Kærligheden går ikke på kompromis | 2. søndag efter trinitatis | 09.06.2024 | Lukas 14,25-35 | Leise Christensen |

Når de første forlydende opstår om, at nu skal rockbandet Rolling Stones spille i Parken i Kbh., plejer jeg tålmodigt at stille mig i kø på nettet for at købe billetter. Sidste gang tænkte jeg, at jeg ville flotte mig og købe siddepladser efter at have været blevet mast, skubbet til og regeret med i tilstrækkeligt omfang gennem flere koncerter oplevet fra plænen. Som tænkt, så gjort. Dagen for den store koncert oprandt og min mand og jeg fandt vore pladser, hilste pænt på dem, som vi nu skulle sidde ved siden af gennem et par timer, og så var det, at chokket indfandt sig. Det nydelige ægtepar, der optog pladserne ved siden af, havde til den kølige sommeraften medbragt det hjemmehæklede slumretæppe i stærkt kulørte nylongarner med samt en umådelig omfangsrig 2 ls termokande med hyggelige blomstermotiver på og pumpefunktion i skruelåget – ikke ulig den, som vi bruger til kirkekaffen. En koncert med the greatest rock’n’roll band in the world, som de ynder at kalde sig, tilsat slumretæppe og termokande af kirkeligt tilsnit. Mens den dengang hen ved 70-årige Mick Jagger stønnede, vred og skreg sig gennem sit program i sit desperate forsøg på at ligne en på 17, sad vi pænt og drak kaffe, som naboerne på plastsæderne så generøst delte med os, med slumretæppe om knæene. Der var noget, der ikke rigtigt hang sammen. Der var nogle forudfattede meninger om Stones-fans, som ikke rigtigt svarede til virkeligheden. Der var noget med sex, drugs and rock’n’roll, som ikke rigtigt forplantede sig op til siddepladserne, hvor det stærkeste, vi kom i berøring med, var Gevalias koffeinholdige dråber. Der var noget med ide og realitet, der ikke rigtigt stemte overens.

Samme fornemmelse af, at tingene ikke hænger sammen, som vi forventer det, kan man godt have, når man læser evangeliet til denne søndag.  Rockkoncert og kulørt slumretæppe i nylon – Jesus og en fordring om had. Det hænger ikke sammen, men det er ikke desto mindre det, der står. Vi skal hade vores nærmeste, vor ægtefælle, børn og søskende, ja, hade hele vores liv. Og det tilmed en dag, hvor vi har båret den skønneste baby til dåben, højt elsket af sin familie. En ting er, at det ofte forholder sig sådan, at vi rent faktisk hader vores familie eller i hvert fald mener, at vi gør det. Hvor tit har en teenagedatter ikke råbt, at hun hader sin far og mor og lillebror og således på smukkeste vis lever op til Jesu krav om at hade sine nærmeste? Men kan det virkeligt være rigtigt, at Jesu forestilling om en discipel, der lever i sand efterfølgelse, er skabt i billedet af en til tider umulig teenager med ring i øjenbryn, næse og navle, tatovering på rumpetten og et ualmindeligt tvært drag om munden sådan, som kun en teenager kan præstere det, når de skal bære skraldeposen ud? Skulle det nu være indbegrebet af Kristus-lighed? Tilsyneladende forholder det sig sådan, for det er jo netop sådan, at Jesus fremstiller sagen. På trods af alt godt, der er at sige om familien, må man også sommetider i sit stille sind give den gamle professor P.G. Lindhardt ret, når han sagde: ”Familien, det er alles krig mod alle”. Det er ganske vist lidt dystopisk sagt, lidt begrædeligt, lidt træls, men det er måske også – indset i en stille stund – lidt sandt… Det er om noget et betændt, ømt og vel også modsætningsfyldt sted, den familie. Det er der, hvor vi elsker, men det er også der, vi kan afsige de hårdeste domme over de andre, de domme, der ikke kan appelleres til en højere instans – en dårlig mor, en fraværende far, et kærlighedsløst ægteskab, og hvad vi ellers sætter under dom. Sommerferien går i gang lige om lidt, og det kan også være en belastning for familien. Nu skal vi alle være lykkelige og glade og frie og gide det samme, meeen… Ikke så sjældent kan man godt ønske sig tilbage til sit fredelige skrivebord henne på arbejdet. Det er min fornemmelse, men det er usagt, for det er også tabubelagt at indrømme det. Så det er for meget med Jesus’ udmeldinger, for unuanceret. Kunne Jesus ikke bare sådan lidt mere midt på vejen og ikke så ultimativ? Kunne han ikke være lidt mere lunken? For det jo svært at være så absolut i sine udmeldinger – vi er imod Rusland pt, men vi ville alligevel være grumme ked af det, hvis de lukkede helt for gassen, og hvis nu benzinen blev alt for dyr…Vi er vokset op med nationale kompromisser af forskellige slags, og dybest set mener vi vel, at det er den mest fornuftige udgang på denne verdens forhold. Ikke alle kan få alt, hvad de vil, men lidt får vi da alle sammen.

Så hvad stiller vi op med Jesus’ aldeles kompromisløse tilgang til tilværelsen i dag? Ja, familien kan være bøvlet, nej, det er ikke afslapning at være på familieferie, jo, skilsmisseprocenten er oppe at røre ved de 50, og vil vi ikke bare gøre alting værre, hvis vi stiller os helt kompromisløse op f.eks. i venneflokken ved altid at være ubøjelig i vores synspunkter, i familien ved altid at pege på det smårådne i samværet, på arbejdet ved altid at følge alle regler betingelsesløst? Klarer vi os ikke bedst i forhold til andre, helt ærligt, hvis bare er lidt bøjelige, lidt fleksible, lidt kompromissøgende? Altså Jesus, hvad skal vi gøre med dette evangelium til i dag? Alt, tror jeg. Alt. For vi ved nok alligevel inderst inde, at nogle gange må vi stå fast. Nogle gange må vi vælge side, koste hvad det vil. I den helhjertede kærlighed må man vælge side. Derfor tror jeg også, at vi alle sammen inderst inde godt ved, at Jesus har ret, også selv om det lyder voldsomt provokerende.Vi ved fra vores eget liv, at der findes masser af situationer, hvor vi ikke kan træde vande, men må vælge side – også selv om det koster. Neutralitetens mellemposition kan sagtens vælges, der hvor det bare handler om, om vi holder med de hvi’ eller Fremad (München eller Bourussia Dortmund) – men i de afgørende øjeblikke i livet, da afkræves vi et klart svar; der aftvinges vi en klar stillingtagen. Og det er her Jesus sætter fingeren lige ned på et ømt punkt, for det med Gud og det med at være kristen, det er ikke bare en søndagsfritidsinteresse mellem 10 og 11 – nej, det angår alle hjørner af livet. Det er simpelthen en livsindstilling, der smitter af på alt i tilværelsen. Og nej, jeg er ikke ude på at radikalisere nogen eller rekruttere nogen til nogen som helst form for hellig krig. Men jeg er ude på at stille spørgsmålet: Hvad er det rigtige at gøre som kristen i netop denne situation. Hvad vælger du? Hvad siger du ? Hvad gør du? Hvordan bruger du dit liv – din tid – dine penge ? Bøjer du frygtsomt nakken, ser du den anden vej, vender du det døve øre til uretten, vælger du mageligheden? Tænker du, at det er fint med den der termokande med pumpefunktion i dit liv, selvom det egentlig handler om rock’n roll? Stopper du op, står du fast, tager du skraldet, betaler du ved kasse 1, går du linen ud – for det du tror på. Og nej, jeg ved det godt – det gør ingen af os, jeg gør i hvert fald ikke og i hvert fald langt fra altid (jeg var såre tilfreds med kaffen) – men det gjorde Jesus selv, han valgte sandheden og kærligheden og retfærdigheden og ærligheden – også selv om den kostede ham livet på et kors. Han gjorde det for sådan nogle lunkne halvhjertede typer som dig og mig – han gjorde det for at vise os vejen – vise os at kærligheden ikke går på kompromis med sandheden.Kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt. Amen.

—

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk