Den bedste tid er nu | 1. søndag efter Trinitatis | Luk 12,13–21 | Thomas Reinholdt  Rasmussen |

Den bedste tid er nu

Der lyder til tider kritiske røster om, at folkekirken har for mange penge. Men når man er i det, så synes det ofte som om, at der skal spares og henholdes. At der ikke kan lægges tag på en kirke, fordi den anden kirke skal have det, eller at der ikke kan ansættes en præst lige i det bestemt område, fordi der også er brug for en præst et andet sted. Sådan er synspunkter så forskellige.

Men der skal nok som sagt nok være en enkelte eller to ude i det ganske danske land, der synes, at kirken har da penge nok. Og at de hele tiden bygger og bygger. Nærmest opfører lader til deres midler. Og ofte lyder det så det er da underligt for der kommer jo ingen i den. Ikke alene bygger de, men de bygger også til ingenting.

Men enhver, der er med i kirkens arbejde og særligt i det administrative arbejde ved at midlerne ikke er ubegrænsede. Man står i kø efter et nyt tag og eller en sognegård til at rumme aktiviteterne.

For aktiviteter er der. Der kommer faktisk nogen i folkekirken. I Aalborg stift har vi talt alle aktiviteter i ti år, og det viser, at der virkelig kommer mange og der virkelig sker meget. Folkekirken er med sine gudstjenester, foredrag, koncerter, studiekredse, børnearbejde, socialt arbejde, og jeg kan blive ved, nok regionens største kulturudbyder og sådan er det også i andre stifter.

Vi må gerne ranke ryggen lidt, og sige: vi er faktisk med i en organisation, der sætter præg på landet på bedste måde med folkeoplysning, musik og ånd, og væsentligst af alt: med ordet om tilgivelse, som vi har så meget brug for at høre i en tid, hvor alt synes at komme an på ens egne formåen og kræfter. Vi har virkelig brug for at høre ordet om tilgivelse, og vi skal ikke putte med det. Her kan vi taler store ord ud i verden og til mennesker, som virkelig trænger til at høre, at selv om man både er uperfekt og flosset i kanten, så er du med. Kristendom handler altid om at gøre selv solidarisk med den, der er uden for. På samme måde som Kristus på korset gjorde sig solidarisk med alle os, der skal dø.

Derfor er den rige mands fyldte lader problematiske. Ikke alene begynder han med at rive ned, men han bygger også således at han sætter skel. Han har. De andre har ikke. Og hans blik er fast rettet mod det han har fået, og således vil det egentlig altid være rettet mod den fortid, der gav han de fyldte lader.

Og det er der altid en fare for: at man retter blikket mod fortiden, der er glorværdig og stor, og tror, at man skal bevare fortiden bag lukkede porte og store lader. Det er det, den rige bonde gør: bevarer fortidens gaver.

Også kirken kan falde for den antagelse, at det handler om at bevare fortiden, eller måske endog ønske, at man dog bare havde levet i en fortid, hvor folk gik i kirke, så det var en fryd, selvom alle undersøgelser viser, at det har vi aldrig gjort.

Vi kan godt blive så fortidsrettede, som den rige mand også bliver, at vi glemmer hvad evangeliet er, så også nærmest må råbes til den rige mand i dagens lignelse.

For hvis vi tror og forkynder, at hver gang et lille barn bæres til dåben og hver gang en rækkes brød og vin ved nadveren, så er Gud sandt til stede, så Gud ikke en fjern fortid eller en glorværdig historie, der skal opbevares i store lader.  Så er Gud her. Så er historien med alle dens store bedrifter og smertefulde nederlag, kun vidnesbyrd om at mennesket også i deres historie har mødt Gud.

Hvis Gud ikke er i fortiden, men er altid her nu i vores tid, så er kirkens bedste tid ikke en svunden tid. Så er kirkens bedste tid altid nu.

Kirkens bedste tid er altid nu. Lige nu og her. Det er nu, Herren besøger sit folk.

Det skal vi huske, nå vi møder vores trængsler og når vi møder vores glæder, og når vi oplever, at der beskæres i buskadser og budgetter, og når værre ting tilstøder os, så er vi dog i kirkens bedste tid, for det er altid nu, at Herren besøger sit folk.

Det er det den rige mand i lignelsen ikke ser og forstår, at den bedste tid er nu. Midt i virvar og kaos, midt i kors og nederlag, er det kirkens bedste tid, for det er nu, at Herren besøger sig folk. Midt i korset var det også kirkens bedste tid, for her var Gud også til stede.

For vi kan hastig falde hen i fortidsbeundring, men fortidens folk havde sandelig også deres at kæmpe med. Men de var også i den bedste tid, for det var den tid, da ordet om tilgivelse blev sagt og nåden rakt til store og små.

Hvis vi fastholder, ja hvis vi vedvarende tror, at kirkens bedste tid er lige nu, så kan ordet også lyde til verden med større kræft og fylde. Så pakker vi det ikke ind i fyldte lader, som om vi kan opbevare fortiden der; konservere den. Og så ender det med at blive råbt til os, som der blev råbt til den rige mand.

Det er præcis det Grundtvig skriver om i den kendte salme, vi synger om lidt. ”For mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor”. Det er nu. Det er nu det sker. Det er nu at ordet om tilgivelsen, som vi og vores tid i den grad trænger til at høre, så vi kan befries fra den konstante forestilling om, at vi selv skylder os livet, skal lyder.

Du er tilgivet. Du er med. Det er den bedste tid lige nu. Det er den tro, vi skal arbejde under: at Gud er i sit ord og i dåb og i nadver, og derfor er kirkens bedste tid altid lige nu.

Så åben da portene og lad evangeliet lyder lige her og nu – til os alle – og en og hver. Med ordet om tilgivelse over det skyldige liv, vi alle lever.

​​​​​​Amen

Thomas Reinholdt Rasmussen
Biskop i Aalborg Stift
trr@km.dk