2.søndag efter trinitatis | 29.06.25 | Lukas 14,16-24 | Af Poul Joachim Stender |

Hvis vi skal med i festen i Guds rige, må vi sige ja tak til invitationen.

Grøn stær, grå stær. Der findes mange forskellige synsproblemer iblandt os. Grundvig skriver i sin salme Blomstre som en rosengård om den sorte stær, som skal skæres for, og refererer med sort stær til blindhed, som Guds mægtige kræfter skal helbrede. Ud over forskellige deciderede øjensygdomme, er 1/3 af danskerne enten nærsynede eller langsynede.  Der er også en øjensygdom, der hedder tunnelsyn. Man ser verden, som om man så den gennem en tunnel. Det perifere syn er forsvundet. Man kan ikke se, hvad der er til siderne. Det skulle være meget ubehageligt. I øjeblikket virker det, som om et slags mentalt tunnelsyn har ramt os danskere. Det kan vi for eksempel se i klimadebatten. Af en eller anden grund er man blevet så fokuseret på klima, og hvad man skal gøre, for at forlænge klodens liv, at man ikke kan se noget som helst andet. Det er nærmest, som om man har længtes efter et liv, hvor der blev sagt til en: ”Det må jeg gøre for at være et godt menneske. Det må jeg ikke gøre for at være et godt menneske.” Det perifere syn er forsvundet. Man vurderer ikke længere om det, der skal foretages for klimaet, er gavnligt eller ej, om det er videnskabeligt bevist eller ej, om det skader vores velfærdssamfund eller om det ikke gør. Man har et i hovedet. Væk med røde bøffer, ingen flyrejser, ingen forurening, ingen misbrug af verdens ressourcer. Indimellem kan man ikke undgå at få den tanke, at verdens kommende terroraktioner ikke kun vil udgå fra radikaliserede muslimer. Men også fra radikaliserede veganere, der allerede har været ude med budskaber som, at kødspisning er lige så slemt som pædofili.

I Jesu lignelse i dag om manden, der inviterer til et festmåltid, støder vi på adskillige personer, som har et voldsom mentalt tunnelsyn. Der er en mand, der siger nej til invitationen til fest, fordi han lige har købt en mark. Han kan ikke se andet end den åndsvage mark han har købt. Han minder om rigtig mange mennesker med besiddelser. De ser hvad de ejer. Men de ser ikke mere. Først på deres dødsleje går det op for dem, at det de havde skrabet sammen, ikke havde nogen som helst betydning. Der er også nogle andre personer i lignelsen, der markerer sig med deres tunnelsyn. En har anskaffet sig fem okser og afslog invitationen til fest, fordi han skal udnytte sine okser. Han er billedet på alle dem, der har været voldsomt fokuseret på deres arbejde, og ikke kunnet se andet end arbejdet. Den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der interviewede en masse døende mennesker, fortæller, at de fleste på deres dødsleje fortrød de havde arbejdet for meget. Men selvfølgelig skal vi alle arbejde hårdt, hvis Danmark skal fortsætte med at være et godt land. Vi skal bare passe på tunnelsynet. Der er andet i livet end arbejdet.

En særlig interessant person med tunnelsyn i lignelsen er ham, der har giftet sig og kun har øje for sin elskede. Han er et sjældent fænomen. I virkeligheden er vi ikke særlig fikseret på vores ægtefælle eller kæreste. Det skulle da lige være deres fejl. Jeg synes vældig godt om denne bibelske person, der er så glad for sin hustru.  Til gengæld har vi tunnelsyn, når det kommer til vores børn. Det oplever de danske folkeskoler, børnehaver, friskoler og efterskoler. Forældre møder konstant op og kræver, at der skal gøres en masse for deres curlingbarn. Det er sjældent, at der kæmpes for fællesskabet – for det, der gavner alle.

Nogle religioner har også et stærkt tunnelsyn. Hvis man i sin tro kun er fokuseret på sin Gud, og ikke ser, at der er andet, har man mistet sit perifere syn og er blevet mere eller mindre farlig for sine omgivelser. Der er også kristne grupperinger, der lider af tunnelsyn. Jesus er alt. Og han er også alt. Men man skal lægge mærke til, hvordan det kristne kors ser ud. Der er streg der går ned fra Gud til os, for at vi skal rettet blikket mod ham, mod det himmelske, mod evigheden. Men der er også en tværstreg på korset. Og det er det perifere syn. Det er vigtigt, at vi ser de mennesker vi lever sammen med og den verden, som vi er en del af. Gør vi ikke det bliver vi fanatiske, intolerante, uudholdelige kristne med stærkt tunnelsyn.

I for sig kan man godt føle med de folk, der i lignelsen siger nej til invitationen til en fest. Fester kan være og er ofte enormt anstrengende. Man skal have tøj på, der ikke er særlig bekvemt. Man kan risikere en kedsommelig borddame i 7 timer, man skal være venlig og smilende og talende. Og man kommer alt for sent i seng. Det er mere behageligt at blive hjemme foran fjernsynet iført joggingtøjet og med en portion optøede boller i karry foran sig. Der er folk i dag, som afslår invitationer til fest på grund af tunnelsyn. For eksempel dem, der er blevet så optaget af motion og den rette kost, at de ikke tør sige ja til fest, fordi de kan komme til at spise fed mad, bliver nødt til at drikke alkohol og kommer i seng mange timer før de plejer. Jeg tror fremtiden vil vise, at der vil være mange mennesker, med klimatunnelsyn, der siger nej til en festinvitation, fordi de ikke vil risikere at spise røde bøffer og sidde i et rum, der er varmet op af co2 forurenende gasser og måske have en bordherre, der mindst 5 gange om året flyver ud i verdenen.

Pointen i Jesus lignelse er ikke, at livet er en stor fest. Vi ved udmærket godt, at det ikke passer. Det er hårdt at leve og ind imellem dejligt. Men alligevel skal vi tage del i det liv, som Jesus inviterer os til, være sammen med de mennesker vi er sat imellem på godt og ondt og på den måde udvikle vores perifere syn, så vi ikke ender med at have tunnelsyn der er rettet mod os selv eller vores besiddelser eller vores arbejde. Og samtidig er pointen med Jesu lignelse også, at der efter vores død venter os et liv Guds rige, der bliver den fest, vi har længtes efter hele livet.  Men tilsyneladende kræver det en ting, for at vi kan blive en del af denne hinsidige fest. Vi bliver nødt til at sige ja til invitationen fra Jesus Kristus. Og hvis jeg som præst nu begynder at hævde, at vi alle vil komme i Guds rige ligegyldig hvad vi gør, hvad vi siger og hvor meget vi end stritter i mod, ja, så lider jeg af det sædvanlige folkekirkelige tunnelsyn, hvor Kristus gøres til en overtolerant Gud, der ingen som helst krav stiller til os. Et eller andet siger mig, måske er det mit perifere kristne syn, at hvis vi skal med i festen i Guds rige, må vi sige ja tak til invitationen. Gud i vold. Amen.

—

Sognepræst Poul Joachim Stender
DK 4060 Kirke Såby
pjs(at)km.dk