17.søndag efter trinitatis | 12.10.25 | Lukas 14,1-11 | Af Anders Kjærsig |

Symposion og antisymposion

For snart 2400 år siden skrev den græske filosof Platon en dialog med titlen Symposion. Den handler om en flok intellektuelle kunstnere og filosoffer, der mødes til et lille lukket selskab. Ved sådan et symposion spiser og drikker man og vel og mærke drikker, til man bliver godt beruset. Efterfølgende rejser på skift hver enkelt deltager sig op og begynder at causere og docere over et på forhånd udvalgt tema. I Symposion er temaet kærligheden – kvinden, eros og kunsten.

Deltagerne bliver opvartet af slaver. Det er en lukket fest. Kun for de indviede og udvalgte: Man skal være ud af aristokratisk slægt, rig og intelligent for at være med. Alt bliver serveret og tilrettelagt. Det er et eksklusivt selskab. Slaver, tjenestefolk, fattige, syge, spedalske, de udskudte og de, der skød forbi, får ingen indgang. Hverken fysisk, intellektuelt eller åndeligt. De får ikke engang et sprog. Der er ingen, som taler om dem eller taler deres sag. De er anonyme, stumme, dumme, tavse, oversete og knap nok eksisterende.

Femhundrede år senere skriver evangelisten Lukas også et symposion. Eller symposion er måske så meget sagt, for Lukas symposion er et omvendt symposion – et antisymposion, der vender op og ned på det ellers vedtagende og undertrykkende hierarki, vi finder hos Platon.

Antisymposiet strækker sig fra kapitel 14,1-24 og består indledningsvis af nogle små belærende fortællinger. Fortællingerne handler bl.a. om, hvem man skal invitere, og hvor ved bordet man skal sætte sig. Lukas advarer mod at invitere venner, for det får man intet ud af andet en gensidig selvbekræftelse – det kender de fleste. Venner er venner værst, så længe der er venner til.

Ligeledes advarer han også imod at sætte sig for højt op ved hovedbordet i forhold til de normale vedtagende pladser. Ikke på grund af jantelov, men fordi Lukas er kritisk overfor magtens instrumenter inklusive brugen af mad og måltider som eksklusivitet og udelukkelse. Det kunne vi måske lære lidt af i dag, hvor selv vejrudsigten pakkes ind i lukullisk og højbelagt gastronomi.

Lignelsen om det store gæstebud er kulminationen på det lukanske antisymposion. Det er en lignelse, som handler om Guds rige. Hvem der er inviteret til festen på den ene side, og hvem der kommer til festen på den anden side. Det er ikke de samme. De inviterede undskylder sig og kommer ikke på grund af næringssorger og andre dagligdags bekymringer. Gad vide, om de var kommet til Platons symposion, hvis de fik muligheden? Til gengæld kommer de, der ikke er inviterede. De har nemlig ingen undskyldninger.

Kongen er Gud selv. Tjeneren er hans søn, Jesus Kristus. Han går ud blandt de marginaliserede ude på stræder og veje helt ude bag de lukkede skove og forbudte områder for at invitere alle de ind, som ingen gider bespise eller tale med. Blot blod til alle på Blågårdsplads.

På den måde bliver de indbudtes undskyldning til de uindbudtes festmåltid. For fest skal der være – uanset hvem der kommer.

Disse to fortællinger har på hver sin måde konkurreret med hinanden i den europæiske civilisationshistorie: Platons lukkede og eksklusive selskab på den ene side, og Lukas åbne og inklusive måltid på den anden side. Spændingen mellem lukkethed og åbenhed, mellem at ekskludere og inkludere, har således sat sine spor i både europæisk og dansk litteratur og interiør.

Lad mig nævne et par kendte eksempler fra danske litteratur.

Et lukket selskab finder vi i Gustav Wieds Livsens Ondskab, hvor de danske ædedolke har gjort bespisningen til en loge af ligesindede. Her er der en klar og udtalt eksklusivitet. Som Redaktør Heilbunth – ædedolkenes selvbærende formand – selvironisk og imposant siger det: Vi er ”eksklumpsive”. Man skal nemlig veje mindst 240 pund for at være en del af ædedolkenes klub, betale en forholdsvis høj sum penge, som den fattige ikke har, og være over 50 år gammel. Ædedolkene er således en karikeret udgave af Platons Symposion. Begge er ekskluderende. De er ”Broder” i ånd og kød.

Men som sagt: Et symposion har også et antisymposion. Indenfor dansk litteratur er Karen Blixen et stjerneeksempel. Hun følger Lukas. Ikke mindst i fortællingen om Babettes Gæstebud.

Den handler om to provstedøtre i Berlevaag, som takket være den franske kokkepige Babette bliver værtsfolk ved alle tiders gæstebud. Da Babette en dag vinder en præmie på 10.000 franc og ønsker at traktere menigheden med en lækker fransk middag for egen regning, sker der noget i Berlevaag, som aldrig er hændt før. Hun tilbereder nemlig en middag for dem, som forsoner den uvenskab og smålighed, eksklusivitet og udelukkelse, der så småt er sivet ind i den lille menighed. Små samfund har også deres knaster.

Som Lukas fortæller hun om Guds rige, men gør det vel og mærke som kunstner. Blixens måltid er nemlig inkluderende. Det er et antisymposion. Der er jo ingen fra det lille samfund, som udelukkes. Tværtimod. Alle lukkes ind. Også de, der ikke kan lide hinanden. På den måde sprænger Blixen de statusmæssige relationer, så de forskellige placeringer i det sociale hierarki udjævnes.

Hvad Gustav Wied lukker, det åbner Blixen. De Platon ekskluderer, inkluderer Lukas.

I den forbindelse ikke et ord om altergang og nadver i den danske folkekirke. Men i modsætning til den eksklusivitet, vi møder i tidens gastronomiske performance, er det kirkelige måltid nok det mest inkluderende, vi har. Amen.

—

Sognepræst Anders Kjærsig

DK 5881 Skårup

Email: ankj(at)km.dk