Det er aldrig for sent | 21. søndag efter trinitatis | 20.10.2024 | Lukas 13,1-9 | Rasmus Nøjgaard |

Søndagens evangelium falder i to hovedstykker, først to fortællinger om omvendelse og så en om forbøn. Begge dele indgår i Jesus’ formaning om at leve det rette liv (10,25-11,13 og 12,1-13,21), og det er oplagt, at hvert stykke ikke kan forstås uden det andet, de samler et livssyn, måske endda et gudsbillede.

Det lukanske historieværk rummer med Jesu liv og de første menigheder en bevægelse fra Jerusalem til verden, en eskatologi for det jødiske folk og siden for alle folkeslag. Lige her er Jesus på vej til Jerusalem, og han har fokus på at overlevere sit budskab til sine disciple, og kapitlerne er en perlerække af fortællinger, lignelser, visdomsord og formaninger. Flest handler om det evige liv. Men her handler det om at leve, først ved at vinde livet gennem omvendelse og bagefter om at få det hele foræret gennem gartnerens forbøn. Livet vindes med andre ord ikke ved egen hjælp, men en anden kommer det til undsætning. Muligvis er figentræet for os en eksotisk frugt, men her i Mellemøsten er træet helt almindeligt, figentæet kan bære frugt flere gange årligt og give et overvældende udbytte. Gartnerens omsorg for det ynkelige figentræ, der står som en fremmed blandt vinrænkerne, er med andre ord overraskende og derfor så rørende omsorgsfuldt. Det er vanskeligt at læse gartneren som anden end Jesus selv, som et billede på sønnens barmhjertighed og omsorg også for den der intet yder. Det udvider billedet af de henrettede galilæerne og jerusalemitterne som dør ved en tilfældig sammenstyrtning af et bytårn, for de skal ikke drages til ansvar for deres egen skæbne, de er ikke mere skyldige end alle andre, deres skæbne var ikke beseglet af deres egen syndighed, men ved Pilatus’ ondskab og bytårnets nedstyrtning. Det taler lige ind i almindelig forestilling om, at vi selv må drages til ansvar for vores egen skæbne, og afviser at betragte blodsblandingen og den tilfældige ulykke som skamfuldt for de døde og deres slægtninge. De bliver frikendt. Skulle vi være det mindste i tvivl, så følger fortællingen om figentræet, som gartneren beskytter og yder livsreddende førstehjælp. Fortællingerne rummer en befrielse fra skyldighed over egen skæbne, en hjælp ud af skammens rationale, og en anvisning på vejen tilbage til livet.

I en krigshærget og fjendtlig virkelighed er det godt at blive erindret om, at vi ikke skal lade skammens følgesvende: afvisning, isolation og vrede, styre vores videre vej gennem livet. Det gælder ikke kun krigens landskab, men også vores egne personlige kampe med familien, arbejdet og omgangskredsen: Vi skal ikke lade os udskamme over at være en fremmed fugl, der ikke bidrager, men glæde os over at vi i mødet med Kristus møder barmhjertigheden, der oprejser os og bygger os op til nyt liv. Fortællingerne udtrykker mødet med den barmhjertige Gud, der forsoner sig med vores menneskelighed, og når livet bryder sammen og vi intet formår at udrette, så rækkes vi syndernes forladelse som oprejsning og mod til nyt liv.

Her kunne vi slutte læsningen. Men det ville næppe gøre fortællingerne ret. For Jesus’ gudsbillede rummer mere end barmhjertighed. Her lyder også en fordring. To gange gentager Jesus de samme ord, som altså må være betydningsbærende som retorisk figur:  ’Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.’ Uden omvendelse vil det gå alle ligesom galilæerne og jerusalemitterne. Ingen er bedre eller heldigere stillet end ofrene for Pilatus’ besudling eller bytårnets sammenstyrtning, ingen har noget fortrin og kan hævde egen renhed og de andres skyld og urenhed. I den forstand er vi lige, og det vil gå os alle som dem. Med mindre vi omvender os: ’Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.’ Jeg læser det som en formaning om at ære de døde og begrave dem med oprejsning, så skammen ikke formørker sjælen. Det kræver omvendelse at kunne vende sig væk fra dommen og hævnen. Jesus fordrer en ny vej, der ikke fastholder skammen og kravet om hævn, øje for øje, tand for tand, men også fordrer ikke at fordømme et andet menneske på hvad det har formået, men elske det for hvad det har af liv og fremtid i sig.  Det er frigørelsens omvendelse, både for den der bliver sat fri, men også for den der sætter fri, da vi ikke længere ser døden og dommen som vores eneste forhold til vores omverden, men tilgivelse og liv. Forsoning er barmhjertighedens sprog.

Det svarer til lignelsen om figentræet, hvor gartneren giver det en chance. Han forsoner sig med at det er ufrugtbart. Han går i forbøn for at det skal spares og gives en chance, så vil han vil vise det al sin kærlighed. Gartneren står hele tiden i relation til vingårdsejeren, for gartneren ved at det er vingårdsejerens ret at hugge træet om. En dag skal det ikke stå mere, og da må han hugge det om. Men indtil da vil gartneren vise det al sin barmhjertighed.

Som kristenmenneske har vi fået den gave at lære Gud at kende igennem Jesus. Det er barmhjertighedens Gud, vores frelser og forsoner. Vi henvender os til Gud gennem Jesus, for Gud har åbenbaret sig i sin søn, så vi her skal lære Gud at kende. Jesus løser os fra skammen over døden med al dens voldsomme vrede og smerte, samtidig med at han fordrer at vi vender os mod livet og møder verden ligesom ham. Ellers, siger han, går det os som alle de andre der bliver opslugt af verdens vrede, og vi fanges ind af syndens og skammens logik. Jesus peger med andre ord på, at han kun kan udtømme sig selv for vores skyld, hvis vi tager imod ham og tager hans liv på os. Da vil han altid være gartneren der drager omsorg for os, men ellers må han overdrage os til sin far, vingårdsejeren. Det må også være derfor han gentager buddet om omvendelse, hvor vi tillidsfuldt tager imod hans kærlighed og oprejsning, så vi ikke falder tilbage i verdens larm med al dens vrede, skam, hævn, krig og indre og ydre ufred.

Gudsbilledet er mere facetteret end det lige ser ud, for Jesus står altid i relation til sin far, det er treenighedens spænding at far, søn og helligånd udfolder samme Gud. Der er en afmagt i endnu ikke at kunne se Gud ansigt til ansigt, og den ydmyghed må vi som kristne leve med uden at bilde os selv ind, at vi kan kortlægge hele Guds hus. Vores held er, at Gud blev menneske, så vi kan høre Guds åbenbarede ord, og ydmygt vende os hans vej og fatte tillid til at slå ind på følgeskab med ham:

Det er aldrig for sent!

Se, det er barmhjertighed.

Amen

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

Østerbrogade 59

DK-2100 København Ø

+45 2617 0583

EmaiI: RN(at)km.dk