Guds rige afhænger ikke af om vi er få eller mange | 9. søndag efter trinitatis | 28.07.2024 | Lukas 12,32-49 | Mikkel Tode Raahauge |

Så beder vi dig, du gode Helligånd:

Kom til os og tal Guds ord,

så vi omvender os – og tror!

Amen.

Når først man begynder at få øje på dem, så dukker de op stort set overalt – selv i de mest usandsynlige sammenhænge – og de bliver ved med at fylde mig med en ganske særlig form for forundring. Jeg tænker på de hundredvis af såkaldte ”hurra-ord,” som vores samtid af en eller anden grund er sindssygt vild med; alle de dér små, fantastiske ord, som skal spice sproget op og kaste glans over selv de mest dødssyge sætninger og sammenhænge. De kommer i alle mulige og umulige slags, og forleden blev jeg f.eks. af algoritmen opfordret til at engagere mig i et talent-laboratorium, hvor jeg kunne blive medejer af fremtiden ved at ”få indflydelse, kompetencer, et stærkt netværk og blive en del af et bæredygtigt generationsskifte i landets demokratiske virksomheder.”

Den opfordring lader vi lige stå og stråle lidt for sig selv … Men altså: jeg gætter på, at man af jer sikkert også er stødt på nogle af alle de hér hurra-ord på jeres arbejdsplads, som kan betyde nærmest alting og derfor ikke rigtig betyder noget som helst, når det kommer til stykket. Vi har dem også i Folkekirken, hvor ét af de helt store mantraer for tiden er, at vi skal have visioner. Jeg har ellers lært, at hvis man har visioner, så skal man gå til lægen, og det er nok heller ikke den profetiske slags, der er tale om i den hér folkekirkelige forbindelse – desværre. Og dertil kommer naturligvis alle de andre velkendte hurra-ord som f.eks. omstillingsparathed, samskabelse, innovation og så selvfølgelig det allerdejligste af dem alle, nemlig ordet fællesskab.

Det dukker op overalt, dét ord, og forstå mig nu ret: det er ikke for at stå hér og ironisere over alle de mange gode fællesskaber, der også findes. Slet ikke. Jeg håber tværtimod meget på, at vi hver især indgår i nogle forskellige relationer, som er præget og båret af tillid og kærlighed. Vi har nemlig alle sammen brug for at vide, at vi hører til i nogle særlige sammenhænge, hvor vi tør være helt os selv og stole på, at nogen ser os som og holder af os for dem, vi virkelig er. Det gælder selvfølgelig ikke mindst vores familier og vores tætteste bekendtskaber, og kirken er egentlig også sådan et fællesskab, og dét skal jeg nok vende tilbage til.

Men til at begynde med giver det måske god nok mening at tænke lidt over, om alt dét virkelig er noget, man uproblematisk kan påstå om og ukritisk forlange af en hver form for fællesskab – tillid og kærlighed. For der findes jo også de fællesskaber, der danner sig og vokser omkring forskellige undertrykkende dagsordner; det er både fortiden og nutiden fuld af eksempler på. Så findes der dem, der opstår og lever af at holde andre mennesker ude; mon ikke, vi alle sammen har gjort os erfaringer med sådan ét? Og endelig findes der alle de sammenhænge – og der er især i dem, tror jeg, at fællesskab bliver brugt som sådan et hurra-ord – hvor det ikke gælder så meget om det ene eller det andet, som om simpelthen bare at være mange.

For jo flere, jo bedre, som bekendt, og sammen er vi stærkere og kan få udrettet alt muligt. Hvad det så egentlig er, man har tænkt sig at udrette, det er måske i virkeligheden slet ikke så vigtigt, når det kommer til stykket. Det behøver ikke nødvendigvis at være særligt ondt eller særligt godt, det man gør. Det gælder bare om at få udrettet et eller andet – i fællesskab! – så at man kan vise sin omverden, at man har sin berettigelse og frem for alt sin relevans i den. For hvem skulle dog kunne finde på at sige flertallet imod? Sådan spiller klaveret jo ikke i denne faldne verden. Hér må de få vige for de flere; hér kan det ikke nytte noget, at man siger: selvom vi er få, så er det alligevel os, der har ret. Nej, hvis man vil have riget og magten og æren må man også have et flertal; det gælder både i Folketinget og i samfundet i øvrigt, og noget kunne tyde på, at den tankegang også har sneget sig ind i Folkekirken.

For hér skal vi som bekendt have visioner! Ikke, vel at mærke, af den profetiske slags. Men visioner, der kan cementere – for nu at blive ved hurra-ordene – at vi altså er et omstillingsparat, samskabende og innovativt fællesskab, som udretter, ja, et eller andet. Hvad det så er, dét er måske i virkeligheden slet ikke så vigtigt, når det kommer til stykket. Bare der kommer nogen her … så at vi kan vise vores omverden, at vi er flere end få, og at vi derfor også har vores berettigelse og vores relevans i den.

Der er meget at sige om alt dét, og jeg kunne blive ved. Længe. Men måske er det hele egentlig bare en lidt forkvaklet kærlighedserklæring til den Folkekirke, som vi holder så meget af, og hvis fremtid, vi frygter for. Og så forestiller jeg mig i øvrigt ikke, at I er kommet hér for at høre på min gejstlige galde (den har I vist fået rigeligt af nu) eller for at blive til mere omstillingsparate, samskabende og innovative mennesker for den sags skyld – men for at høre evangelium. Så dét kommer hér, og hør endnu engang, hvad det er, Guds Søn siger til og om os i dag:

”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget.” Det vil sige: over for Gud – i forholdet til Gud – der er det aldrig mængden, der er det afgørende. Heller ikke i kirken. For det, som Guds kirke forventer, nemlig Guds rige, det afhænger ikke af, om vi er mange eller få, ligesom det heller ikke afhænger af vores visioner eller af hvorvidt, vi nu er omstillingsparate, samskabende og innovative nok – men ene og alene af dét, som Gud har besluttet. Og det vil ogsåsige, at dét fællesskab, som kirken er, at dét heller ikke er ét, hvor det overhovedet giver mening at sige: ”Jo flere, jo bedre!” eller ”Sammen er vi stærkere!” Men det er derimod et fællesskab, hvor vi kan være sammen om at være svage – og ikke hele tiden at skulle bekymre os om, om vi nu er mange nok og om vi mon har vores berettigelse og vores relevans.

For at Gud har besluttet at give os Riget, det er betyder jo ikke, at vi så også skal have magten og æren. Men magten og æren beholder Gud, for dét er jo lige præcis, hvad Guds rige vil sige: at vi kan leve vores liv i tillid og kærlighed og turde være helt os selv at stole på, at Gud ser os som og elsker os for dem, vi virkelig er – og helt uden, at vi skal udrette noget som helst for at fortjene det først. Vores eneste opgave, den er sådan set ”bare” at forvente Guds rige. At blive ved med at forvente det, og dét kan vi jo gå i gang med med det samme. Det kræver intet andet af os, end at vi forventer det. Og indtil det en skønne dag bryder synligt frem som morgenrøden på fremtidens horisont, så kan vi jo passende bruge mellemtiden på at leve lidt, sådan som vi fra begyndelsen er skabt til: leve sammen; i sandt fællesskab og langmodighed, både med os selv og hinanden. Og i tillid til den Gud, som er uendeligt langmodig med os.

I Jesu navn.

Amen.

—

Sognepræst Mikkel Tode Raahauge

Skovshoved, DK 2930 Klampenborg

Email: mitr(at) km.dk