3.søndag i fasten | 23.03.25 | Lukas 11,14-28 | Af Tine Illum |

Her råder Gud

Der er et mørke, et mægtigt mørke,
det møder verden i kød og blod
og går med hvisken igennem livet
og lokker mennesker op med rod

Det er et mørke med sorte engle
hvis vinger slår som en rædselsvind
og dem, de rører, forsvinder lydløst
i deres egne forpinte sind

Det er et mørke bag fire vægge
det er et mørke der finder hjem
og tager glæden fra åbne munde
og blæser livsløgne ind i dem.

.. sådan skriver den danske digter, Iben Krogsdal – så hjerteskærende, at vi kan mærke, hvor djævelsk ondt det er. Hvor modsat det er af alt godt.   Ondskaben er et mørke, digter hun, der hviskende lokker mennesker op med rod. som ødelægger og forvansker og fortrænger og lokker.
… og når vi tænker på Guds engle som lysende hvide og billede på Guds omsorg og beskyttelse – så er ondskaben det stik modsatte: sorte engle – og når man røres af deres vinger, forsvinder man lydløst ind i sit eget forpinte sind. Det er det, vi kalder stumhedens dæmoni – der er så langt fra den velsignede fortrolige stilhed, som man kan komme. Det er depressionens helvede, som vi kun er heldige, hvis vi kun har oplevet som glimt.
….. Og det er der, hvor mørket blæser livsløgne ind i os – så fuldstændig modsat fortællingen om, at vores liv begyndte, da Gud blæste sin livsånd ind i os.

Ondskab findes. Den er ikke en illusion. Den er reel.
Engang afbilledede man det på kirkemure som djævle med horn i panden – i dag udtrykker vi os anderledes.
Ondskab kan ikke fejes væk. Eller latterliggøres. Eller bagatelliseres.
Og i vores stummeste mørke må vi erkende – at ondskab er en kraft, som vi af og til kun kan bruge ordet ”besættelse” om. Der er kræfter til stede, der er stærkere end vores.
Og når vi så mærker den formørkede onde stumhed – eller sladderens hvislen – løgnens lokkende forvrængninger. Og mærker, hvordan den har taget i verden, i os selv – eller dem vi elsker. Hvor kan vi da vende os hen?
Hvor er forløsningen? Trøsten? Befrielsen? Det, som vi ofte kalder for ”frelse”?

Vi kunne begynde med at lytte til, hvad andre før os har gjort i håbløsheden. Det hørte og sang vi, da vi kom i kirke i dag.
„Befal du dine veje“. Sang vi. Mens mørke skyer trækker ind over verden, som vi kender den; hvor magtbegærlige tyranner lyver og forvrænger og hærger. Og hvor vi hver især har vores dæmoner at slås med i vores eget liv og i os selv.
Hvad skal vi stille op med sådan en salme ind i vores tid og vores liv? Er den bare håbløst naiv?
Føler jeg rent faktisk det, jeg synger? Tænker jeg vel  …  eller er det bare fromme ord? Jeg er jo vant til, at det jeg siger og synger skal udtrykke det, jeg føler.
Men hvad nu, hvis det det er alt for lidt – kun at synge det, jeg føler så autentisk – hvad nu, hvis det også er den anden vej rundt: at sangen kan gå mig i blodet og i hjertet… at den kan gå i min puls og mit liv.

Vi kunne gå til ham, der har skrevet salmen, Paul Gerhardt, der kom som præst til den lille by, Mittenwalde midt i 1600-tallet. Byen var så medtaget af pest, 30-års-krig og sult, at indbyggerantallet var faldet fra ca. 1000 til 250 i løbet af få år. Selv mistede han fire af sine fem børn.
Hvordan kunne han så skrive sådan en salme? For med så stor elendighed – så megen lidelse – måtte folk – og han selv – da enten holde op med at tro på Gud – eller tro, at Gud sender alt ondt. Føle, at de var forladt af Gud og at intet gav mening. Og så digter han så helt anderledes: tro på Gud; han vil vise dig vej igennem alt dette. Han vil hele dig. Du kan trygt have tillid til ham. Du hører jo til hos ham. Tro det og syng det. Og i de sidste 400 år er salmen på mange sprog blevet sunget til fortrøstning og mod.

I dag ville vi måske sige, at han netop ikke skriver salmen på intuition og følelse, sådan som vi ofte gør – tværtimod: vi ville vel kalde den kontra-intiutiv. Den skrives som trøst. Som håb og forvisning om, at alt kan blive anderledes. For at synge en trøst frem, hvor den synes så langt væk – synge tro og livskraft frem der, hvor det synes helt umuligt. På den mørkeste baggrund. En trøst og en livskraft, som ikke kommer fra os selv. Som giver os kraft. Kraft fra Gud.
I håbløsheden er det det eneste vi har. At tage imod de ord, der kommer udefra og ikke fra vores eget hjerte eller vores egen hjerne. Har vi glemt det? Tør vi give os hen, give slip på og overgive os til den trøst. …..og lige dér fornemme, hvor troværdigt og livgivende, det er. Trøst og kraft og liv kommer til os udefra. Fra Kristus. Og synges ind i os og bliver en kraft. Det vidste Gerhardt – ikke bare i teorien, men fra sig selv.

At trøst og livskraft og liv kommer til os under modsætningens fortegn bliver måske allertydeligst for os i dåben. Der, hvor korset ikke mere er tegn på ondskab og død – men på befrielse og liv.
Her skal det onde ikke få magten. Her er der valgt side. ”Modtag korsets hellige tegn, både for dit ansigt og for dit bryst” vi ser det. Og vi hører, at det er ”et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus”. ”Vi forsager Djævelen. Vi tror på Gud.” sagde vi

Så vidt, så godt – og så alligevel…

Vi hører om, at Jesus jager en stum dæmon ud; dæmonen har gjort en dreng stum, og da den er jaget ud, er drengen helbredt og kan tale igen. Det lyder fremmed for os. Måske endda uhyggeligt og kynisk. Sådan at tænke, at nogen er besat af Djævelen.
Men der var – og er – der i hvert fald én trøst i den tankegang: sygdom eller hvad det nu måtte være er ikke min identitet, den er ikke mig selv – det er noget, der kommer et andet sted fra.
Og selv om vi ikke plejer at sige det på den måde – så slipper vi ikke fra tanken:  Hvor kommer det onde fra? Er det min egen skyld – er det fordi jeg ikke har tænkt positivt nok? eller spist nok spinat eller drukket nok grøn te? Eller troet nok.
For ikke at tale om, at det så også heldigvis er de andres egen skyld, hvis de rammes af ulykke eller sygdom. Det behøver jeg ikke blande mig i. Det er ikke mit ansvar.

Alt det er fuldstændig uinteressant for Jesus. Han forklarer ikke det onde. Han bagatelliserer det ikke. Han blander sig. Han handler. For sådan er Gud. Dødens, ligegyldighedens og livsledens fjende.

Det gode kommer fra Gud, siger Jesus. Og det onde kommer fra Djævelen. Der findes ikke nogen neutral zone mellem de to. Der er ikke noget, der er ligegyldigt. Du skal stille dig på livets og det godes side. Ja, du blev allerede stillet der, dengang du blev døbt, og hvor Guds finger tegnede et kors på dig.
En kærlighedserklæring. Du er dækket ind af det kors, Jesus døde på. Du er blevet trukket med op i hans opstandelse og påskeliv. Det er godt at vide. Nu er du stillet på livets side. Du skal høre, hvad Gud siger, og handle efter det. Det er også gennem dig, Guds vilje sker i verden.

Det er ikke let at tro det. Vi skal hele tiden mindes om det – og vi går så let vild i det.

Luther – der selv var en god sjælesørger – vidste godt, hvor svært det kan være. Og at vi har brug for ganske enkelt at minde os selv om det, hver morgen.
Så han siger: om morgenen skal du bede Fadervor og slå korsets tegn og gå glad til din gerning. Og: om aftenen skal du bede Fadervor og slå korsets tegn og trygt lægge dig til at sove.
Tro det: Her lyser Kristus. Her råder Gud.
Iben Krogsdal siger det sådan:

Og giv os stemme og giv os livstid
og giv os varme og fyld os ud
så vi kan lyse når mørket kommer
og svare stille: Her råder Gud

Amen

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6o01 Bjert

Email: ti(at)km.dk