15. søndag efter trinitatis | 08.09.2024 | Lukas 10,38-42 | Eva Holmegaard Larsen |

Martha og Maria

Martha og Maria – er det to kvindetyper? Eller bare to måder at være menneske på?

De er søstre og de boede sammen og de var venner af Jesus. Hvordan opfatter vi situationen mellem de to? Den ene praktisk og jordnær, den anden mere spirituel og åndfuld. Det er den hurtige betragtning. En klassisk opdeling i håndens og åndens arbejde.

Men måske også bare en storesøster overfor en lillesøster. En bekymringsfuld og ansvarlig storesøster eller storebror overfor den yngre søskende, der altid flyder ovenpå.

Vi kan også hurtigt lave en satire over den klassiske, kvindelige martyr, der skramler med gryderne i køkkenet og er sur over at skulle gøre alting selv – men til enhver tid ville afvise hjælp, fordi ingen andre kan gøre det så som hende.

Hende kender vi. Men vi kender hende også i os selv. Vi kender den overbelastede skyldspreder, som hele tiden er ved at eksplodere og ikke kan holde ud, at andre ser ud til at tage det hele meget mere roligt og ikke kan se problemer alle vegne.

Sæt dig dog ned, Martha! Smæk benene op – vi når jo nok det hele! Men for overbebyrdede Martha’er føles andres afslappede ro næsten som en provokation. Når man er der, hvor Martha er, er det som om hele verden er befolket af egoister, der ikke tænker på andre end sig selv. Ene kvinde skal hun sørge for alt og tage ansvar for fællesskabet.

Har hun ikke også ret i det? Hvad ville verden være uden Marthaer, der får hjulene til at dreje. Der sidder de to – Jesus og lillesøster Maria, parate til at sætte tænderne i Marthas gode mad, og drikke af den vin, hun har disket op med. De sidder hendes nydelige stue ved det bord, hun har dækket – med deres dovne bagdele blødt hvilende på de puder, hun har banket og støvet af.

Martha insisterer på, at man skal yde før man kan nyde. Det har jeg godt nok også hørt mange gange i min barndom. Og at lediggang er roden til alt ondt.

Til den trætte, travle Martha, siger Jesus nu – kære Martha, du gør dig bekymringer om mange ting, men kun eet er nødvendigt, og Maria har valgt den gode del.

Hvad mener han med det? Betyder det, at man skal nyde før man kan yde? Eller at lediggang måske er roden til alt godt? Hvad er det ene nødvendige, og hvad er den gode del?

Måske skal Martha og alle vi andre huske på, at der er en tid til alt. En tid til at være Martha og en tid til at være Maria. En tid til at være aktiv og handlende, og en tid til at sætte sig ned og tage imod.

En tid til at være i bevægelse og en tid til at være i ro. En tid til at være rastløs og fremadrettet og en tid til at være stille, reflekterende og tilbageskuende. En tid til at se frem og komme videre, og en tid til at fortabe sig i sine minder. En tid til at være MARTHA og en tid til at være MARIA.

Det er livsvisdom, og jeg har det fra Prædikerens Bog i det gamle testamente – hvor der står, at for alt under himlen er der en tid.

I løbet af dagen. I løbet af ugen er der en tid til alt. Og i løbet af livet er der en tid til at ville frem i verden og vinde det hele, og en tid til at trække sig tilbage og give noget videre til andre. En tid til at være ung og en tid til at være gammel. En tid til at blomstre og en tid til at sætte frugt.

Jeg hører dagens evangelium i, at Jesus inviterer Martha ind i roen. Det er blevet tid for Martha at standse op. Derfor standser han hende lige dér, hvor hun er ved at bryde sammen – og hvor hun kører rundt om sig selv som en centrifuge, hvor alt er på vej ned i et mørkt hul.

Jesus inviterer den trætte, travle, frustrerede Martha ind i roen, hvor man kan høre sig selv og høre hinanden – og ja, høre Gud. Lyt Martha. Se op og lyt! Og få øje på, hvad der er omkring dig.

Se f.eks. din søster! Lad os forestille os, at Martha slipper det hun har i hænderne og lader køkken være køkken og sætter sig ned ved siden af Maria og giver sig tid til at tale med sin lillesøster og få spurgt ordentligt ind til, hvordan hun har det.

Det er så vigtigt at have søskende, og vigtigt at minde hinanden om, at vi har noget uvurderligt til fælles. Hvad glæde har man af hinanden, hvis vi bare farer rundt og lyser af stress og utilfredshed.

Og hvordan skal andre have glæde af os, hvis vi altid er utilfredse? Utilfredshed smitter. Hvordan skal Jesus og Maria kunne få en bid ned af den mad, som bliver smidt ind på bordet med passiv aggressiv voldsomhed? Så kan vi da gå ud og finde en pølsevogn, hvis det skal være.

Og hvad glæde har Maria af sin flittige, handlekraftige søster, der kun gør hende lille og uduelig med al sin dygtighed. Det minder jo bare Maria om alt det, hun ikke selv er eller kan.

Jesus kalder Martha ind i roen. Ind i den ro, der samler os sammen som mennesker og kalder os ud af os selv og ind i fællesskabet. Ind i kærligheden, ind i naturen, ind i musikken, ind i andre menneskers hjerter.

Jesus kalder Martha ind i den store sammenhæng og vender hendes opmærksomhed mod det liv, hun har fået skænket og som hun ikke ser i al sin bekymrede stress.

Går vi ikke altid rundt med en længsel efter at komme om bag det, der er bag det hele og mærke det større, det evige – den dybe mening. Går vi ikke alle rundt med en fornemmelse for, at Gud findes – og at han vil lade høre fra sig her i hamsterhjulets hule ekkorum, hvor vi ikke kan høre andet end vores egne forpustede suk og støn.

For der må være noget mere. Der må være noget mere end vores travlhed og ambitioner. Livet må være noget andet og mere end at vi får vores ønsker opfyldt bare for at ønske os noget mere.

Hvad er meningen med det hele? Mennesker søger mening og banker på himlens tag for at få svar. Hvad arbejder vi for? Hvad er meningen med alle de kampe vi skal tage? Hvorfor skal vi gøre os umage? Hvorfor skal vi have ambitioner?

Martha fanger meget godt en sindsstemning, vi kender så godt – at man lige pludselig rammes og tænker: hvorfor gør jeg det her? Hvad er det hele til for? Den her snigende fornemmelse af, at det hele er lige meget. I sidste ende giver det ikke nogen mening.

Er det der, hun er, Martha? I så fald vil Jesus minde hende om, at ja – vi lever og arbejder og knokler løs, for os selv og for vores familie og for samfundet. Men vi arbejder også for Gud.

Vi arbejder for Guds skabte verden, og for at virkeliggøre Guds formål med verden – som er at videreføre den kreativitet og glæde, det hele udsprang af.

Gud skaber og opretholder, velsigner og forvandler verden i lyset af den kærlighed og gode vilje, der vil bestå til evig tid. Og i den proces er vi gjort til medarbejdere. Vi arbejder sammen med Gud og Gud arbejder gennem os.

Det er den dybe værdighed i al vores flid og stræbsomhed. Det er arbejdets kald – om du vender burgere på McDonalds eller er rengøringsdame, eller buschauffør, eller forfatter eller laver mad til din søster og deres fælles ven – som Martha.

Når Maria alligevel er den, der vælger den gode del ved at sætte sig for Jesu fødder og lytte – så er det fordi hun lytter udad, mens Martha ikke kan andet end at tosse rundt om sig selv.

Maria har sat sig der, hvor hendes verden udvider sig og hvor hun hengiver sig til sin længsel efter svar derudefra – hun hengiver sig til troens længsel. Hvis Martha gjorde det samme, ville hun måske kunne se på sit travle liv med andre øjne – og se, at når vi lever, elsker, arbejder og kæmper med alt det, der er at kæmpe med – så lever vi inde i Gud og er med til at ære Gud og det, han vil med os.

Se op, op fra gryderne, ud ad vinduet og ud mod det store rum derude under himlen. Jeg tror måske det er det, der er det gode budskab i fortællingen om Martha og Maria.

At vi skal mærke kaldet fra det dybe og det høje – og måske blive mere glad. Amen.

—

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, DK-3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk