9.søndag efter trinitatis | 17.08.25 | Lukas 16, 1-9 | Af Rasmus Nøjgaard |

Generøsitet

Hvordan skal vi forstå Guds generøsitet? Måske så overrumblende som fortællingen om godsforvalteren advokerer for. Godsforvalteren ødsler ellers ud af den rige godsejers ejendom og formue. Efter godsejeren har fyret ham, ser han sit snit til at sikre sig gode venner, der kan sikre hans fremtid. Højst overraskende roses godsforvalteren, der ellers har handlet uærligt eller troløst, eller hvordan traditionen har oversat ’ἀδικίας’, direkte oversat uretfærdig. Godsforvalteren fremhæves ligefrem for sin visdom, og Herren, ὁ κύριος, efterlyser at også lysets børn bruger denne verdens rigdom til at sikre sig venner, der kan tage imod dem i himlene. Måske skal det ligefrem forstås sådan, at lysets børn, som må være disciplene eller menighederne, skal lære af verden og skabe kirke og menighed, der kan gøre sig de nødvendige forberedelser på at tage imod alle dem, der søger?

Udlægningen af denne ikke umiddelbart begribelige lignelse er selvfølgelig sket på højst forskellig vis, og det giver sig udslag allerede i oversættelser og overskrifter. I en dansk tradition får lignelsen overskriften ’den uærlige godsforvalter’, og prædikentraditionen er domineret af en snusfornuftig borgermoral, der peger fingre ad godsforvalteren. Han er jo ’uærlig’ eller ’utro’. I en tysk oversættelsestradition er der derimod sans for at kalde den ’lignelsen om den klogegodsforvalter’. Hvor borgermoralen er herskende i en dansk tradition, og har været det helt tilbage til Augustin, der går så langt som til at spørge sig selv, om denne lignelse måske slet ikke burde have plads i evangelierne på grund af godsforvalterens skændige handlinger, så hæfter den lutherske tradition sig mere ved at godsforvalteren handler klogt, og indsigtsfuldt, ’φρονίμως’. Lukas formulerer sig med et drilsk ordspil, at Herren, ὁ κύριος, roser den uretfærdige, ’ἀδικίας’, forvalter for sin kløgt!

På den ene side kan vi forarges over at godsforvalteren går bag om ryggen på sin arbejdsgiver. Det fordobles tilmed af at han vil købe sine venner ved at nedskrive deres gæld, endda for sin arbejdsgivers penge. Vi får fornemmelsen af at han simpelthen er fyret, fordi han er luddoven og lidt af en slyngel. Et dansk hitparadenummer rammer meget godt den borgerlige moral: Venner kan ikke købes for penge. Lignelsen har dog en anderledes realistisk virkelighedsopfattelse! Forvalteren snyder således godsejeren og sikrer sig derved gode allierede i en usikker fremtid.

Allerede kirkefaderen Origenes stiller tilbage i 200tallet spørgsmålet: Hvem er godsejeren? En helt gængs og almindelig fejlslutning er ifølge Origenes, at han er Gud selv. Origenes har den spidsfindige kommentar, at lignelsen driller læseren ved at kalde både godsejer og Jesus for ’Herren’ i bestemt form: ὁ κύριος, sådan som Gud ofte omtales i de bibelske skrifter. Lukas introducerer godsejeren som den rige mand der har forvalteren ansat. Og det er forvalteren der kalder godsejeren for ’min Herre’, ὁ κύριος μου (vers 3). Næste gang Herren optræder er i vers 8, hvor Origenes peger på at det ikke længere gælder godsejeren, men Jesus selv, ὁ κύριος. Det er altså Jesus der afslutter lignelsen med at konkludere, at lysets børn (det må være disciplene og Jesus’ følgere, måske menighederne på Lukas’ tid) skal skaffe sig venner ved hjælp af usle mammon, så deres venner vil tage imod dem, når deres penge slipper op. Origenes peger på at det handler om alle verdens livsfornødenheder (olie og hvede), som Jesus råder sine disciple til at bruge bedst muligt for at sikre at der er en menighed både her på jord og i himmelen, der vil drage omsorg for deres frelse.

I stedet for en moralprædiken, så kan lignelsen snarere forstås opbyggeligt. Fortællingen om den uærlige godsforvalter er ingen opfordring til at udnytte hinanden på opfindsom vis, det er heller ingen fordømmelse af rigdom eller dristige metoder på kant med loven (selv om både rige og slyngler sandt for dyden ellers ikke har høj status i Lukasevangeliet), men det er måske snarere en påmindelse om at vi må bruge denne verdens forhåndenværende midler og vores egen opfindsomhed på at hjælpe hinanden (idealistisk med at bliver frelst) og ikke stå tilbage for slynglernes ihærdighed og iderigdom. Det nytter ingen at sidde her fine, rene og uplettede, hvis det skyldes at vi bare spiller efter regler af frygt for lovens bogstav og egen anseelse. Det gælder ikke anseelse for menneskers blik, men for Gud Herrens. Så vi må hellere smøge ærmerne op og komme i gang, også selv om vi risikerer vores gode ry og rygte.

Eller sagt på en anden måde: ikke i et jordisk, men i et himmelsk perspektiv, gælder det om at sikre sig de rigtige venner og ikke komme i dårligt selskab. Hen over trinitatis er dette et tema, hvor status vendes på hovedet, og rig og fattig, hellig og syndig, frelst og fortabt bytter plads.

Det fornøjelige er at lignelsen kan vendes og drejes og læses så forskelligt og vitterligt er blevet det. Forvalteren kan være en ødsel slyngel som vi skal forarges over, men han kan jo også være barmhjertigheden selv, der sætter de gældbundne fri uanset den straf der sikkert må vente ham, så han tilmed er læst som Jesus selv.

Min gamle kloge rektor på Pastoralseminariet har i sin fine bog ’Trinitatis. En homiletisk rejseberetning’ (Anis 2015), overbevisende argumenteret, at der næppe kan være tvivl om, at læses evangeliet i kirkeårets forløb, så handler det om at gøre sig klar, forsone sig med verden, stille sig åben foran Herren og følge hans vej. Teksterne er: Den rige mand og Lazarus i Abrahams skød (1. trin.), Det store gæstebud (2. trin.), Det genfundne får og Den forsvundne mønt (3. trin.), Splinten i din brors og bjælken i dit eget øje (4.trin.), Simon Peters fiskedræt (5. trin.), Buddet om forsoning (6. trin.), Gæstebuddet hos tolderen Zakæus (7. trin.), Falske profeter der er glubske ulve i fåreklæder og at kendes på gode frugter (8. trin.).

Når man følger Herrens eksempel på generøsitet, er det ikke uden omkostninger. Man mister muligvis rigdom og anseelse i denne verden, til gengæld mister man ikke sig selv, men vinder sig selv for Gud Herren. Når man således opdager sig fundet og afsløret som en anden Zakæus, så åbenbarer verden sig på ny med en helt anderledes generøsitet der ikke er til fals for verdens flygtighed, men som har pant i noget anderledes evigt og håbefuldt. Amen.

—

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

Østerbrogade 59

DK-2100 København Ø

+45 2617 0583

EmaiI: RN(at)km.dk