Lukas 12,13-21

· by predigten · in 03) Lukas / Luke, 1. So. n. Trinitatis, Altes Testament, Anne-Marie Nybo Mehlsen, Beitragende, Bibel, Current (int.), Dansk, Kapitel 12 / Chapter 12, Kasus, Predigten / Sermons

1.søndag efter trinitatis | 02.06.2024 | Lk 12,13-21 | Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Investeringsrådgivning  

Griskhed, pengepugeri og overflod er ikke godt for mennesket. Joachim von Ands daglige bad i Pengetanken er åndsforladt, og Joachim er til grin, når han ikke har andet end bekymring og ærgelse ud af sin rigdom. Han er nærig og grisk ud i det groteske, og derfor ler vi ad ham. Han er også bare en tegneseriefigur, – og det gør det let samtidigt at le ad os selv og vores lille drøm om uendelig rigdom og den store gevinst. I drømmen om den store gevinst forveksler vi et øjeblik overflod med frihed. Hvis vi bliver spurgt, hvad vi ville bruge den helt store gevinst til, så vil mange først uddele af den og derefter slå sig ned i ubekymrethed eller måske rejse, for ikke at komme til at kede sig i al den luksus.

Den rige bonde, Jesus fortæller om, vil bygge sin livsforsikring i store nye lader og derefter nyde sin tidlige pension. Hvem kunne ikke i et ubevogtet øjeblik drømme om det?

Vi samler os gerne skatte, ikke bare materielle skatte i gods og guld, men også i blødere værdier.

Vi forveksler ofte det, vi har samlet, med frihed, som om det er en slags valuta, der kan omsættes til liv.

Skal livet da købes? Kan livet købes? Skal der handles eller forhandles med Gud?

Hvis det er sådan, så er vi ikke andet end små skakbrikker, der ikke ved, hvornår vi tages af brættet! Det afslører et frygteligt gudsbillede og et depremerende livssyn i det, mange af os til dagligt forveksler med velstand og godt liv….

Vi tror bedre end det om både Gud og det liv, Gud skænker os, så hør, hvad Jesus sagde:

”Et menneskes liv afhænger ikke af hvad det ejer, selvom det har overflod!”

Den rige bonde med planen om at bygge store lader er, med al sin materielle sikkerhed, ikke rig hos Gud.

Men hvad er det at være rig hos Gud? Hvordan samle sig en skat, en rigdom hos ham, som ikke er en handelsvare, en sammenpuget kiste af fortjeneste og velvilje?

Gud lader sig ikke købe eller bestikke, – ikke med penge og materiel velstand og heller ikke med dyder og gode gerninger.

Sådan som mennesker af og til forsøger sig med.

Fordi vi tror, at Gud da må synes bedst om de fromme. Eller tror vi måske, at vi kun kan være elsket, når vi fortjener det?

Men kærlighed og liv skal og kan ikke købes. Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer.

Et menneskes liv afhænger af Gud. Vi er allerede rige hos Gud.

Vores skat hedder Kristus. Han overøser os med Guds kærlighed, – helt gratis!

Gud giver os i Jesus hele sig selv uden forbehold, går til de yderste egne og holder ikke igen, vurderer ikke risiko og kalkulerer ikke med tab. Jesus udholder smerten, trofast, vedholdende. Han stiller os midt i Guds rigets herlighed og siger, vi er de betroede arvinger, de elskede børn.

Hvis du drømmer om store lader og pragtfulde boliger, så se dig om i de lyse sale i morgengry og solnedgang:  Se! Strålestøtterne, guld, rav og diamant. Se! Lysets engel, der dagligt kysser drot og tigger, olding og barn, så blikket stråler og kærligheden flammer op!

Midt i al den skønhed og rigdom står vi og har uendeligt meget at give fra os af. Dine kære og nære har brug for dit blik, dine hænders værk igen i dag. Den endnu fremmede har brug for, at I mødes som hinandens næste, fælles om det menneskelige.

Kærlighed og fordringen på at give den fra dig, er din og min arv. Vores opgave i forhold til arven er at trodse frygten for at miste og tabe, og i stedet stole på, at livskraft, der er givet væk i kærlighed, aldrig er spildt og aldrig går til grunde.

Om livet så er fattigt eller rigt, slidsomt eller let, kort eller langt, så er det uvurderligt og evigt.

Hver lille bitte stump af kærlighed giver afkast og grøde i Guds evighed, og hver tåre, hver smerte samler han på. Gud samler op på det tabte og brudte, – det er alt sammen med i det fuldendte evige. Det er din og min rigdom hos Gud. Amen!

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK 4930 Maribo

Email: amnm(at)km.dk