsbønnen, men tillemper i øvrigt de
muslimske regler til det engelske samfund. Sønnen derimod lægger
afstand til det samfund, som han synes er fordærvet og ugudeligt – og
bliver fanatisk i sit forsøg på at få fastere rammer
og former på både familieliv og samfundsforhold. Han forbander
faderen og hans forsonlige holdning.

Faderen kommer ud af filmen med sin menneskelighed i behold, og jeg
kan godt få ham til at ligne Zakarias, ligesom jeg kan få den
fanatiske søn til at ligne Johannes.

Johannes styrke er, at han har mod nok til at kritisere konkret umoral
og dobbeltmoral og ugudelighed i al almindelighed.

Hans svaghed er, at han ikke kan tilgive og at han mener, at man må lave
en total udrensning af råddenskaben før noget nyt kan få plads.

Han pegede på fredens vej, men gik ikke selv på den. Han
pegede på lyset, men blev selv i mørket.

Han prædikede Guds barmhjertighed, men kunne ikke selv være
barmhjertig.

Det er ikke helt rigtigt, hvad jeg siger, for Johannes kom faktisk også selv
i tvivl – i tvivl om sit projekt – i tvivl om, at han havde ret.

Så hvis Johannes havde fået lov til at leve var hans prædikener
måske blevet mindre fordømmende.

Måske havde han kunnet se, at det afgørende nye, som han
gerne ville bane vej for netop rummer en tilgivelse, så man kan
vove sig ud af mørket – ud i lyset, hvor vores svagheder rigtignok
kommer for en dag, men hvor vi ikke bliver forkastede af den grund.

For det lys, der skinner på os er et nådigt lys.

Der er velsignelse i det lys, så der kan vi være.

Der er nåde i det lys, og derfor kan vi være som dem, vi
er – i det lys.

Der er fred i det lys, så vi kan tro og håbe, at vel er
mørket ikke afskaffet og væk, men lyset er stærkere.
Amen.

Sognepræst Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk